Tjørnuvík - idyllisk bygd på Streymoy

Tjørnuvík - svøbt i fjeld og hav

Det er svært at forestille sig en mere idyllisk beliggende bygd på Færøerne. Den ligger og putter sig inde i en smal sandfyldt bugt, omkranset af høje fjelde på øen Streymoy. Tjørnuvík er ikke bare et smukt sted, hvor du kan gå en tur og beundre den pragtfulde udsigt, den er også surfernes paradis. De udfordrende havbølger, som ruller ind fra Nordatlanten, er ved at blive legendariske blandt surfere.

Kæmpen og kællingen

Udsigten over havet fra Tjørnuvík er også udsigten til klippenformationerne Kæmpen og Kællingen, to imponerende enkeltstående klipper, der rejser sig lodret op fra havet i stræben efter himlen. Sagnet lyder, at kæmperne på Island følte sig ensomme og ville slæbe Færøerne med sig hjem. Derfor blev en kæmpe og hans kone sendt af sted til øgruppen, og her lagde de rebet om fjeldet Eiðiskollur. De asede og masede men glemte tiden, hvorefter solens første stråler ramte dem, og de blev til sten. Og det var nok godt der samme, for ellers var Færøerne her jo ikke i dag.

Selvom Tjørnuvík er ret lille, findes her hele 2 caféer, der holder åbent om sommeren. Det er muligt at komme ind i privaten hos Hans Esbern, der serverer kaffe og vafler inde i stuen. Har du tid, og der ikke er så travlt i biksen, så er Hans Esbern altid god for en historie om dagligdagen i bygden. Han er selv født og opvokset her, og har igennem tiden oplevet lidt af hvert.

Kort

Vis på kort