Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Utah

  • Ting at se i det sydøstlige Utah

    (Bedømt af 17 personer)
    21.08.13: Jan Kronsell
    Mange danskere besøger nationalparkerne Zion og Bryce Canyon i det sydvestlige Utah. Ikke helt så mange ser den sydøstlige del, selv om der også er rigtigt meget at se her.
    Se hele rejsetippet
  • Utah Rocks!

    (Bedømt af 30 personer)
    19.10.12: Jens Bjargum
    Jeg har for længst opgivet at beslutte mig for, hvilken nationalpark i USA der er min favorit. Når jeg står i Yosemite tænker jeg, at dette er det meste fantastiske sted i verden, men når jeg kommer til Yellowstone er jeg overbevist om, at det er det mest fantastiske sted.
    Se hele rejsetippet
  • Zion National Park, Utah

    (Bedømt af 22 personer)
    29.09.12: Pia Jespersen
    At besøge Zion National Park i Utah, er næsten som et besøg tilbage i tiden. Når man står og kigger ud over den frodige park med stejle klippesider, kan man næsten fornemme flyveøglerne suse over hovedet og dinosaurerne vandre mellem træer og buske på jagt efter føde.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Utah

Lake Powell, UT
Rejsetips indsendt af:
Vagn Andersen
København
17. nov. 2010

På opdagelse i det vestlige USA

Smagsprøver fra fem rundture i det vestlige USA, foretaget fem forskellige år i perioden fra 1998 til 2010, alle i sommerperioden fra 20. juni til 6. august på hver 4-5 ugers varighed.

Omtalte stater: Colorado, Utah, Arizona, Nevada, Californien, Oregon, Washington.
Transportmiddel: Lejet bil, full size.
Overnatning: Moteller og hoteller.
Colorado floden langs SR128, UT
Colorado floden langs SR128, UT

På sporet af Colorado floden

På vej vestpå ad I 70, kort efter at have passeret grænsen mellem Colorado og Utah, drejer vi fra mod sydvest ad State Road SR 128 i retning mod Moab, UT. På næsten hele strækningen følger vejen dalen langs med Colorado floden. Der er kun ringe trafik på vejen. Derimod hører man af og til stemmer, der giver ekko mellem klippesiderne. Det er raftere, der i gummiflåder lader sig drive med strømmen, der på denne del af floden er moderat. For os, der gør turen til lands, er der også mulighed for at komme floden på helt nært hold. Hele vejstrækningen, hvoraf hovedparten følger Colorado floden nøje, byder på et så imponerende skue, at det sagtens kunne være en del af en nationalpark, men det er bare SR 128. Da vi er fremme ved HWY 191, drejer vi mod syd og kører det sidste lille stykke til Moab, UT.
Udsigt over Colorado floden fra Dead Horse Point, UT
Udsigt over Colorado floden fra Dead Horse Point, UT

Dead Horse Point

Mens vi er i nærheden af Moab, benytter vi lejligheden til se Colorado floden fra oven ved at tage en aftentur op på Dead Horse Point. Det landskab, som kan ses herfra, minder om Grand Canyon (om end den del af flodsænkningen, der kan overskues herfra, er væsentlig kortere), men på denne aftentur ved solnedgang er vi næsten alene på Dead Horse Point.
Lake Powell set fra SR95, UT
Lake Powell set fra SR95, UT

Lake Powell, UT

Næste gang vi er rigtig tæt på Colorado floden, er da vi fra Hanksville, UT, kører sydpå ad SR 95. Vejen går langs med en næsten udtørret flod i en snæver dal. Vejen falder, medens dalen yderligere indsnævres, men pludselig åbner der sig en storslået udsigt over en del af Lake Powell, som Colorado floden over en længere strækning udvider sig til/går igennem. Området er en del af Glen Canyon National Recreation Area, som strækker sig helt over til Page, AZ.
Landskabet er næsten helt goldt. Det eneste vand er dét i Lake Powell. Nede på vandoverfladen ser vi enkelte måger, som dog ved nærmere eftersyn viser sig at være sejlbåde. Størrelsesforholdene overasker.
Vejen fortsætter ned gennem en snæver passage indenom en høj klippe. Den sene eftermiddagssol giver skarpe kontraster mellem sol og skygge. Via en bro kommer man over på den sydlige side af Lake Powell.
Vi fortsætter et stykke videre af SR 95, men drejer så mod syd af SR 261.

