Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 25.000 kr.

Andre rejsemål i Vietnam

Rejser til Nha Trang

Badeliv og fremragende seafood

Badebyen Nha Trang har med sin livlige kyst og aktive havneby sin egen charme. Strandlivet pulserer på den lange brede strand, hvor spredte palmer giver lidt skygge. Sælgere tilbyder mad, frugt, T-shirts, drikkevarer - ja alt, hvad der kan bæres rundt. Nha Trang er også en levende by med stor fiskerflåde, templer og bugnende markeder og smukke gamle templer.
Strand og øer

Strand og øer

I Nha Trang kan du nyde en af Vietnams bedste strande med det fineste sand og azurblåt hav eller gå en tur på de brede boulevarder med skyggefulde kokospalmer og villaer i middelhavsstil. Du kan også bare lade dig betage af de fantastiske scenerier; vige, klinter og bjerge, der strækker sig ud i havet.

De frodige og grønne rismarker strækker så langt øjet rækker - på den ene side er de omgivet af dramatiske bjerge og på den anden side af dybblåt hav. Om aftenen kan du nyde et godt måltid af friskfanget fisk og skaldyr på en af de mange restauranter på stranden, der også er fuld af liv, når aftensolen melder sig; drenge, der flyver med drager og lokale sælgere, der tilbyder alt fra frisk frugt og T-shirts til massage.
Dykning ved Nha Trang

Dykning ved Nha Trang

Fra Nha Trang kan du tage på udflugt til de mængder af øer og rev, der ligger ganske kort tids sejlads væk. Der er masser af organiserede ture fra Nha Trang, men du kan også hyre en lokal båd. Der findes mange små skærmede koralrev, hvor havets liv og farver er overvældende. Nogle ligger på ganske få meters dybde, så du kan spare iltflaskerne til de dybere rev. Gør ikke som visse turister, der vader rundt på korallerne med deres svømmefødder. Desværre bærer mange af revene tæt på kysten præg af sådanne ubetænksomheder.
Po Nagar

Po Nagar

Tempelkomplekset lige nord for Nha Trang stammer fra tiden mellem det 7. og 12. århundrede. Dengang dominerede otte høje tårne – i dag er fire tilbage. Oppe ved disse kinesiske pagoder har du i øvrigt en fremragende udsigt over både Nha Trang og bugten. Hovedtemplet i området blev bygget for at tilbede guden Shivas kvindelige udgave – Po Ino Nagar. Hendes statue står der stadig, og såvel vietnamesere som folk af kinesisk afstamning kommer stadig for at tilbede hende. Husk derfor at tage skoene af – og vis respekt.
Mad og atter mad

Mad og atter mad

Nha Trang er virkeligt stedet at slå sig løs – kulinarisk. Det vrimler med gode billige restauranter i alle prislag, og specialiteten er alt godt fra havet: Fisk, rejer, blæksprutter. Prøv en af de store åbne restauranter tæt ved kysten, hvor de lokale også kommer. Det fås ikke bedre. Smag fx verdens bedste honningristede knasende nudler serveret til den skønne seafood på din ferie i Nha Trang.
Cykel, cyclo og moto

Cykel, cyclo og moto

Bortset lige fra myldretiden, den centrale del af byen og trafikken ved de vigtigste broer er Nha Trang trafikalt fredelig sammenlignet med andre større byer i Vietnam. Grib derfor chancen for at leje en cykel eller en motorcykel/knallert – alt efter temperament.
 
Trafikreglerne er teoretisk set nemme. Alle holder tilbage for alt foran. Men det betyder også, at man skal give sig skæbnen i vold, når kæmpe kærrer, lastbiler og overlæssede cykler trækker ud – og tro på, at trafikanterne bagved en selv også holder tilbage. Om aftenen kan det være en god idé at lade andre bekymre sig om trafikken, og med god samvittighed nyde store kolde øl til maden og hoppe på en af de mange cyclo´er – cykeltaxier – der holder alle steder i Nha Trang og sørger for en rolig romantisk hjemtransport i mørket.

Det Oceanografiske Institut i Cau Da

Den lejede tohjulede med rugbrødsmotor står klar og så går det ellers ad brede, rolige boulevarder de seks kilometer ad kystvejen syd for Nha Trang til fiskerlejet Cau Da. Næsen er den første sans, der fornemmer, at målet ligger lige fremme. For herude ligger en af de store fabrikker, der producerer en slags koncentreret fiskesauce – nuoc nam. Det bruges som smagsforstærker og krydderi i næsten al vietnamesisk madlavning. I Cau Da ligger også Det Oceanografiske Institut med indendørs og udendørs bassiner med såvel almindelige som sjældne fisk. Indenfor gemmer sig også en stor samling af udstoppede fugle og fisk. Mindre rart er det, at der i gaderne i fiskerlejet sælges koraller og tørrede søheste i kæmpekurve samt skildpaddeskjold. Det meste er ulovligt ifølge internationale regler.
Flettede både og markedsliv

Flettede både og markedsliv

Nha Trang har en meget stor havn, hvor op til 10.000 fiskefartøjer fra kyst og deltaområde lægger til og fra. Fra Xom Bom broen har du en fin udsigt over havnen. Herfra kan du også nyde de små lokale enmandsbåde, som kaster deres fiskenet ud - foruden de pudsige runde flettede både, der bruges til transport til og fra de større både i havnen. Interessant er det også at besøge det centrale marked i Nha Trang, hvor alskens dufte blander sig til et eksotisk snif.

Udflugter fra Nha Trang

Udflugter fra Nha Trang

Bjerglandet og Dalat

Mens turisterne foretrækker kysten, drager mange vietnamesere på ferie i den vestlige mere svale og bjergrige del af landet. Særligt byen Dalat er populær, især for brudepar, som tager hertil for at gifte sig. Her er ganske køligt og anderledes. Morgenmarkedet i Dalat er ideelt til at møde nogle af de etniske minoriteter i deres specielle dragter, der kommer for at købe og sælge.

Klimaet gør det muligt at dyrke jordbær, og den lokale marmelade smager pragtfuldt. Dalat i sig selv har ikke mange store seværdigheder, men en charmerende byggestil og haver fyldt med alt fra roser og anemoner til hibiscus og orkideer. Området er også kendt for sine mange vandfald. Ved Cam Ly vandfaldet få kilometer uden for Dalat findes der fine stier nedenfor faldet og rundt i skoven. Lidt længere mod syd tordner Prenn vandfaldet, der kaster alt sit vand ned foran en hule - som du stort set tør kan gå igennem inde bag faldet.
Denne side er udskrevet d. 26. september 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/tyskland/mecklenburg/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.