Tour de France 2023 i autocamper - Baskerlandet og Sydvestfrankrig

15 dages kør-selv-forslag i autocamper til verdens største cykelløb (første uge i Touren)

Er du fan af cykelløbet Tour de France, så bør du mindst én gang i livet leje en autocamper og tage til Frankrig for at følge verdens største cykelløb live fra vejsiden.

Vi har gjort det nemt for dig; Du skal blot flyve til Sydfrankrig eller Nordspanien, hoppe over i en autocamper, hvorefter du er på din helt egen Tour. Udvælg dine favorit-etaper i Baskerlandet og Sydvestfrankrig og deltag i festlighederne, hvad enten de foregår i de små hyggelige landsbyer, på drabelige stigninger i Pyrenæerne eller langs landevejen eller i start- og målbyerne.

At følge Tour de France i en autocamper betyder ikke at du skal se alle etaper - tværtimod. Det handler nemlig om at balancere cykelløbet med kvalitetsoplevelser i Spanien og Frankrig - både som livsnyder, børnefamilie eller dig der selv ønsker at være aktiv undervejs - fx. på din egen racercykel eller MTB.

2 ugers leje fra 10.591 kr.
Pris pr. person ved 4 personer der rejser sammen i autocamper. Inkl. flybillet til Bilbao/Bordeaux/Toulouse, ophold på hotel 1 nat samt 14 dages autocamperleje.

Rejseperiode:
Juli 2023

Startdag:
Daglig, afhængig af hvor lang tid du vil følge Tour de France

Varighed:
15 dage - flere dage kan tilvælges

Længde:
1.500 - 2.500 km, afhængig af rutevalg

4.273 kg CO2 samlet for 4 personer - mere om grønnere kør-selv-ferier

 

 

Du vælger selv turens længde og antal autocamper-lejedage. Vælg også selv hvor mange Tour-etaper du vil se og hvor mange hviledage du ønsker.

Lej autocamper til tour de france

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • type autocamper
  • rejserute
  • antal dage
  • campingpladser
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

Sådan har vi skruet din autocamper-tour sammen

Vi har beskrevet kør-selv-forslaget, så du kan følge hver eneste etape i den første uge i 2023-udgaven af Tour det France. På denne tur flyver du til Bilbao eller en af de andre store byer i Nordspanien eller Sydvestfrankrig. Herefter afhenter du din lejede autocamper og kører straks til Grand Depart området i Bilbao.

Vi anbefaler, at du nøjes med at se 1-2 etaper i træk, hvorefter du tager en eller flere hviledage. På den måde undgår du "Tour-træthed" og oplever også andre ting på din vej rundt i Baskerlandet og det skønne rejseland Frankrig. Under hver dag i dagsprogrammet omtaler vi selve etapen samt forslag til hvor du skal køre hen og overnatte, hvis du også vil se næste dags etape. Vil du hellere springe en etape over, så har vi også forslag til, hvor du så skal køre hen.

Rutevalget er dit og du bestemmer selv hvilke etaper du vil se og i hvilket tempo du vil følge Tour de France. Har du børn med i autocamperen, så bør du maksimalt se 2 tour-etaper i træk og veksle mellem Touren og børnevenlige dage uden for meget kørsel.

OVERBLIKKET: den første uge i Tour de France

Årets Tour de France starter igen i år uden for Frankrigs grænser, nemlig i Bilbao i Baskerlandet. Efter to etaper i det nordspanske, krydser Touren på tredjedagen grænsen til Frankrig, hvor der er mål i Bayonne. Herefter venter nogle spændende etaper i og omkring Pyrenæerne og allerede her får vi en indikation af, hvordan klassementet kommer til at udvikle sig, da de første bjerge ligger overraskende tidligt i årets Tour. Efter Baskerlandet og Pyrenæerne går det mod nordvest i retning af Nouvelle-Aquitaine regionen og Garonne, inden feltet indtager UNESCO-byen Bordeaux. De følgende etaper bevæger sig mod nordøst og gennem landskaberne i Dordogne og bakkerne i Périgord-Limousin. Allerede på 9. etape er der igen bjerge på menuen, når feltet når Massif Central med afslutning på den mytiske vulkan Puy de Dôme nær Clermont-Ferrand.

