BonBon-Land

Sus i maven, grin og hvin

Forlystelsesparken på Sydsjælland er et skørt og sjovt univers, som alle børn elsker. Alle 28 forlystelser er gratis, når entrébilletten er betalt, og er I først kommet inden for porten, kan I nemt få en hel dag til at gå med sjove oplevelser. Prøv legendariske forlystelser som ”Bæver-Rafting” og ”Vandrotten”, hvor der er garanti for vandsprøjt, når det hele ender med et kæmpe plask!

Til vovehalsene er der masser af adrenalinsus. "Svend Svingarm" er en af Danmarks vildeste forlystelser, med en fart på 117 km/t og udsigt helt til Karrebæksminde i klart vejr!

På de varme sommerdage (fra ultimo juni – ultimo august), kan det betale sig at medbringe badetøjet. Her kan børn mellem 4 og 14 år boltre sig i badelandet ”Pelle Piratsprøjt” – et 550 m2 stort område mad vandrutsjebaner og vandborg.

I BonBon-land er det populært at leje trækvogne, så man på den måde kan medbringe hele familiens pakkenelliker – og bliver I sultne, er der rigeligt med kiosker, temarestauranter og butikker, hvor I kan købe mad- og drikkevarer. Trækvognen er også stor nok til, at et mindre barn med små, trætte ben, kan tage et lille hvil.

I bør sætte det meste af en dag af til et besøg i BonBon-Land, specielt hvis ungerne er vilde med forlystelserne og gerne vil prøve de samme ting flere gange.

Som FDM medlem får I rabat på entre til BonBon-Land.

Kort

Vis på kort