Mokee Dugway, UT
Mokee Dugway, UT

Ad Mokee Dugway til Mexican Hat, UT

I solens sidste stråler oplever vi på den sydligste del af 261’eren, The Mokee Dugway, en række hårnålesving, hvor vejen falder stejlt ned med udsigt over et næsten fladt landskab. En del af vejen er oven i købet ikke asfalteret (hvilket man ellers kun sjældent kommer ud for), så den stejleste del skal gennemkøres med nogen forsigtighed på grund af det løse grus og de skarpe sving.
Undervejs møder vi en modkørende bilist, som kører lige så langsomt som os. Føreren stopper op og ruller vinduet ned, da vore biler er ud for hinanden og spørger, hvor længe grusvejen fortsætter, og vi fornemmer et uudtalt spørgsmål om, hvorvidt vejen overhovedet fører igennem, eller om vi mon er på vej tilbage efter at være vendt om. Om aftenen venter belønningen for os i form af bøffer stegt på en gynge over et bål på Mexican Hat Lodge, Mexican Hat, UT.
Mexican Hat Rock, UT
Mexican Hat Rock, UT

Mexican Hat Rock, UT

Byen Mexican Hat, UT, som er opkaldt efter den ejendommelige klippeformation Mexican Hat Rock,
er et glimrende udgangspunkt for en tur i Monument Valley, men vi fortsætter mod Page, AZ, med Colorado floden som ledetråd.
Glen Canyon Dam Bridge, AZ
Glen Canyon Dam Bridge, AZ

Glen Canyon Dam, AZ

Følger man HWY 89 fra Page nordpå, passerer man over Colorado floden ad Glen Canyon Dam Bridge. Mens vi kører over broen spiller en af de lokale radiostationer det gamle 80-er nummer Too Shy. ”And the question is: Who is this band?”, lyder det i radioen, efterfulgt af en opfordring til lytterne om at indtelefonere deres svar. Mens vi parkerer ved visitor centeret ved den anden ende af broen, er musikken allerede skiftet til Britney Spears.
Fra parkeringspladsen er der udsigt mod broen. Vi går nu tilbage over broen. Der er fortov på begge sider af vejen over broen med udsigt over dæmningen fra det ene fortov og over Glen Canyon med floden i bunden fra det andet fortov. Efter at have set os om i visitor centeret, som blandt andet rummer en glimrende model af Colorado flodens løb, fortsætter vi ad HWY 89.
Rainbow Bridge, UT
Rainbow Bridge, UT

Rainbow Bridge, UT

Men kort efter drejer vi til højre ad Lake Shore Drive, som vi følger til Wahweap Marina, hvorfra bådture afgår til Rainbow Bridge. Sejlturen på Lake Powell er i sig selv en oplevelse, og turens mål ikke mindst. Rainbow Bridge er også tilgængelig fra landsiden, men er man ikke lige til hiking, står man sig nok bedst ved at vælge sejlturen, som incl. en kort tur til fods fra anløbsbroen til Rainbow Bridge varer det meste af en eftermiddag.
Selv på baggrund af tidligere oplevelser i Arches N.P. og Natural Bridges N.P., UT, er Rainbow Bridge imponerende.
Med års mellemrum står der vand under Rainbow Bridge, men da vi er der, er den lille flodseng helt udtøret.
Marple Canyon, AZ
Marple Canyon, AZ

Navajo Bridge, AZ

Hvis man vil opleve Grand Canyon uden alt for mange andre turister, kan man tage til North Rim.
Undervejs ad HWY 89 (alternative) krydser man Colorado floden, og fra Navajo Bridge er der et glimrende udsyn over Marple Canyon. Der er to broer. Den oprindelige bro fra 1928, som nu kun er for gående, og den nye, hvor HWY 89 er ført over. Navajo Bridge er opført nær ved det tidligere færgested og erstatter Lee’s Ferry.
Grand Canyon, AZ, set fra North Rim
Grand Canyon, AZ, set fra North Rim

North Rim

På North Rim, Grand Canyon, AZ, er der ikke så mange udsigtspunkter som på South Rim, men fra Angel Trail får man et glimrende panoramaudsyn. Hovedbygningen i Grand Canyon Lodge, hvortil der er offentlig adgang for alle, giver mulighed for at nyde den storslåede udsigt omgivet af rustik elegance i den store opholdsstue.

