Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Vietnam

Læs mere om rejser til Vietnam

Rejsetips af samme forfatter

  • Avra for Lauro plus River Deep - Mountain High

    13.10.16: Sven-Erik Nielsen
    På årets store rejsemesse i Herning møder vi Melissa og Tove, som begge repræsenterer spanske Lauro Golf, der er beliggende kun en god halv times kørsel fra Malaga lufthavn.
    Se hele rejsetippet
  • Napoli Bugten. Så bliver det ikke flottere

    12.09.16: Sven-Erik Nielsen
    Kufferten er pakket med en vis skepsis. Øverst ligger vores fordomme i forhold til grupperejser, og de fylder en del. Ad uransagelige veje har skæbnen nemlig sendt os på en grupperejsecharterflyselskabsferie til Den napolitanske Riviera.
    Se hele rejsetippet
  • Til træf i Leesburg

    (Bedømt af 1 person)
    22.06.16: Sven-Erik Nielsen
    Havde det været i Danmark, så var dette enorme mc-træf uden tvivl blevet forvist til Lars Tyndskids Mark. Men det er ikke Danmark. Det er Leesburg i Florida, hvor hele midtbyen i forbindelse med afholdelse af ”20TH ANNIVERSARY LEESBURG 2016 BIKEFEST” er forbeholdt bikere og deres mageløse maskiner.
    Se hele rejsetippet
Vietnam fra nord til syd på motorcykel
Rejsetips indsendt af:
Sven-Erik Nielsen
Odense
16. marts 2014

Vietnam fra nord til syd på motorcykel

“You’re a handsome man. You look like uncle Ho!”

Det er umuligt ikke at lade sig påvirke af en melding som ovenstående, så i løbet af nul komma fem har denne signatur erhvervet sig en dåse iskaffe + tre armbånd af ubestemmelig herkomst.
Men lad os begynde med begyndelsen: Vietnam fra nord til syd på motorcykel, ca. 2.000 km på 15 dage.
Vi går om bord på Thai Airs Boeing 777-300ER i Kastrup. Foran os ligger 10,5 timers flyvetid og en tidsforskel på 6 timer. Thai Air har heldigvis ikke afskaffet den skoldhede vaskeklud og stålbestikket. Desværre hjælper ingen af delene på kvaliteten af den kylling, som selskabet serverer til middag.
I Bangkok lander vi ”smooth as silk” i den nye lufthavn. Det er varmt og fugtigt.
Vi skifter fly og sætter kurs mod Hanoi, men, men, men… under indflyvningen giver piloten pludselig fuld gas, og vi stiger igen. ”Same procedure” endnu en gang, men samme magre resultat, hvorefter vi flyver tilbage til Bangkok, hvor vi venter en halv times tid, før vi igen letter. Denne gang med større held, så det er med en betydelig forsinkelse, at vi endelig sætter fod på vietnamesisk jord.

I Hanoi er trafikken kaotisk. Et kakofonisk helvede. En million, milliard scootere og knallerter snor sig ud og ind mellem biler og fodgængere. – Det er ikke noget at snakke om, siger Ngoc, (udtales ”Nok”) vores guide, hvis far er tidligere officer i viet Cong. – Det er jo lørdag. Bare vent til mandag. Men det har vi ikke i sinde, for allerede i morgen bliver vi kørt til vores motorcykler.

Men først tjekker vi ind på Diamond Hotel i den gamle bydel, hvor de smalle gyder enkeltvis domineres af samme slags butikker: i gade X sælger de legetøj, i gade Y sælger de nøgler og tilbehør, i gade Z er det porcelæn., der er på programmet, og sådan er det hele vejen igennem.
Inden vi siger godnat, slår vi et smut forbi søen, hvor lysudsmykningen for det netop overståede kinesiske nytår bringer søde minder om vores eget Tivoli.
I morgen går det løs. Håber støvregnen holder op inden da.

Det gjorde den ikke. Det er regnvejr og diset, vel omkring de 16 °C, da vi fra toppen af Hotel Diamond vurderer vejrgudernes bud på vietnamesisk søndagsvejr. Come on, Buddha! You can do better than that!

Vi kører ud af byen og passerer store lyskryds, hvor trafikanter af enhver art hjælpes på vej af høj musik og retvisende råd, som strømmer ud af kæmpe højttalere. I dette trafigale (ingen stavefejl) inferno kunne enhver dansk politimester uden tvivl få sine måltal for færdselsforseelser opfyldt i løbet af en halv formiddag. Denne søndag morgen er Hanoi ”regnslagenes by”. Og når man er to på en scooter, har man naturligvis et regnslag med plads til to hoveder. Elementært, kære Watson!

