Lakes and Lodges

11 dages Kør-selv-forslag i enestående rocky mountains

Ucensureret udgave af Rocky Mountains serveret med ægte action og nærkontakt med både landskab og dyreliv på enestående lodges.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse tværs over Canadas Rocky Mountains.

Fra 16.015 kr.
pr. person i dobbeltværelse for 11 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje.

Rejseperiode:
15. juni - 26. september 2018.

Startdag:
Daglig

Varighed: 
11 dage/10 nætter

Længde:
1.519 km

 

Vi skræddersyer din kør-selv-ferie
- kontakt vores rejsespecialister:

Få et tilbud

Dagsprogram

Dag for dag

  • Dag 1: Vancouver – Gold Bridge (233 km)
  • Dag 2: Tyax Mountain Lake Resort
  • Dag 3: Gold Bridge – Lac Le Jeune (327 km)
  • Dag 4: Lac Le Jeune – Jasper (478 km)
  • Dag 5: Jasper National Park
  • Dag 6: Jasper – Moraine Lake (237 km)
  • Dag 7: Moraine Lake – Emerald Lake (36 km)
  • Dag 8: Emerald Lake Lodge
  • Dag 9: Emerald Lake – Banff (93 km)
  • Dag 10: Banff National Park
  • Dag 11: Banff – Calgary (115 km)

Vancouver – Gold Bridge (233 km)

Udgangspunktet for jeres kør-selv-ferie er Vancouver, hvorfra I kører stik nord ad den smukke Highway 99. Jeres første stop bør være vandfaldene Shannon Falls og den berømte klippeside Stawamus Chief ved byen Squamish, der tiltrækker bjergklatrere fra hele verden. Stop også i Whistler, der har karakter af tysk alpelandsby, og er et af Canadas mest berømte skisportssteder. Nord for Whitsler kan I nyde udsigten til Joffee-gletsjeren. I byen Lillooet forlader I hovedvejen for at køre til Tyax Mountain Lake Resort ved byen Gold Bridge.

Tyax Mountain Lake Resort

Efter gårsdagens køretur skal I nyde den smukke natur i denne afsidesliggende del af British Columbia. Tyax Mountain Lake Resort har en stor buket af tilbud til de eventyrlystne, som ridning, kurser i fluefiskeri, ægte guldvask, mountainbiking eller måske en tur ud med vandflyveren, der kan lande på nogle af de mere afsidesliggende søer i det naturskønne område, der kun kan nås med fly.

Gold Bridge – Lac Le Jeune (327 km)

Efter en afslappende dag langt væk fra alting kører I tilbage til Highway 99, som I rammer i byen Lillooet, der var omdrejningspunkt for jagten på guld i området tilbage i slutningen af 1800-tallet. Herfra går turen ad Highway 99 til byen Cache Creek, hvor I fortsætter til Lac Le Jeune Resort syd for kvægbyen Kamloops. Her overnatter I i rustikke omgivelser lige ned til en sø i hytter helt uden forstyrrende elementer som telefon eller tv. Her er der rig mulighed for at koble helt af.

Lac Le Jeune – Jasper (478 km)

Det kan godt betale sig at stå tidligt op, for der venter en fantastisk køretur gennem det sydøstlige British Columbia til Jasper National Park. Fra Kamloops kører I nordpå ad Highway 5, og et stykke oppe får I følgeskab af Thompson-floden. Hen ad dagen bliver landskabet mere og mere bjergrigt, og I er nu godt på vej ind i de canadiske Rocky Mountains, der bl.a. omfatter Mount Robson, der med sine 3.954 m er det højeste bjerg i de canadiske Rocky Mountains. Andre lækkerier omfatter udsigten til gletsjeren Albreda Icefield. Det sidste stykke ind i Jasper National Park går hovedvejen parallelt med Trans Canadian Railway, der er berømt for sine uendeligt lange godstog, hvor fem lokomotiver og 100 godsvogne ikke er et unormalt syn. De næste to dage har I base i Jasper Park Lodge i Jasper, hvorfra I kan udforske Jasper National Park med dens utallige vandfald, floder, bjerge og spændende dyreliv.