Rocky Mountain N.P., CO
Rocky Mountain N.P., CO

Rocky Mountains

Rocky Mountains strækker sig som et bredt bælte skråt ned gennem det vestlige USA, men bjerge og klippeformationer har meget varierende karakter.
Den 21. juni kører vi fra Denver, CO, nordpå ad HWY 287 mod byen Loveland, CO. Både foran os og mod vest ses bjergene i Rocky Mountains. I Loveland sætter vejret ind med kraftige byger, der fortsætter, mens vi kører mod vest ad SR 34 gennem kløften langs med Big Thompson River mod Estes Park, CO, tæt ved den østlige indgang til Rocky Mountain N.P. i det nordvestlige Colorado. Vejret er nu klaret helt op, og vi kan nyde turen op gennem passet, hvor der endnu d. 22. juni flere steder i vejsiderne er sne op til et par meters højde.
Regnskyl i Zion N.P., UT
Regnskyl i Zion N.P., UT

Når vejret overrasker

Vi er i Zion N.P., UT, om formiddagen d. 9. juli. På vej ind i parken tegner vejret godt. Overvejende blå himmel med enkelte hvide skyer. Hovedruten i parken slutter ved en parkeringsplads for enden af en dyb, snæver kløft, hvorfra en sti fører ind i kløften langs med floden. Vi følger stien, men må vende om efter få minutter, overrasket af et kraftigt regnskyl. Muligheden af en flash flood går op for os. Der er også en reel mulighed for, at en del af vejbanen kan blive ikke-farbar, og der er kun denne ene vej ud af dalen.
Man fornemmer, at andre besøgende også gerne vil ud af dalen nu. I radioen har lige været et indslag om kraftig regn i Las Vegas (hvor det ellers yderst sjældent regner) den foregående dag med dramatiske følger for trafikken. Men regnen stilner af i tide og stemningen bliver rolig igen.
Optæk til uvejr i Page, AZ
Optæk til uvejr i Page, AZ

Sandstorm

Vi er Page, AZ, om aftenen d. 22. juli. Luften står stille, og solen bager på motellets parkeringsplads, mens vi bærer varer, købt i et nærliggende supermarked, ind ad en bagindgang til motellet. Da vi kommer op på værelset, som ligger på 2. sal, hører vi en underlig klaprende lyd, som viser sig at komme henne fra vinduet, hvor de udvendige persienner banker ind mod vinduesrammen. På de få minutter, som det har taget for os at komme fra parkeringspladsen op til værelset, er vejret skiftet markant. Der er en del gæster nede ved motellets pool, men de fortrækker hurtigt, da det viser sig, at kraftige vindstød hvirvler det røde ørkensand op, samtidig med at skyerne trækker sammen.
Organ Pipe N.P., AZ
Organ Pipe N.P., AZ

Organ Pipe N.P., AZ

I Phoenix forstaden Goodyear, AZ, er der heller ingen gæster ved motellets swimmingpool om eftermiddagen d. 16. juli. Det er simpelthen for varmt til at opholde sig udendørs.
Vores plan er at besøge Organ Pipe N.P., AZ, som ligger ved mexicanske grænse, den følgende dag. Fra den lille by Gila Bend, AZ langs I 8 går ruten sydpå ad SR 85 gennem byen Ajo, AZ, hvor man overraskende nok ser mange ”-sen” navne på byens skilte, til trods for at de klimatiske forhold og det omgivende landskab ikke har mange lighedspunkter med det hjemlige.
Det er ikke mange, der har valgt Organ Pipe N.P. som deres tur mål den 17. juli. På parkeringspladsen ved visitor centeret ser man kun et par biler foruden vores egen lejede bil, og de ser ud til at tilhøre park- rangerne. Til gengæld ses allerede her kaktus, hvis højde er op til omkring 5 gange højden af et voksent menneske. Rundturen i parken, hvoraf hovedparten af vejen er en grusvej, tager det meste af eftermiddagen, og vi møder kun en enkelt bil. Hovedparten at de radiostationer, der kan modtages her, er mexicanske.
På vej mod den mexicanske grænse ad SR85, AZ
På vej mod den mexicanske grænse ad SR85, AZ

Ved den mexicanske grænse

Fra parken kører vi de sidste 5 miles sydpå til grænsebyen Lukeville, men vi er omhyggelige med ikke at komme ind i opmarchbanen til grænseovergangen.
På vej tilbage nordpå ad 85-eren bliver vi stoppet ved en vejspærring af en bevæbnet soldat i kakiuniform. Vi så ham på udturen, men han stopper kun bilister, der kører nordpå. Han spørger os, hvor vi kommer fra, samtidig med at vi og bilens kabine tages i nøje øjesyn. Det er tydeligt, at han ikke er en mand, man skal diskutere med. Der er på forhånd kun tre muligheder: Man kan komme fra parken, fra Lukeville - eller fra Mexico. Og det er naturligvis den sidste mulighed, der er årsagen til, at bilister bliver stoppet her.
Grænseoverløbere fra Mexico, samt smugling, først og fremmest af narkotika, er et stort problem.
Vi bliver dog hurtigt vinket videre.
Omkring motellet i Gila Bend, AZ, synes luften at gløde om aftenen d. 17. juli.
Da vi d. 18. juli fortsætter vestpå ad I 8 mod Yuma, AZ, bliver vi igen mødt af en vejspærring. Denne gang behøver bilisterne dog ikke at stoppe, men må køre langsomt forbi, mens biler og passagerer nøje iagttages.
Snoqualmie Falls, WA
Snoqualmie Falls, WA