Dagsprogram

Afrejse fra Danmark - ankomst til Spanien/Frankrig

Velkommen til Touren!

Alt efter hvilket flyselskab I flyver med, kan ankomsten til det nordlige Spanien eller det sydlige Frankrig være alt fra sidst på formiddagen til sidst på aftenen. Fra lufthavnen bør I tage ind til jeres hotel. Brug eftermiddagen eller aftenen på at suge de første indtryk til jer med en gåtur gennem byens gader, drikke et glas vin og spise en dejlig middag på en hyggelig restaurant.

Autocamperen skal først afhentes næste dag, derfor foregår den første overnatning på et hotel i byen eller i nærheden af lufthavnen eller udlejningsstedet, alt efter ønske.

Afhentning af autocamper, proviantering og evt. kørsel til Grand Depart området

I dag skal I hente jeres autocamper. I forlader hotellet og skal selv finde vej til udlejningsstedet, fx. med bus eller taxi.

Afhent jeres autocamper så tidligt på dagen som muligt. Sæt et par timer af til selve afhentningen og sæt jer ind i hvordan alt fungerer. Efter afhentning bør I køre til et indkøbscenter og proviantere, så I har mad og drikkevarer til de kommende dage, da I nu er på campingferie i Baskerlandet og derefter Frankrig.

Er I fløjet direkte til Bilbao, så kan resten af dagen gå med at udforske byen og snuse til Tour-stemningen. Kommer I fra Barcelona, Bordeaux, Toulouse eller Madrid, så skal I ud på en længere køretur, som I med fordel kan starte så tidligt som muligt.

Den første overnatning foregår på en campingplads efter eget valg eller en stellplads for autocampere i nærheden af Bilbao (Areas de servicios / Parkings para autocaravanas). Da Tour de France er i byen, er det også muligt, at der er lavet ekstra midlertidige parkeringspladser til autocampere i nærheden af ruten. Kommer I kørende langsvejs fra, så finder I selv campingplads eller stellplads undervejs.

Ydereligere info om Grand Depart (starten) i Baskerlandet: https://letour.euskadi.eus/home/

Kørsel til Baskerlandet og Grand Depart (køredag)

Er du allerede i Baskerlandet, så brug dagen på afslapning og udforskning af Bilbao.

Kommer I til gengæld kørende fra et andet sted, så skal dagen i dag bruges på at nå helt frem til Grand Depart-området (startområdet) i og omkring Bilbao, så I er klar til Tourens start den efterfølgende dag. Kør afsted tidligt fra morgenstunden, så I kommer frem i god tid og kan finde et sted at parkere/overnatte.

Overnatning foregår på en campingplads efter eget valg eller en stellplads for autocampere i nærheden af Bilbao (Areas de servicios / Parkings para autocaravanas). Da Tour de France er i byen, er det også muligt at der er lavet ekstra midlertidige parkeringspladser til autocampere i nærheden af ruten. Kommer I kørende langsvejs fra, så finder i selv campingplads eller stellplads undervejs.

Yderligere info om Grand Depart i Baskerlandet: https://letour.euskadi.eus/home/

Tour de France 1. etape (lør 1. juli): Bilbao - Bilbao (182 km, kuperet etape)

Nu går det løs! Første etape på 182 km er meget kuperet, bl.a. med fem kategoriserede stigninger undervejs. Du bestemmer selv, om du vil se etapen et sted undervejs på ruten eller om du hellere vil blive i Bilbao og se start og målgang. Under alle omstændigheder bliver det en spændende dag at følge som tilskuer til verdens største cykelløb.