Så er det tid at få udleveret vores motorcykler, og det sker uden pjank og pjat. Ingen spørgsmål om forsikringer, kørekort eller andre bagateller. Det er bare op på Hondaen og af sted.
Forrest kører Ngoc i en fed 4-hjulstrækker, som vækker berettiget opsigt. Det samme gør vi, 7 motorcyklister, der følger trop. Vi kører på 250 cc maskiner, der er et sjældent syn i Vietnam, fordi alle motorstørrelser over 175 cc er belagt med en tårnhøj afgift.
Efterhånden som vi lægger Hanoi bag os, begynder det så småt at regne. Det er surt, Kurt! Som i øvrigt er arrangør af denne odyssé. Helhedsindtrykket af Vietnam her og nu er: Frodigt, fugtigt og folkerigt. Overalt langs vejen er der boder og små restauranter. Byens trafikkøer er langsomt ved at blive afløst af køer i trafikken, så det gælder om at have et øje på hver finger. Faktisk er der både køer, kalve, kyllinger og hunde i vejkanten, og ganske uimponeret af trafikken beslutter en flok bøfler sig for at græsset er grønnere på en anden side af vejen.

Efterhånden går det op for overtegnede, at det vigtigste ved motorcyklen ikke er, at bremser, lys eller styretøj fungerer tilfredsstillende. Det primære er, at hornet spiller optimalt! For her dytter alle uafbrudt; ikke for at signalere utålmodighed, men for at gøre opmærksom på, at ”her kommer jeg – er du klar over det?”
Vi nærmer os Den røde Flod og vejen er nu rød af klæbrigt, rødt mudder. Vi er både våde og beskidte, da vi ankommer til færgelejet, der ikke er noget rigtigt færgeleje, men en mudret brink, hvor ”færgen” lægger til. Via et par strategisk rigtigt placerede sten slingrer vi ombord.
Vi fortsætter nord på og passerer gennem landsby efter landsby med smilende, vinkende børn og løse hunde. Nu er det ikke længere en hemmelighed, hvorfra hundene i Christiania har deres oprindelse. Overalt vejer det røde flag med den gule stjerne.

Vi spiser frokost i en garage, som også påstår, at den er en restaurant. Vi behøver ikke gætte os til kødets oprindelse, for børsterne fra svinet er stadig tydelige. I naboporten er smeden ved at svejse.

Vi fortsætter op i bjergene, og tågen ligger nu tæt, så vi må navigere med forsigtighed. I dette område er fattigdommen udtalt, og ufattelige mængder affald er henkastet langs vejen. Det synes som om enhver grøftekant eller vejrabat bliver benyttet som losseplads. Omkring husene i landsbyerne er der beskidt og utrolig rodet. En besynderlig kontrast til de oceaner af vasketøj, der hænger til tørre og signalerer en høj personlig hygiejne.

En vandbøffel har netop kælvet og er ved at slikke kalven ren. Langs vejen er tusindvis af krydsfinér plader stillet til tørring. (Uheldig dag). Sidst på dagen bryder solen frem, og vi anduver byen Phu Yen. Undgår behændigt en flok geder på hovedgaden og indkvarterer os på hotel Hong Long.

-Er her adgang til internettet? spørges overtegnede receptionisten, som smiler og nikker bekræftende. Han følger med op på værelset, kigger sig omkring, smiler og går sin vej.

Kl. 10 minutter i fem næste morgen starter en radio lige uden for det åbne vindue. Vietnamesisk musik drøner gennem æteren, afløst af paroler af en slags. Uanset hvad er udsendelsen også en opfordring til alle byens haner om at begynde at gale på skift. Højt og insisterende! Good morning, Vietnam.

Da vi tanker benzin, ser vi en knallert med en svinebundet so på bagagebæreren. Trist at ende som rullepølse, allerede som levende. I øvrigt har man et andet syn på dyrevelfærd på disse kanter, hvor heste, køer og bøfler flere steder står bundet i vejkanten, tøjret med et ganske kort reb.
Vi kører over bjergene og gennem landsbyer, hvor livet leves som for hundreder af år siden. For os et levende frilandsmuseum. For de lokale den daglige virkelighed. Vores lille konvoj vækker opsigt, og børn kommer drønende, vinker, storsmiler og råber ”hellooo”.