Snoqualmie Falls, WA

På vej mod den canadiske grænse besøger vi den 8. juli Snoqualmie Falls, WA, øst for Seattle. Vandfaldet og hotellet ved siden af (The Great Northern, som i virkeligheden hedder Salish Lodge), huskes måske endnu fra TV serien Twin Peaks. Det ligger dog noget syd for den canadiske grænse.
Efter en overnatning i Birch Bay, WA, en lille badeby ude ved Stillehavet, hvor de besøgende for det meste udgøres af lokale endagsturister, kører vi om formiddagen d. 9. juli ad I 5 til den canadiske grænse lidt syd for Vancouver, BC.

Ved den canadiske grænse

I modsætning til den mexicanske grænse er denne helt udramatisk, men man mærker en tydelig canadisk modvilje mod indrejsende fra USA, og her kan det vel næppe være illegale grænseoverløbere, der er problemet. Den canadiske grænsebetjent spørger: ”Hvor længe har I i sinde at blive i Canada?” Efter at have svaret ”En uges tid” og desuden have svaret på et par andre spørgsmål, fremført i et køligt tonefald, bliver vi så spurgt: ”Og hvornår forventer I at være ude af landet?”
Om vores pas er danske eller amerikanske spiller næppe nogen rolle. Snarere synes den canadiske grænsebetjent irriteret at tænke: ”Der kommer den næste amerikaner. Der kommer den næste Buick. Der kommer den næste bil med californiske nummerplader”.
I løbet af den efterfølgende uge møder vi en tilsvarende holdning fra andre canadiere. De modtager ikke US$, selv lige op af grænsen til USA, og de bryder sig ikke om American Express kreditkort. Da vi kommer til Jasper N.P., begynder vi at læse canadiske aviser. En forsideoverskrift lyder:
”Canada leads UN attack on US”. Overskriften afslører en holdning til USA, som forekommer os uforeneligt med elementære regler for godt naboskab.
Den 16. juli er vi tilbage i USA (efter en i øvrigt smuk tur i British Columbia og Alberta, som det falder uden for rammerne af denne beskrivelse at komme nærmere ind på). Da vi kører fra Alberta ind i Montana, bliver vi ved grænsen budt velkommen af den amerikanske grænsebetjent. Heller ikke han synes at interessere sig særligt for, om vore pas er amerikanske eller danske, men her føler vi, at det næsten er som at komme hjem.

De lange øde strækninger

Strækningerne tværs over Utah og Nevada kan synes endeløse. Men også dette er en del af oplevelsen, især hvis man kører mod vest. Der er i hovedsagen to muligheder.
America's lonliest highway, HWY 50
America's lonliest highway, HWY 50

America’s loneliest highway

Den ene mulighed er at følge America’s loneliest higway, HWY 50. Efter længere tids kørsel gennem det knastørre flade landskab gør vi holdt for at spise frokost i den lille by Delta, UT. Det forgår ved en frodig grøn græsplæne, som forekommer helt uvirkelig på baggrund af, hvad vi har set langs HWY 50 tidligere på dagen. Plænen befinder sig i øvrigt lige ud for byens politistation. Vest for Delta er der endnu mere øde, men vi holdes ”i live” af Shania Twain og Ricky Martin i radioen.
Great Basin N.P., NV
Great Basin N.P., NV

Great Basin N.P., NV

Når man fortsætter vestpå, er der mulighed for et besøg i Nevada’s eneste nationalpark, Great Bassin N.P., der fik sin status som nationalpark så sent som i 1988. Parken udgøres af et bjergområde, og er omgivet af et ellers næsten fladt landskab.
Vi ankommer til Great Basin N.P. sidst på eftermiddagen d. 25. juni. Der er kun få besøgene i visitor centeret og i parken. Vores ophold må afkortes, dels fordi der i omtalen af en attraktiv vandretur advares mod pludselige temperaturfald, og det er ved at blive sent; dels fordi vi foran os har en vejstrækning med meget få og små byer.
Den lille by Baker, NV, som ligger lige uden for parken, ser ikke ud til at byde på de helt store overnatningsmuligheder.
Eureka, NV
Eureka, NV

