Jasper Nationalpark

Canadiske Rocky Mountains største nationalpark

Jasper Nationalpark er knap så berømt som Banff, men mindst lige så storslået. Jasper Nationalpark blev oprettet i 1907 - opkaldt efter pelsjægeren Jasper Hawes, der levede i området. Parkens areal er lidt større end Sjælland og Fyn med floder, søer og over 1.200 km vandrestier – og mange vilde dyr: Sorte bjørne, grizzly, ulve, elge, ørne m.fl. Dyrene er der et sted, hvis du ser godt efter. Hold øje med biler, der holder ind til siden af vejen. Føreren har sikkert fået øje på noget ’vildt’. Hovedbyen Jasper ligger i en bred dal i midten af nationalparken - omgivet af hele fem smukke søer. I Jasper kan du få vejledning om vandrestier og cykelruter, leje kano, mountainbike eller hest, så du kan opleve naturen på nærmeste hold.

Inspiration

Fantastisk vandrerute i Jasper Nationalpark

Det flotteste udsigtspunkt i Jasper Nationalpark får du på toppen af Whistlers Peak. I klart vejr kan du se Rocky Mountains største bjerg, Mount Robson på 3.954 m.o.h. Tag vandreruten én vej og svævebanen den anden vej. På Whistler Mountain trail går du langs træer og klipper i højderne med fantastisk vué over parken og bjerge i baggrunden, og på toppen går du på højderyggen af Rocky Mountains sneklædte toppe. Jasper Tramway (svævebane) løfter dig til bjergryggen på 7 min. Her er et flot udkigspunkt 2.500 m.o.h. og sti videre til toppen af Whistlers Peak og restaurant. Kig efter murmeldyr mellem klipperne.

en af de mest fotograferede søer i verden

Den 22 km lange og smalle sø, Maligne Lake, hører til de smukkeste områder i hele Canada. Vandet i søen kommer fra smeltende gletsjere, og den er Rocky Mountains største af sin art. Mange foretrækker at leje robåd eller kano og fiske rekordstore regnbueørreder i søen. Fra byen Jasper kan du køre ad Maligne Lake Road, hvor du undervejs passerer Maligne Canyon - den længste kløft i Rocky Mountains. Maligne-floden har skåret sig ned i sandstensklippen, så kløften nogle steder er 50 m dyb og visse steder så smal, at egern hopper over. Via en sti og seks broer følger du kløften fra toppen og ser mindre vandfald, kildefremspring og små, turkise søer.


"Icefields Parkway fra Jasper til Banff er et must. Kør forbi gletsjere, bjerge og søer. Stop ved Athabasca Falls, hvor floden tordnende bliver presset gennem en snæver kløft, og stop og nyd den bjergtagende udsigt på Glacier Skywalk."

- Maria, USA-rejsespecialist i Odense


 

Kort

Vis på kort

Oplev Jasper Nationalpark