Igen frokost i en garage, hvor maden er upåklagelig. Vi spiser omgivet af generte børn og hundehvalpe i varierende størrelser. Et par sorte pattegrise snøfter uanfægtet forbi.

På markerne går de lokale bønder bag bøflerne, som trækker træploven gennem vandfyldte rismarker.

Vi passerer gennem appelsinlunde og sukkerrørsmarker i en meget smuk og frodig natur med mange sandstensbjerge, der gennem årtusinder er formet af vejr og vind. Via en gammel vej bygget af den franske hær, når vi frem til dagens mål, landsbyen Mai Chau, hvor vi skal overnatte i pælehytte på fællessal.

Bli’r det spændende? Jo, såmænd! Det var da en fin oplevelse, men endnu bedre var en spadseretur gennem rismarkerne med Ngoc som vidende guide. Han kunne bl.a. fortælle, at arbejdsløsheden i Vietnam er nede på omkring 1/2 %. Det undrer ikke, når man ser, hvor mange mennesker, der er involveret i de enkelte arbejdsprocesser. Her ude på landet klares langt det meste stadig med hakke, skovl og spade.

Ngoc fortæller også, at på landet har en mand tre store mål, han skal nå: han skal giftes; han skal købe en bøffel; han skal bygge et hus. Interessant er det også at få at vide, at man allerede som ældre sørger for at anskaffe sin egen kiste, som så bliver stillet i stuen, ind til det er aktuelt at tage den i brug. Børnene begraver så den afdøde forældre under huset, men åbner graven efter 3 år og steder skelettet til hvile i en urne i et andet gravsted.

Kvinderne har det hårdeste arbejde
Overalt i rismarkerne ser vi bøjede rygge, og kvinder der i vand til knæene planter de grønne risplanter. Der er forbavsende få mænd at se, men dem møder vi til gengæld ofte i landsbyen, hvor de tager sig af de små børn. Ellers er det også et hyppigt syn at se ganske små børn bære rundt på nogle endnu mindre af slagsen.
Ngoc fortæller også om Hnong folket, der er en minoritet, som lever her i det nordlige. En særlig skik er, at man hvert år den 28. marts afholder et marked, hvor mand og kone er fri til at date hvem som helst de måtte have lyst til – uden at skulle stå til regnskab for en evt. affære.
Vores dag slutter med en danseopvisning af lokale kræfter.

Næste dag er vi igen tidlig på farten, og inden længe kommer vi til Bambusland, hvor vejen fører gennem store skove med kæmpe bambus. Vi gør holdt ved en fabrik, hvor bambus bliver til spisepinde. Her er støj og støv og mange folk i arbejde, men ingen høre- eller øjenværn.

Til frokost i en ny garage nyder vi igen dejlig mad plus i alt 8 colaer og 6 krus kaffe. Denne signatur tilbyder storsindet at betale for drikkevarerne og må slippe en fyrstelige sum, der svarer til omkring 37 dkr. Bag toilettet går en flok kaniner og trykker sig i et bur. Det samme gør to hunde i korte lænker ved hvert deres trug. Deres skæbne tør man end ikke spå om.
Vi hører nu ad Ho Chi Min vejen, der er anlagt efter krigen, og som følger den oprindelige Ho Chi Min sti, der tjente som forsyningslinje til viet cong.
Ngoc fortæller om 1 ½ mio. fysisk krigsskadede vietnamesere. Han beretter om fosterskader og dødsfald pga. forurenet jord i forbindelse med amerikanernes brug af Agent Orange – et giftmiddel, som fik træer og buske til at smide bladene, så viet cong ikke kunne skjule sig. Store områder er stadig ubeboelige.