Jasper National Park

Jasper er en hyggelig stationsby, der bærer præg af sin funktion som serviceby for alle turisterne, der vil nyde skønheden i Jasper National Park. Gå en tur ad hovedgaden i Jasper og tag så ud af byen for at nyde Rocky Mountains’ rå skønhed. Kør sydpå langs Icefields Parkway, hvor I ikke skal mange kilometer væk, før de første naturfristelser dukker op som fx store vandfald, floder og en enestående udsigt til de omkringliggende bjerge. Her vrimler det med bjørne, elge, hjorte og bjerggeder - det gælder kun om at holde øjnene åbne. I kan også lade jer fragte en tur op i højderne med svævebanen Jasper Tramway. Når aftenen falder på, kan I lade jeres trætte kroppe dykke ned i bassinerne ved Miette Hot Springs, mens I nyder solnedgangen over Pyramid og Patricia Lake.

Jasper – Moraine Lake (237 km)

Icefields Parkway er en af de smukkeste veje i verden, og den skal I ud på i dag, hvor I kører på toppen af de canadiske Rocky Mountains langs det ene mere fantastiske sceneri efter det andet. Gigantiske bjerge med evig sne på toppen, dybe floder, brusende vandfald, turkisgrønne bjergsøer og hvide gletsjertunger udgør dagens intense bombardement af indtryk. Ved Columbia Icefield-gletsjeren kan I komme ud på en køretur på selve gletsjeren i en specialbygget firehjulstrukket bus. Og hav god tid, for I vil igen og igen holde ind til siden for at tage fotos af det storslåede landskab. Holder der pludselig flere biler i kø et sted midt på Highway 93, er der garanteret en bjørn i nabolaget, så sænk farten og hold øjnene åbne. Jeres mål er Moraine Lake Lodge ved bredden af den turkisgrønne bjergsø, der har sin farve takket være algerne i søen. Bemærk, at søen er tilfrosset helt frem til midten af juni.

 

VIDSTE DU...

Highway 93 i Alberta. Det lyder ikke umiddelbart af så meget, men Highway 93 er identisk med Icefields Parkway, 230 forrygende kilometer på toppen af Rocky Mountains. Vejen stod færdig i 1940 og byder på det ene fantastiske bjergpanorama efter det andet. Da vejen går tværs igennem både Banff og Jasper National Park, skal der købes billet til nationalparkerne ved starten af Icefields Parkway. Prisen er omkring 20 canadiske dollars for en familie i samme bil, og udsigten og oplevelserne langs Icefields Parkway er i den grad alle pengene værd.

Moraine Lake – Emerald Lake (36 km)

De canadiske Rocky Mountains består af hele fire nationalparker, og i dag skal I studere den mindste af dem, Yoho National Park, der trods sin størrelse byder på store naturoplevelser. Yoho har naturligvis sin andel af bjergtoppe, vandfald og store skove, men det er den naturskabte bro over Kicking Horse River, der er den store seværdighed i Yoho. Hertil kommer en menneskeskabt attraktion, nemlig jernbanen, der er et ingeniørarbejde af dimensioner: For at togene kan klare de voldsomme stigninger i bjergene, har man bygget et sirligt system af spiralformede tunneller, som godstogene kører igennem, når de skal over Rocky Mountains. Det kan I ved selvsyn se i Yoho National Park, hvor de lange godstog kører ind i bjerget et sted - for så at komme ud et helt andet sted på bjerget - mens de bagerste godsvogne stadig er på vej ind i den første tunnel. Bjerget hedder af samme årsag Tunnel Mountain. Når I ankommer til Emerald Lake Lodge, står kokken klar med middagen.

