Viðareiði - den nordligste bygd på færøerne

Viðareiði, højt mod nord

Beskyttet mod åbent hav af Villingardalsfjall, det højeste fjeld på nordøerne, ligger den forunderlige, smukt placerede bygd Viðareiði på øen Viðoy. Dette er Færøernes nordligste bygd med udsigt til naboøerne på begge sider af øen. Den gamle præstegård husede i sin tid den smukke præstefrue Beinta, som var en af de mest berømte kvinder på Færøerne, da hun mistænktes for at stå bag sine to første ægtemænds død. Nils Malmros' film 'Barbara' er baseret på romanen af samme navn og trak en stor del af færingerne i biografen i 1997. Det prægtige kirkesølv i den gamle kirke har bygden fået fra den engelske regering som tak for den næstekærlighed og gæstfrihed, de viste besætningen på “Marwood”, der forliste i 1847.

Lodret ned i Atlanterhavet

Fra Viðareiði kan du se Cape Enniberg, som absolut er et besøg værd. Cape Enniberg vurderes at være verdens højeste lodrette klippe ud i havet, og det høje forbjerg på nordspidsen af Vidoy rejser sig da også hele 754 meter lodret op fra havet. Skæret Seyðtorva ved Enniberg er Færøernes nordligste punkt. Vandring og klatring til toppen af Cape Enniberg er for de erfarne, men der er også mulighed for at se forbjerget fra havsiden på en bådtur.

Kort

Vis på kort