Regn med at rigtig mange baskere vil følge netop denne etape fra vejsiden i området øst for Bilbao, så vil du være sikker på en god plads i første række, skal du ankomme i rigtig god tid eller vælge et andet sted på etapen end de afgørende strækninger. Der vil helt sikkert også være mange mennesker i byen, så forbered dig på lidt af en fest.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør østpå straks efter afslutningen og find en campingplads eller stellplads for autocampere eller parkér på selve Tour de France-ruten hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør i retning mod San Sebastian eller kryds grænsen til Frankrig. Find en campingplads eller stellplads for autocampere nær Biarritz eller Bayonne. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 2. etape (søn 2. juli): Vitoria-Gasteiz - San Sebastian (209 km, kuperet etape)

Søndag den 2. juli byder på en 210 km lang rute mellem Baskerlandets andenstørste by Vitoria-Gasteiz og San Sebastian ved kysten. Igen bestemmer du selv, om du vil køre autocamperen ud på ruten og se rytterne langs vejsiden eller om du vil se Touren fra start- eller målbyen. Nøglepunktet på etapen bliver nok den sidste stigning "Jaizkibel", som er 6,9 km lang. Herfra går det nedad og fladt ind til målet i San Sebastian.

Du kan med fordel opholde dig i eller omkring San Sebastian, da feltet også kommer her forbi dagen efter.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Bliv i området omkring San Sebastian eller kør østpå straks efter afslutningen og find en campingplads eller stellplads for autocampere langs kysten eller parkér på selve Tour de France-ruten (hvis muligt). Bemærk at næste dags etape krydser grænsen til Frankrig.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør i østlig retning og find en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Dax og Nogaro. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 3. etape (man 3. juli): Amorbieta Extano - Bayonne (185 km, flad etape)

Mandag den 3. juli kører Touren videre og krydser grænsen til den franske del af Baskerlandet. Starten går øst for Bilbao og følger derefter kysten i 80 kilometer og passerer undervejs forbi San Sebastian. Det hele slutter i Bayonne i Frankrig. Ruten er ikke flad, selvom der køres langs kysten.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør videre østpå straks efter afslutningen og find en campingplads eller stellplads for autocampere eller parkér på selve Tour de France-ruten hvis det er muligt. Bemærk at næste dags etape krydser grænsen til Frankrig.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør i østlig retning og find en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Dax og Nogaro. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 4. etape (tir 4. juli): Dax - Nogaro (182 km, flad etape)

Tirsdag den 4. juli går det løs med sidste etape i Baskerlandet. Starten går i kurbyen Dax og de 182 km er primært flade, hvilket lægger op til en sprintafslutning på racerbanen Circuit Paul Armagnac i målbyen Nogaro. Tilbage i 1974 vandt legenden Eddy Merckx et cykelløb på banen, som dog mest er kendt for sejre i motorsport til franske koryfæer som Alain Prost og Jean Alesi. På dagen er der gratis adgang til racerbanen.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør mod syd i retning af Pyrenæerne og find en campingplads eller stellplads for autocampere eller parkér på selve Tour de France-ruten hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør i sydøstlig retning og find en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Tarbes og den lille bjergby Cauterets i Pyrenæerne. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 5. etape (ons 5. juli): Pau - Laruns (165 km, bjergetape)

Onsdag den 5. juli er der bjerge på menuen! Starten går i den legendariske Tour de France-by Pau, som har været vært for hele 65 etapestarter og 62 etapeafslutninger! Etapens første del er ret flad (hvor det er nemt at være tilskuer), hvorefter det går løs i Pyrenæerne med stigninger op til Col de Soudet og Col de Marie Blanque, i alt 3.400 højdemeter for feltet. Selvom det er en hård bjergetape, så kan det hele stadig blive afgjort i en sprint blandt favoritterne i den lille by Laruns.

Vil du op på bjerget i din autocamper, så skal du komme i rigtig god tid, dvs. dagen i forvejen - ellers må du vandre eller cykle op eller se etapen fra fladlandet eller i dalen.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør mod øst og bliv i de franske Pyrenæer. Du kan finde en campingplads eller stellplads for autocampere eller parkere på selve Tour de France-ruten, hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør mod nordvest og væk fra bjergene. Find en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Mont-de-Marsan og storbyen Bordeaux. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 6. etape (tor 6. juli): Tarbes - Cauterets (145 km, bjergetape)

Torsdag den 6. juli fortsætter Tour de France med endnu en bjergetape fra Tarbes til Le Cambasque, tæt på den lillebitte bjergby Cauterets. Etapen byder på legendariske lækkerbiskener som Col du Tourmalet og Col d'Aspin, inden det går løs med 16 km stigning op til Cauterets. Baskeren Miguel Indurain har engang vundet en Tour-etape på Le Cambasque.