Emerald Lake Lodge

I har hele dagen til fri disposition, hvor I kan udforske Yoho National Park eller tage en tur forbi Lake Louise, den mest berømte af de mange turkisgrønne søer i de canadiske Rocky Mountains. Selve Emerald Lodge er en rustik lodge bygget i solidt tømmer med en stor spisesal og tilhørende opholdsrum, hvor I kan hygge jer med en god bog i varmen fra det åbne ildsted. Fra verandaen er der en storslået udsigt over bjergene. Både morgenmad og middag er inkluderet i turens pris på Emerald Lake Lodge..

Emerald Lake – Banff (93 km)

Efter morgenmaden forlader I Yoho National Park og kører ind i Banff National Park i Alberta- provinsen. Vælg Bow Valley Parkway langs Bow-floden frem for hovedvejen Trans Canadian Highway. Det smukke alternativ til hovedvejen byder på muligheden for en gåtur gennem Johnston Canyon, hvor I på asfalterede stier kan gå til parkens to vandfald, Lower Falls og Upper Falls. Det er værd at bruge en times tid på at gå helt op til det store vandfald Upper Falls. Sidst på dagen ankommer I til den hyggelige Banff by med masser af restauranter, barer og butikker med friluftsudstyr. Banff minder lidt om en europæisk alpeby og er et af Canadas største skisportssteder. De næste to dage har I base på Buffalo Mountain Lodge i Banff by.

Banff National Park

I har hele dagen til at udforske Banff National Park, der byder på masser af naturoplevelser. I kan bl.a. tage svævebanen Banff Gondola op i højderne til toppen af Sulphur Mountain, hvor I kan se ud over hele Banff og gå en tur rundt ad naturstien Banff Skywalk på toppen af bjerget. Tilbage i Banff by kan I dyppe kroppen i endnu en omgang mineralrige varme kilder, Upper Hot Springs.

Banff – Calgary (115 km)

I dag slutter turen gennem de canadiske Rocky Mountains, og I forlader Banff for at køre ad motorvejen til Calgary, hvor I har mulighed for at forlænge turen med et par dages ophold.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 16.015 kr.

Prisen inkluderer

  • 10 hotelovernatninger
  • 3 x morgenmad samt 2 x middag
  • 10 dages billeje inkl. forsikring


Prisen INKLUDERER IKKE

  • Flybillet
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

Hotelkategori:
Superior.

Bemærk: Aldersgrænse 8 år.

Skræddersyet rejsebeskrivelse på tryk
Med i købet kan I få en detaljeret rejseplan på engelsk, kort over området samt en Lonely Planet travel guide, som beskriver jeres rejserute og de mange seværdigheder undervejs. Materialet vil blive leveret på jeres første hotel i Canada.

Pris: 485 kr.

 

ekstra oplevelser

Udflugtspakke

  • Entre til Banff Upper Hot Springs eller Miette Hot Springs Jasper
  • Ice Explorer tur på Athabasca Galcier
  • Banff Gondola.

Pris pr. person fra: 775 kr.

Forlæng rejsen
I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i Vancouver eller Calgary.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.


 

 

Få et tilbud

Intern kommentar

Produktansvarlig:

Leverandør: Discover Holidays

 

Bookingkode uden oplevelsespakke: SDFDM18S


Bookingkode inkl. oplevelsespakke: SD18S

For sæson 2018 blev sæson-åbning skubbet til 15.jun. 


KURS: 5,15

Udregning FDM tur (uden oplevelsespakke):
Superior-tur FRA:
Net 2216 CAD/ brutto 2770 CAD = 14.267 kr. pp

Billeje - 10 dage grp A:
Brutto 679 CAD = 3.497 = 1.748 kr. pp
Almindeligvis er der ikke ow-fee på bil fra YVR til YYC.

I alt FRA 16.015 kr. pp i dbl.vær.

Udflugtspakke fra (forskel på FDM og DH):
Net 120 CAD/ brutto 150 CAD = 775 kr. pp