Næste morgen fortsætter vi i dis og finregn ad Ho Chi Mi vest vejen, som aldrig blev opdaget af amerikanerne. En punktering resulterer i et improviseret ophold ved et garageværksted, hvor de lokale hunde går i selvsving og gør vildt ved synet af os. – De har aldrig før set hvide mennesker, siger Ngoc. –Vi plejer ikke at stoppe her. En fyr kommer til og vil veksle, så han kan erhverve sig en US$ som souvenir. Som tak for god behandling går han rundt og giver os alle hånden.
Vi kører nu igennem vidstrakte teplantager, ligesom vi passerer ditto med gummitræer, som i gennemsnit leverer 20 liter gummibase pr. træ, men det er ikke sæson nu.
Frokosten spiser vi i en ny garagerestaurant. Eller er det måske en restaurantgarage? Vi får serveret risnudler med kød af ubestemmelig herkomst. Vi tør ikke spørge, men udenfor er en enkelt abe i et bur med plads til to.
I Phong Nha – Ke Bang Nationalpark, der er under UNESCOs beskyttelse sejler vi 600 m ind i en hule, som strækker sig 13 km ind i bjerget. Det var her ca. 400 mennesker levede i skjul om dagen for de amerikanske bombardementer. Om natten gik de ud og passede deres rismarker.

Vi er åbenbart ikke blevet du’s med Vietnam, men dis, det er vi. Vi starter nemlig dagen i dis og tåge, for skyerne ligger tæt i bjergene. Efterhånden som vi arbejder os op ad Ho Chi Min vejen bliver tågen tættere og tættere, ligesom det begynder at regne. Sigtbarheden er under 50 m, og visiret dugger. Det gør brillerne også. Og til sidst er det som om, øjnene gør det samme. Det er ikke sjovt længere, for der er masser af dybe huller og løse sten på vejen. Heldigvis bliver alt godt igen hen på dagen.

Nøjagtighed er en god ting, og det skilter man med her i landet. Advarselstavlerne melder fx ikke om ”10 % stigning de næste 800 m”, næh vi får det helt præcist at vide: ”9,68% stigning de næste 756 m.”

Vi overnatter i Khe Sanh, hvor amerikanerne under krigen havde en større base med 6.000 udstationerede soldater. I januar 1968 kom basen under angreb af store nordvietnamesiske styrker. Amerikanerne svarede igen med et massivt bombardement, som alene her dræbte 22.000 vietnamesere. Vi besøger et mindre museum, anlagt side om side med den tidligere landingsbane.

Næste dag bliver vi også mindet om krigen og dens rædsler. Vi følger den 17. breddegrad gennem A Shau dalen ned fra Troung Son (De Lange Bjerge). Vi gør et kort stop ved den gamle grænseovergang og besøger det lokale museum.

Undervejs besøger vi Vinh Moc tunnelerne, der blev gravet under krigen, og hvor 600 personer levede under jorden i helt ned til 23 meters dybde. Om natten arbejdede indbyggerne i rismarkerne.
Under jorden er der basis for klaustrofobi, men i krumbøjet tilstand imponeres vi af projektets omfang.

Der ikke længere vinkende børn i vejkanten, og træhusene bygget på pæle er blevet erstattet af huse i beton. Fattigdommen er ikke så påtrængende, og der er bedre styr på affaldet.
I en mindre by har en flok køer med kalve indtaget det lokale stadion og græsser lystigt. Et hastigt blik indikerer, at der er risiko for, at det næste opgør bliver en lortekamp, om end der er gode muligheder for glidende tacklinger.

Ngoc fortæller, at Vietnam er verdens førende eksportør af peber, og på andenpladsen når det gælder ris, kaffe og rågummi.

På vores tur er vi vidne til mange amourøse eventyr langs vejen. Hundene har ingen hæmninger, så der bliver bollet af hjertens lyst. I bogstaveligste forstand ser det ud til, at der i flere tilfælde er tale om et absolut fast forhold.

Vi kører til den gamle hovedstad, Hue, ad Vietnams hovedfærdselsåre, A 1, hvor første lektion går ud på, at overhalinger af lastbiler både kan ske højre og venstre om. Flere gange praktiserer vores kolonne begge løsninger på samme tid. På vores vej møder vi bl.a. en kæmpe truck med bure i tre etager. I hvert bur er et antal hunde stuvet tæt sammen; i alt flere hundrede. -De er nok på vej til Kina, mener Ngoc.

Det er varmt nu, 29 °C, og i morgen lover de 32 °C.

Vi besøger den gamle kongeby, hvor alene 3.000 historiske huse blev sønderbombet under krigen. Derefter tager vi til Minh Mangs mausoleum. Kongen var påvirket af konfucianismen, så derfor er alle vigtige bygninger placeret symmetrisk i forhold til en øst-vest akse. Den gode kong Ming Mang havde dog også andre interesser, fx 33 koner og 107 konkubiner, som tilsammen fødte ham 142 børn.