Tværs over Nevada ad HWY 50

Lidt længere vestpå ad HWY 50 viser Ely, NV, sig dog at være en ganske pæn by, hvor vi hurtigt finder et udmærket motel.
Den 26. juni passerer vi på HWY 50 tværs over Nevada kun de to små byer, Eureka og Austin, og vi glæder os over, at vi ikke kørte længere end til Ely den foregående aften. Turen gennem den vestlige del af Nevada byder på mange udtørrede saltsøer, og af og til ser man små skypumper, der hvirvler ørkensandet op. I radioen hører vi KOZZ - Reno’s Classic Rock.
Salt Lake City, UT
Salt Lake City, UT

Salt Lake City

Den anden mulighed er at følge I 80. I Salt Lake City besøger vi mormonernes visitor center ved Temple Square, hvor vi bliver vist rundt af to unge frivillige. Direkte adspurgt om, hvorved mormonbevægelsen adskiller sig fra andre kristne trossamfund, er vores unge rundvisere først lidt tøvende, men henviser så - ikke overraskende - til, at de i deres virke bygger på Joseph Smith’s og Brigham Young’s ideer.
I visitor centeret kan blandt andet ses en meget illustrativ model af byen Jerusalem på Kristi’ tid. Den store Kristus figur på 1. sal genkender vi som en kopi af Thorvaldsens statue, men det fremgår nu ikke. Visitor centeret er nok det reneste sted, vi nogensinde har set.
Great Salt Lake, UT
Great Salt Lake, UT

Great Salt Lake

Vest for Salt Lake City glæder vi os til at se Great Salt Lake. Her bliver vi for en gangs skyld skuffede.
Vandoverfladen fremtoner i en trist, grå farve, og tæt ved søen finder man skæmmende industri-virksomheder og en stor, forladt bygning, som ser ud til at være opført som et forlystelsessted, men muligvis aldrig er blevet færdiggjort / taget i brug. Kun ved Great Salt Lake Yacht Club brydes det triste syn. Her går vi helt ned og dypper hænderne i søen. Saltet hænger ved som en fedtet hinde, da vi løfter hænderne op, og vi må ind i sejlklubben for at vaske saltet af.
Great Salt Lake er trods sin enorme størrelse kun tilgængelig nogle få andre steder og det ad små blinde veje. I 80 er den eneste større vej, der kan bringe os nær ved søen, og som følger søen et stykke.
Great Salt Basin, UT
Great Salt Basin, UT

Great Salt Basin

Tæt ved grænsen til Nevada, ved byen Wendover, UT, ser landskabet ud som var det dækket af sne. Men temperaturen er tæt ved 100 F, og de kæmpemæssige områder er helt dækket af salt. Rastepladsen er elegant konstrueret med skyggefuldt placerede borde og bænke og et udsigtstårn, hvorfra det særprægede landskab kan iagttages. På parkeringspladsen har bilernes dæk efterladt kager af salt.
The Weather Channel. Vejrudsigt for Nevada, 30. juli
The Weather Channel. Vejrudsigt for Nevada, 30. juli

Tværs over Nevada ad I 80

Langs I 80 gennem Nevada møder vi kun to byer: Elko, hvor vi overnatter, og Winnemucca, hvor vi midt på eftermiddagen samler kræfter til at fortsætte turen over en god cappucino, som vi nyder på en lille cafe. Der er næsten fyldt op i det lille lokale, hvor personalet har travlt med at betjene de mange gæster. Nogle af gæsterne benytter lejligheden til at gå på nettet via de opsatte PC’er i cafeen, mens andre læser i de fremlagte blade og aviser. Det hele foregår i en fuldstændig afslappet og uformel atmosfære.
Lake Tahoe, CA
Lake Tahoe, CA

Radioen følger med

Overalt er udbuddet af radiostationer stort, og på grund den begrænsede rækkevidde, som en FM-sender
har, sker der undervejs en løbende udskiftning af de stationer, som man kan modtage. Radiostationerne ”følger med i”, hvor vi er nået til, og sender hele tiden fra områder, som er aktuelle for os netop nu.
Den 30. juni kører vi sydpå ad HWY 89 langs Lake Tahoe, CA, og har netop passeret Emerald Bay, da vejen højt hævet over søen fører os ud på en halvø med udsigt over søen, såvel fremad som til begge sider.
(Vejstrækningen huskes måske af nogle fra filmen ”City Of Angels”, hvor Meg Ryan på cykel kører ned ad vejen, i øvrigt lige før hun (ifølge filmen) bliver dræbt ved kollision mod en truck lastet med tømmer).
”Thank You for choosing Lake Tahoe’s special blend of rock’n roll, 93.9, KRLT The Lake”, lyder det i radioen, hvor DJ Tammy Wynette er i fuld gang med at forberede lytterne til den 4. juli. ”Twenty minutes now before one o’clock on a Wednesday afternoon. You wanna be lucky? Well, you’re in the right place. So you’ll see all good reasons to stick around in addition to Lake Tahoe’s special blend of rock’n roll, 93.9, KRLT The Lake”, lyder det i radioen netop som synet af søen til tre sider og det første
af hårnålesvingene på vejen foran os dukker op ved starten af den stejle nedtur, og vi kører ned ad serpentinvejen til lyden af "Up Town Girl" og derefter "Shattered Dreams".

