Pavebyen Avignon

UNESCO-verdensarv ved Rhône-flodens bred

Avignon er en livlig by ved Rhône-flodens bredder midt i Provence med caféer, kunstgallerier og mange fashionable forretninger. Den gamle bydel er omsluttet af et fem km. langt fæstningsværk med intet mindre end syv porte og 39 tårne! Bag portene oplever I den summende stemning, og her finder I skoler, teatre, opera og byens universitet. Oplevelserne er mange i de brostensbelagte gader, og I vil med det samme føle jer sat tilbage i tiden. Hele det historiske centrum er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket understreger den helt specielle bydel bag fæstningsværket.

For mange år siden residerede paverne i Pavepaladset i Avignon, som ligger højt over Rhône-floden, hvor I i dag kan få et eksklusivt og spændende indblik i det gotiske mesterværk, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Et besøg i Pavepaladset byder på en rundtur i begge sektioner af paladset - nemlig både det nye og det gamle. Lige ved paladset finder I Rocher des Doms, som er en grøn oase med udsigt over Rhône-floden.

Da byen er kendt for tidligere at være residens for paverne, har Avignon flere spektakulære kirker, herunder domkirken Notra-Dame-des-Doms, og kirkerne St. Pierre og St. Didier. I Avignon står også broen Pont St. Benezet, der stammer fra 1200-tallet, i dag er der dog kun fire af de oprindelige 22 brobuer tilbage. I kan vælge at gå en tur ud på broen, men skal dog samme vej tilbage igen, eller I kan tage en sejltur på floden, hvor I kan se broen fra vandsiden. Avignon byder også på flere forskellige museer og gallerier, så der er noget for enhver.

Området omkring Avignon byder på en masse natur, og I har her mulighed for både at vandre, cykle og klatre.

Kort

Vis på kort