Kør videre fra Perth

The Outback eller grønne skove og vinområder?

Det er meget forskellige naturoplevelser, der ligger nord, syd og øst for Perth, så hvad ønsker du at se- og opleve? Frodige, grønne skovområder med de enorme karri-træer, vinområder, en stemningsfyldt guldgraver by, de forunderlige Pinnacles, hilse på delfiner i Monkey Mia, lange strækninger gennem outbacken eller krydse The Nullabor til Adelaide? Uanset hvad du vælger, bliver det en kør-selv-ferie med oplevelser for livet.

Inspiration

Sydvestpå til Esperance eller østpå til Adelaide

I sydlig retning fra Perth kan du tage på tur i Sydvestaustralien. Her ligger vinområdet Margaret River og du kan se de enorme karri-træer. Herfra kan du fortsætte langs sydkysten til Esperance med flotte naturscenerier ud mod havet. Ved Esperance drejes nordpå, så du rammer Kalgoorlie, hvorfra du kører tilbage mod Perth eller østover over kæmpesletten Nullarbor til Adelaide.

Nordpå til Broome

Mod nord fra Perth kører du forbi kalkstenssøjlerne i Pinnacles, og nationalparken Kalbarri, inden du skal overveje, hvordan du vil fortsætte turen. Herefter følger tre højdepunkter, Monkey Mia, Coral Bay og Karajini, inden du når til Broome. Og der er adskillige hundrede kilometers kørsel mellem dem alle. Alternativt kan du køre med turbus den ene vej og flyve den anden, fx til Monkey Mia. Men tænk grundig over det, inden du beslutter dig. Det, der for den ene er en fantastisk køretur gennem det store intet, er for den anden en megatræls, støvet alt for lige landevej, hvor kilometerstenene bliver det eneste, du interesserer sig for.

Nordøst på til Darwin

Som udgangspunkt er det nok de færreste, der kører hele den lange vej fra Perth til Darwin (over 4.000 km) eller til Northern Territory i det centrale Australien (over 2.500 km). Gør du det alligevel, skal du være forberedt på at tilbringe rigtig mange timer i bilen, hvor landskabet udenfor ikke ændrer sig stort. Mange, der tager langdistance-busser og sætter sig til at sove om natten, vågner næste morgen og tror, at bussen har været i stykker undervejs, og at de stadig er det samme sted som aftenen før – og ikke 600-700 km længere fremme.

Kort

Vis på kort

Oplev Western Australia - Skab din egen historie