Musikken er vigtig

Radio hørt undervejs udgør et vigtigt supplement til oplevelserne. Men det er en god ide også selv at medbringe CD’er med musik, som passer til turen. Her er nogle forslag til musiknumre, der gør sig godt i det vestlige USA:

America: A Horse With No Name, Ventura Highway m.fl.
The Ventures: Ghost Riders In The Sky, Apache m.fl.
Simon & Garfunkel: America
James Taylor: Sweet Baby James
Madonna: Frozen, La Isla Bonita m.fl.
The Beach Boys: Surfin’ USA, Fun,Fun,Fun m.fl.
Chuck Berry: Diverse numre
Al Stewart: Year Of The Cat
Sheryl Crow: All I Wanna Do
Chris Isaak: Wicked Game
John Leyton: Johnny Remember Me
Mamas & Papas: California Dreaming
Elvis Presley: Flaming Star m.fl.
The Turtles: Happy Together
Kenny Rodgers & The First Edition: Just Dropped In
Neil Diamond: Thank The Lord For The Nigth Time
The Doors: Queen Of The Highway
Smokie: If You Think You Know How To Love Me
Rocky Point Restaurant, CA
Rocky Point Restaurant, CA

Rocky Point, CA

Solen er ved at gå ned, da vi om aftenen den 2. juli kører fra Monterey, CA, sydpå af HWY 1 langs med Stillehavskysten. Vi er på vej mod Rocky Point Restaurant, som ligger 10 miles syd for Carmel. Vi ser frem til en god middag med udsigt over Stillehavet. Vi har været der tidligere og ved, at restauranten aldrig skuffer, hverken med hensyn til havudsigten eller med hensyn til den bøfmiddag, som vi også denne gang vælger. Af gammel vane hjemmefra, hvor tilbehøret ofte er utilstrækkeligt, spørger jeg serveringsdamen, om man kan bestille en ekstra bagekartoffel. ”Ja, naturligvis. Men måske I lige skal se den bagekartoffel, der er inkluderet i middagen først”. Vi følger heldigvis hendes råd. Bagekartoflen på tallerkenen viser sig at være den største, vi nogen sinde har fået serveret. Og det medfølgende fyld har vi aldrig fået mere velsmagende. Bøffen er også denne gang perfekt.
Vi sidder længe og nyder udsigten og den dejlige middag. For længe, viser det sig. Det er nemlig fredag d. 2. juli, så 4. juli weekenden er begyndt. Det når at blive mørkt, inden vi har afregnet og kan fortsætte sydpå ad HWY 1. Det bliver en meget lang aften. De ret få og ikke særligt store moteller, der ligger på denne vejstrækning, er for længst optaget. Det lykkes dog at få en hytte - i sidste øjeblik, da værten er ved at gøre klar til at lukke receptionen i Gorda Cabins for i aften, netop som vi ankommer. Hytten viser sig at være udstyret med møbler, hvor sæder og ryglæn er udskåret som hele stykker af træstammer. Heldigvis er de belagt med store lammeskin, for hytten er råkold og vi må spise såvel natmad som morgenmad næste dag iført overtøj. Da det bliver lyst, opdager vi, at der fra hytten, som befinder sig et stykke oppe ad en skrænt, er en glimrende udsigt over ned over HWY 1 og ud over Stillehavet, især op ad formiddagen efter at morgendisen er forsvundet. Til vores overraskelse ser vi, at værten har lamaer gående i en indhegning på motellets område.
Udsigt fra "Windows On The Water Restaurant", Morro Bay, CA
Udsigt fra "Windows On The Water Restaurant", Morro Bay, CA

Morro Bay, CA

Næste dag er vi i god tid og har ingen problemer med at få et motelværelse i den lille hyggelige by Morro Bay længere nede af Stillehavskysten, hvor man kan nyde godt af de udmærkede restauranter med udsigt over vandet. Vi kan anbefale fiskerestauranten "Windows On The Water", der fuldt ud lever op til sit navn.

