Det engelske køkken og pubs

Fish'n Chips og Kidney Pie 

Nogen vil påstå, at der ikke findes et ”Engelsk Køkken”. Andre vil påstå, at det findes, men ikke er værd at spise. Døm selv. Udover morgenmaden og eftermiddagsteen bør du kaste dig ud i en gang Fish’n’Chips, eller hvis du er mere modig i en Steak and Kidney Pie. Men vil du have flere valgmuligheder, kan du besøge fx Porters English Restaurant i Henrietta Street nær Covent Garden. De har et stort menukort dedikeret til de klassiske engelske retter, og det er altså ikke sejt kød med udkogte grøntsager. 

Skål med de lokale 

Har du længtes efter en iskold pint på en rigtig engelsk pub? Så er der masser af muligheder for at få stillet tørsten i London. De engelske pubber er noget helt for sig selv. Du får serveret god stemning, store fadøl og, i mange tilfælde også, lækker mad. Et besøg på en pub er en vigtig seværdighed i London, ligesom det er i resten af landet. Der er tusindvis at vælge imellem, så du skal bare lade din tørst og din sunde fornuft guide dig til en eller flere. Men pas på ikke at falde i turistfælder, for dem er der mange af, og her får du ikke en autentisk oplevelse. Træk ned i sidegaderne og ud af det travle centrum. Så skulle du være rimelig sikker på at finde de rigtige pubber, hvor du kan skåle med de lokale. 

 

Kort

Vis på kort