Som med alle andre stigninger i Touren, så skal du komme i rigtig god tid, hvis du vil have autocamperen med op i højderne - rutens bjergveje spærres af aftenen før eller tidligt om morgenen.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør mod nordvest og væk fra bjergene. Du kan finde en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Mont-de-Marsan og storbyen Bordeaux eller parkere på selve Tour de France-ruten, hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør ca. 400 km nordpå. Find en campingplads eller stellplads for autocampere i området mellem Libourne og Limoges, fx. ved Dordogne-floden. Her kan du for alvor slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 7. etape (fre 7. juli): Mont de Marsan - Bordeaux (170 km, flad etape)

Fredag den 7. juli kommer Tour de France efter 13 års fravær endelig tilbage til storbyen Bordeaux. Etapen er flad som en pandekage og det forventes, at det bliver en helt klassisk sprintafslutning langs Garonne-flodens breder. Af den grund er det sjovest at se afslutningen i Bordeaux, som også er startbyen dagen efter. Slå tre fluer med ét smæk og se både etapeafslutning, etapestart og den smukke by.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør mod nordøst til området mellem Libourne og Limoges. Du kan finde en campingplads eller stellplads for autocampere eller parkere på selve Tour de France-ruten, hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør et godt stykke mod nordøst. Find en campingplads eller stellplads for autocampere i vulkanområdet ved Puy de Dome. Her kan du slappe af og nyde livet inden Tour eventyret fortsætter.

Tour de France 8. etape (lør 8. juli): Libourne - Limoges (201 km, kuperet etape)

Lørdag den 8. juli starter etapen i Libourne ved Dordogne-floden øst for Bordeaux. Herefter venter lange 201 km (årets næstlængste etape), som går mod nordøst hele dagen. Første halvdel af etapen er relativ flad og den sidste halvdel frem mod målet i Limoges er kuperet terræn. Touren kan opleves mange spændende steder på dagens etape, fx. midtvejs på etapen i den smukt beliggende by Brantôme-en-Périgord ved Donne-floden eller ved den forventede sprint i Limoges, hvor det går opad til allersidst. Hele 14 gange har Limoges været en del af Tour de France, første gang i 1952 og senest i 2016.

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

  • Hvis du vil se næste dags etape: Kør stik øst i retning af Massif Central og Auvergnes højland. Du kan finde en campingplads eller stellplads for autocampere i nærheden af næste dags afslutning ved Puy de Dome vulkanen eller parkere på selve Tour de France-ruten, hvis det er muligt.
  • Hvis du vil springe næste dags etape over. Kør til området omkring Clermont Ferrand, hvor du kan slappe af og vente på at Touren indhenter dig på 10. eller 11. etape. Find en campingplads eller stellplads for autocampere i vulkanlandet Chaine des Puys i Auvergne.

Tour de France 9. etape (søn 9. juli): Saint Léonard de Noblat - Puy de Dome (184 km, bjerg etape)

Søndag 9. juli er den længe ventede dag, hvor Touren tilbageerobrer Puy de Dôme, UNESCO-vulkanen som ikke har været i brug på ruten siden 1988, hvor danske Johnny Weltz vandt - og meget passende - som en del af et udbrud.

Etapen starter dog mod vest i cykellegendens Raymond Poulidors hjemby, Saint-Léonard-de-Noblat. Herfra venter 184 kuperede km, inden det hele skal afgøres på den 13,3 kilometer lange stigning, hvoraf de sidste 4 km op mod krateret aldrig kommer under 11%! Det er stejlt.

Som cykeltilskuer ville det være en drøm at opleve Tour de France på Puy de Dome, men da vulkanen er UNESCO-verdensarv og vejen er smal, så har man valgt at beskytte krateret fra tusindvis af tilskuere og i stedet lave en fanzone for foden af bjerget, hvor man kan følge slagets gang.