Med disse præstationer i mente, border vi en dragebåd og sejler tilbage til Hue på ”duftenes flod”, Perfume River.

På vores fortsatte odyssé ser vi en masse imponerende gravsteder, som i mange tilfælde er de rene mausoleer. På disse kanter betaler man ofte dobbelt så meget for et anstændigt gravsted til forfædrene, end man ofrer på et hus til sig selv.

Mange af de bådflygtninge, der efter krigen flygtede til Europa og USA, kom fra dette område. Ngoc fortæller, at mange familier her udelukkende lever af de penge, som slægtninge sender hjem. I alt kommer der 12 mia. dollars fra vietnamesere i udlandet. For at anskueliggøre størrelsen, skal det nævnes, at det samlede vietnamesiske BNP er på 100 mia. dollars.
I Da Nang, som under vietnamkrigen husede en stor amerikansk flåde- og luftbase, spiser vi frokost på en restaurant i strandkanten blandt mange velstillede vietnamesere, hvoraf nogle bestiller 21 års gammel whisky til deres ”seafood”. Stedet er nu et populært feriested, bl.a. på grund af ca. 300 solskinsdage om året.

Vi overnatter i Hoi An og er for alvor kommet til Turistland, hvor vi bl.a. besøger et silkespinderi med tilhørende skrædderi og broderiafdeling. Imponerende.

Dagen efter går det videre ad A 1, Vietnams hovedfærdselsåre og Helvedets trafikale forgård. Her er krigen ikke slut, men udkæmpes dagligt kilometer efter kilometer mellem busser, biler, lastbiler, scootere, cykler, hunde og køer. At køre her er en gruopvækkende oplevelse, som tærer på nervesystemet. Her er det Darwins teori om ”survival of the fittest”, udsat for praksis.
Vinder i kategorien ”mest hasarderet kørsel” er uden tvivl den bus(!), som med katastrofeblinket tændt og hornet i bund overhaler i tredje position i et usigtbart sving.

Efter 300 udmarvende kilometer tjekker vi trætte, svedige og møgbeskidte ind på vores hotel i Quy Nhon. Middagen indtager vi på en lokal fiskerestaurant, hvor vi får alt, hvad havet har at byde på, fra kammuslinger til østersuppe, jomfruhummer og kæmpe krabber.

Restauranten er fyldt med lokale familier, som nyder den dejlige mad. Øldåser, servietter og fiskeaffald fylder ikke op på bordene, men bliver smidt på gulvet.

En ung fyr dukker op. På hans scooter er en kæmpe trækasse, som viser sig at indeholde et imponerende lydanlæg. Vi får et par numre i playback-falset, hvorefter han entrer lokalet og vil sælge os tyggegummi.

På hotellet snupper vi en kop kaffe i den udendørs bar, som er tyndt bemandet. Ikke mindst fordi 4-5 medarbejdere har travlt med at spille kort i stedet for at servicere gæsterne. Men det lykkes dog at bestille en whisky, men da ordren desuden lyder på en Hennesy cognac, udpeget på barkortet, går det galt. Den udmærkede tjener, som ikke forstod et eneste ord engelsk, måske bortset fra ”whisky”, stiller med et glas, hvis indhold vist nok er en slags kirsebærvin. Ikke et ondt ord om det, men cognac var det ikke.

Allerede kl. 8 er vi på vej langs kysten, hvor det er dejlige strande og utallige palmer, der præger landskabet. Vi ser store klitter og nyder betagene udsigter over bugter, hvor myriader af små fiskerbåde ligger for svaj efter nattens fiskeri.

Langs vejsiden, direkte på asfalten, tørrer de lokale bønder den netop høstede, men endnu ikke afskallede ris. Rishøsten er i øvrigt i fuld gang flere steder, både med segl og håndkraft, men også med maskiner. Bøffeltrukne kærrer kører høsten i hus.

Fra en bjergtop skuer en kæmpe Buddha statue i guld til os. Snart efter er fremme ved én af Vietnams populæreste feriebyer, Nha Trang, der bl.a. byder på en 6 km strandpromenade og russiske turister ad libitum.

Vi stiger af Honda’erne for sidste gang. I morgen går det hjemad med fly via Ho Chi Min City og Bangkok.

 
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Vietnam

Hoteller i Vietnam
Rejser til Vietnam
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/tyskland/mecklenburg/perfekte-weekendtur-til-schwerin-i-juli-eller-aug.-men-bestil-operabillet-nu.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.