4. juli

Søndag d. 4. juli kører vi fra Morro Bay ad SR 41 ind i landet. Vi passerer Atascadero og Visalia og sigter mod Kings Canyon.
Efter Visalia er det en langsommelig mindre vej, der snor sig gennem et landskab af højdedrag og mindre bakker med bevoksning af afsvedet græs. Overalt virker der tørt bortset fra, at man lejlighedsvis passerer en frugtplantage, som kun kan eksistere i kraft af vanding, men ellers er der langt mellem beboede steder. Radiostationen South Valley’s Cruisin’ 104.9 underholder os med oldies numre som Happy Together, Summer Time Blues og Dance Dance Dance.
”It’s a Beach Boys’ weekend” annoncerer DJ Ron Foster, og der er et kort indslag med en lille hilsen fra én af stranddrengene, der ønsker lytterne en god 4. juli efterfulgt af Good Vibrations.
”Happy 4th” som det sædvanligvis lyder, når amerikanerne ønsker hinanden - eller os - en god 4. juli.
Alle er glade og forventningsfulde på denne dag, og amerikanernes glæde kan ikke undgå også at virke opmuntrende på os, der kommer fra et land, der ikke engang har en nationaldag.
Men sidst på eftermiddagen denne 4. juli kører vi tværs over Californien ad den øde, snoede vej SR 245 på vej mod Kings Canyon.
På kortet har vi forvisset os om, at der på strækningen er enkelte små byer, hvor vi regner med at kunne finde et motel. Men de små byer viser sig at være svære at få øje på, da vi når frem til dem, og der er absolut ikke noget, der bare ligner et motel. Vi er derfor nødt til at gøre dét, som vi ved, er dømt til at mislykkes, nemlig at køre ind i Kings Canyon N.P. i håbet om at finde et ledigt motelværelse dér, men det er selvfølgelig håbløst d. 4. juli. Vi må køre ud af parken i en anden retning, ad SR 180 mod Fresno. I Squaw Valley er der ingen ledige værelser, men damen i receptionen hjælper os med skaffe et motelværelse i Reedley, som er endnu længere væk fra Kings Canyon. Det bliver meget sent den aften, inden vi kan vi nyde 4. juli fyrværkeriet fra motellets balkon.
Cana's Feast Winery, Carlton, OR
Cana's Feast Winery, Carlton, OR

Til koncert på Cana's Feast Winery, OR

Den 17. juli skal vi til koncert med den engelske sanger Al Stewart, som nu er bor i USA, og her har vi for en gangs skyld reserveret på forhånd. Koncerten skal foregå udendørs lørdag aften på Cana’s Feast Winery lige uden for den lille by Carlton, OR, og den vil blive gennemført uden hensyn til vejret, rain or shine . Vi ankommer til Carlton midt på eftermiddagen, hvor solen heldigvis bager fra en fuldstændig skyfri himmel. Vingården, hvor koncerten skal foregår, er ved at blive gjort klar til aftenens begivenhed og har derfor endnu ikke åbnet for publikum.
Imens er vi til vinsmagning hos Carlton Winemaker’s Studio, som ligger lige ved siden af. Også hovedgaden i Carlton byder på adskillige tasting rooms for vinproducenter i området. I den lille bypark nyder vi en Cappuccino ved siden af parkens udendørs swimmingpool, der er et populært sted på den varme eftermiddag.
Sidst på eftermiddagen bliver der åbnet for adgang til koncertstedet, og vi kan afhente billetterne, der ligger klar til os i en kuvert. ”You’ve been travelling a lot to get here” siger Brooke til os, idet hun udleverer vores billetter. Hun kan huske os fra de mail’s, som vi udvekslede i forbindelse med reservationen.
Vi får anvist et bord på den smukke terrasse med perfekt udsyn, såvel mod scenen som mod det vidtstrakte landskab omkring os. Her får vi middagen serveret først på aftenen.
Koncerten bliver en fantastisk oplevelse, hvor Al Stewart’s live fremførelse fuldt ud lever op til den kvalitet, der kendetegner hans tilsvarende studieoptagelser. Lidt før kl. 21 slutter koncerten, mens den nedgående sols sidste stråler er ved at forsvinde, og vi - samt nogle af gæsterne ved de nærmeste borde - får efter koncerten overrakt en flaske vin fra Cana’s Feast Winery med sangerens autograf.

Bekvemmelighederne følger med

Selv når man befinder sig på de mest afsides steder, følger bekvemmelighederne med.
Bilen, hvor komforten er helt i top, fødevarerne, som vi køber rigeligt ind af ved hvert ophold i en lidt større by, hvad enten det er i én af de store dagligvare butikskæder som Wall Mart, Fred Meyers, Albertsons’ og Safeway eller i en af de mange glimrende lokaler dagligvarebutikker. Varernes kvalitet er som hovedregel fremragende, dog kan det undertiden være lidt svært at finde brød, der helt kan leve op til den standard, som vi kender hjemme.
En rigelig kapacitet af udmærkede hoteller og moteller sikrer, at det er unødvendigt (faktisk kun en ulempe) at reservere værelse på forhånd, måske lige med undtagelse af de mest besøgte steder i dagene omkring 4. juli. Med mindre man har helt specielle ønsker, er det eneste, man behøver at bestille på forhånd, flyrejsen og bilen. Det gøres lettest via FDM’s rejsebureau.
På en del moteller er "continental breakfast" includeret i prisen, men kvaliteten af denne er ofte skuffende.