Du skal ankomme til området tidligt, hvis du vil parkere autocamperen for foden af vulkanen eller i det mindste bare i nærheden, så du vandre frem til fanzonen eller et andet sted på ruten inden Puy de Dome. Lokal info kan du bl.a. finde her: https://www.clermontauvergnetourisme.com/auvergne-nature/clermont-terre-velo/tour-de-france/

Se rutekort, profil og læs mere om dagens etape hos cyclingstages.com

Efter etapen holder feltet en velfortjent hviledag og for dit eget vedkommende er det slut med Tour de France-eventyret for denne gang, og nu er der flere muligheder:

  • Bliv nogle dage i området og oplev det nærliggende vulkanland Chaine des Puys.
  • Tag ind og oplev storbyen Clermont-Ferrand.
  • Tag det stille og roligt og kør i retning af udgangspunktet hvor autocamperen skal afleveres - men tag jer god tid til flere overnatninger og spændende oplevelser undervejs.
  • Kør straks tilbage til udgangspunktet og aflevér autocamperen.

Overnatning på campingplads eller stellplads for autocampere.

Ferie og kørsel tilbage til udgangspunktet

Nu har du forhåbentlig fået en fornuftig dosis af Tour de France og derfor er det på tide at vende snuden mod dit udgangspunkt, hvor autocamperen skal afleveres - dvs. i Bilbao, Bordeaux, Toulouse, Barcelona osv.

Vi har lagt to hele dage ind til turen, som du kan bruge præcis som du vil, enten ved en køretur i ét langt stræk, eller du kan dele strækningen over i bidder og opleve ting undervejs. Ønsker du en mere afslappende ferie, så vælg flere dage, når du booker rejsen.

Som altid foregår overnatningen i autocamperen på en campingplads eller stellplads for autocampere.

Hjemrejse til Danmark

Alt afhængig af hvor mange dage du har fulgt Tour de France rundt i Baskerlandet og det sydvestlige Frankrig, er du nok ved at være mør af at være på farten hele tiden. Du skal dog lige klare en enkelt etape mere, nemlig din egen flyvetur hjem til Danmark.

Husk at sætte god tid af til indvendig rengøring og udpakning af alt dit grej, inden du afleverer autocamperen og tager videre til et hotel eller direkte i lufthavnen og flyver hjem til Danmark.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 10.591 kr. pr. person pr. uge ved 4 personer i autocamper

Prisen inkluderer

  • Flybillet København - Bordeaux/Bilbao/Toulouse/Madrid eller lign.
  • 1 overnatning på 3* hotel i ankomstbyen
  • 14 dages autocamperleje
  • Ubegrænset kørsel
  • Skatter
  • Klargøringsgebyr
  • Standardforsikring af autocamper

Prisen INKLUDERER IKKE

  • Afbestillings- & rejseforsikring
  • Selvrisiko reduktion
  • Sengelinned og håndklæder
  • Køkkenudstyr
  • Bord og stole (udendørs)
  • Babysæde/børnesæde
  • Overnatninger på campingpladser
  • Camping gas
  • Brændstof
  • Vejafgifter, broer og og færger
  • Udflugter og entrébilletter

 

Om autocamperrejsen

Du vælger selv det samlede antal lejedage (14 dage i dette eksempel) samt hvor du afhenter autocamperen og hvor du overnatter undervejs.

Vi anbefaler at du kombinerer campingpladser, med "stellpladser" specielt for autocampere samt vejsidepladser på selve Tour de France ruten.

Bemærk, du skal selv finde overnatningssteder, dvs campingpladser eller stellpladser undervejs.

Andre Tour de France kør-selv-forslag

Vi har også lavet et kør-selv-forslag til dig der vil følge Touren i den anden uge med fokus på Auvergne, Rhone og Alperne.

Andre oplevelser

I en autocamper er ruten fleksibel og I kan derfor også køre en helt anden vej end hvad vi foreslår her. Bliver i fx. trætte af at følge Touren eller er vejret dårligt, så kører i bare et andet sted hen og holder en afslappende ferie.

Husk at kombinere med andre oplevelser og aktiviteter i Frankrig, herunder de kulinariske.

Tip: Du kan også følge kvindernes Tour de France som køres i ugen efter herrernes afslutning, 23.-30. juli 2023. Se rute og info på www.letourfemmes.fr/en/overall-route

se modeller og priser og book din autocamper til tour de france

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation

  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister 

  • Kåret til Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011