Rubjerg Knude Fyr

Fyrtårnet der ikke ville lade sig kue

Rubjerg Knude byder på vandreklitter, tilsandede ruiner, stejle skrænter og vindblæst natur. Selve fyrtårnet er beliggende midt i Rubjerg Knude og er berømt for tilsanding og en storstilet flytning.

Oprindeligt lå Rubjerg Knude Fyr 200 meter inde i landet, langt væk fra klitterne, men vind og vejr blæste store mængder sand op, som lagde sig omkring fyret og de tilhørende bygninger. Man forsøgte at dæmme op ved at plante marehalm og anden bevoksning, men det gjorde bare klitten endnu højere og til sidste kunne lyset fra fyret ikke længere ses fra havet. I årenes løb rykkede havet tættere på fyret, og i oktober 2019 gennemførte man derfor en storstilet flytning, hvor fyrtårnet i sin helhed blev flyttet 80 meter ind i landet ved hjælp af skinner.

Rubjerg Knude er den højeste del af den 13 km lange kystskrænt mellem Lønstrup og Løkken. Klinten er under konstant nedbrydning med op til flere meter pr. år. Mest dramatisk ses dette ved Mårup kirke og Nørre Lyngby, hvor mange sommerhuse med tiden er bukket under for havets erodering af klinten.

En travetur gennem sandet til fyrtårnet er en oplagt aktivitet for hele familien. Knuden tager sig bedst ud i høj sol, men kan bestiges året rundt - du må dog forvente at få sand mellem tæerne uanset vejr og årstid.

Kort

Vis på kort