Whistler

Skisport og aktiv ferie året rundt

I Whistler finder du Nordamerikas bedste skisport. Sæsonen går fra november-juni, hvor der typisk falder 10 meter sne i bjergene. Selv i højsommeren løber de største entusiaster på områdets tre gletchere. Du finder flere end 200 varierede pister på de to bjerge Whistler og Blackcomb med tilsammen 38 lifter. Længste nedløb er 11 km.

Inspiration

Vandring, mountainbike og golf

Hvis du er til vandring og mountainbike er Whistler et uhyre godt sted at rejse hen om sommeren. Her finder du bl.a. tre skilifter, der er bygget om, så de fra midten af maj til midten af oktober kan tage cykler med til toppen. Husk sikkerhedsudstyr, inden du suser nedad på de 200 km stier. Er du til golf, tilbyder området fire golfklubber.

Whistler Resort

To millioner turister gæster hvert år Whistler, der kun tæller ca. 10.000 fastboende. Skisportsbyen ligger mellem de to bjerge og er forbeholdt fodgængere og cyklister. Byen har vundet flere præmier for sin arkitektur og har alt det, der skal til en god ferie foruden det sportslige: Flere end 90 restauranter og barer med tilhørende natteliv og shopping i over 200 butikker.

Kør videre fra Whistler

Med en lejebil i British Columbia er det nemt at udforske den vestlige del af Canada.

Sydpå til Vancouver/Vancouver Island

De 125 km fra Whistler til Vancouver er en utrolig flot køretur ad Sea to Sky Highway. Beregn 2 timer i ren køretid. Lige efter Squamish er det oplagt at besøge Shannon Falls, hvor vandet falder 335 meter. I samme provinspark ligger en af verdens største granitklumper Stawamus Chief Mountain. Vandreturen til toppen i 700 meters højde er fantastisk. Den tager godt en time hver vej.

Udsigten er selvsagt imponerende. Videre sydpå ad Highway 99 følger vejen Howe Sound. Inden du kommer til Vancouver, passerer du Horseshoe Bay. Herfra sejler færger til Nanaimo på Vancouver Island. I West Vancouver ligger rigmandsvillaerne på klipperne med fantastisk havudsigt.

Nordøstpå til Kamloops og nationalparkerne

Highway 99 fører dig gennem et betagende bjerglandskab ad Duffey Lake Road. Skilte advarer mod laviner og nedfaldende klippestykker for det er et heftigt terræn. Kort før Kamloops slår du ind på Highway 97 ved Cache Creek og følger skiltene til Historic Hat Creek Ranch – et autentisk roadhouse fra 1863. Det ligger ved den gamle guldgravervej og har medvirket i flere westerns. Kamloops er ’hovedstaden’ i dette cowboy-område. Herfra fører to veje dig videre mod Canadas bedste nationalparker.

Kort

Vis på kort