AAA Turbøger

AAA (American Automobile Association) udgiver glimrende turbøger over de enkelte stater. Der kommer nye opdaterede udgaver hvert år. Man kan få dem gratis på AAA’s kontorer, hvis man fortæller, at man er medlem af AAA’s danske søsterorganisation FDM.

Rabatter

En del moteller giver rabat til AAA medlemmer, og dermed også til FDM medlemmer.
Man kan eventuelt vise FDM medlemskortet med Show Your Card logoet. Men det er næppe nødvendigt. Vi har i hvert fald aldrig været ude for, at en aktuel AAA rabat er blevet os nægtet, når vi har fortalt, at vi er medlem af FDM.
Supermarkedskæden Safeway udsteder gratis et medlemskort, uanset om man er bosiddende i USA.
Ved forevisning af kortet fås rabat på en del varekategorier, især på vin er der mange penge at spare.
Og rabatten fratrækkes straks ved kassen. Kortet vil også være gyldigt på den næste tur til USA.
Det udløber nemlig aldrig, og det koster ikke noget at have det.

Kortlægning af egen rute

Udover egen GPS navigation med indlagt kort over Nordamerika er det en stor fordel at medbringe en GPS Route Logger (kan købes for omkring 300 kr. inklusiv medfølgende software). Route Logger’en måler løbende positionen, f.eks. en gang pr. sek., inden for få meters nøjagtighed og lagrer de målte positioner.
Filen med positionerne indlæses i PC via USB-stik. Ruten kan så efterfølgende lægges ind på Google Map ved hjælp af den medfølgende software. Hukommelsen har plads til data for omkring 10 dages rejse, så man må overføre data til PC nogle gange undervejs. Næsten alle moteller tilbyder trådløs internet adgang for gæsterne, så der er i forvejen god grund til at medbringe egen bærbar PC.
Blue Mesa, CO
Blue Mesa, CO

Mødet med amerikanerne

Amerikanerne tager gerne initiativ til at komme i snak, både med hinanden og med os, og samtalens varighed og karakter er altid fint tilpasset situationen.
”So you’re from Texas?” lyder spørgsmålet ved Blue Mesa, CO, hvor vi er stoppet op for at nyde udsigten. Vi fortæller, hvor vi kommer fra, og at bilen ikke engang er lejet i Texas, men i Denver, Colorado til trods for sine Texas nummerplader. Parret, som vi denne gang er kommet i snak med, viser sig dog at være fra Australien, men vi genkender interessen, venligheden og imødekommenheden fra tilsvarende samtaler med amerikanere, som vi har mødt på vores rejser. Kortet over Colorado bliver hurtigt foldet ud og lagt hen over bilens tag og dør, og vi giver hinanden tips om, hvad der er værd at se i nærheden.
”No problem” er ord, som man igen og igen bliver mødt med. Og der er fuld dækning for disse ord. Udgangspunktet er altid: Det kan sagtens lade sig gøre! Vi oplever en service, som man sjældent ser hjemme. Overalt møder man smidighed og hjælpsomhed: I forretningen, i motellets reception, på benzintanken.
Amerikanerne viser hensyn: I trafikken, i supermarkedet, på parkeringspladsen, i lufthavnen giver man plads for hinanden.
På en benzintank i Jenner, CA, siger en af de andre kunder, mens vi tanker: ”You’re a very lucky man”, idet han anerkendende betragter vores (lejede) Buick. Janteloven er aldrig nået til USA. Smålighed møder man ikke.

Kulturchock

For hver USA tur bliver kulturchokket større.
Når man vender hjem til Danmark, vel at mærke!

Kommentarer til rejsetippet om Utah

Inspirerende læsning

19/01 2011 Anette Damm Scheuer
Nuanceret rejseberetning, som vi vil benytte os af på tur til sommer!

En delig oplevelse omkring vestlige USA

25/11 2010 Raymond Larsson
Meget detajeret berettelse - der er gode råd i hvert afsnit. Har benyttet os af flere hints ! Omtale og forklaringer er på langt bedre niveau end de gængse rejsebøgers. Henvisningerne , hvad angår musik, tyder på en stor musisk viden!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Utah

Hoteller i Utah
i Utah
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.