Vin & slotte i Loiredalen

8 dages kør-selv-forslag i Frankrigs smukke Loire-dal

Tag på en smuk rejse igennem den frodige Loiredal, hvis exceptionelt skønne landskab var scene for den franske renæssance. De prangende slotte med velfriserede haver og middelalderlige fæstninger emmer stadig af tidligere tiders pomp og pragt. I dag er området på UNESCOs verdensarvsliste og en kulturel oplevelse i særklasse. Loiredalen er også forgyldt med mange spændende vinregioner, så I er garanteret en sanselig rejse hele vejen fra Orléans til Nantes.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse gennem Frankrigs frodige landskaber.

Fra 3.995 kr.
pr. person i dobbeltværelse i 7 nætter samt 8 dages billeje

Rejseperiode:
Hele året
Vi anbefaler april - oktober

Startdag:
Daglig

Varighed:
8 dage/7 nætter

Længde:
Mindst 1270 km med Charles de Gaulle Airport som udgangspunkt 

 

Vi skræddersyer din kør-selv-ferie
- kontakt vores rejsespecialister:

Få et tilbud

 

 

VELKOMMEN

Seinen er nok Frankrings meste kendte flod, men Loire er med sine 1.012 km den længste. Loiredalen er kendt for sin skønhed og derfor byggede den fransk adel en lang række imponerende slotte som deres sommerresidencer netop her. Og med de imponerende slotte som baggrund kan man næsten forestille sig de tre musketerer i kamp mod Richelieu's soldater. På grund af de mange slotte var Loire-dalen kendt som "de riges land", men sådan er det ikke mere. Nu er Loire mest kendt for sin vinproduktion og de mange slotte bruges til andre formål.

Loiredalen er også Frankrigs største vinområde, hvor der produceres alle vintyper som rødvin, hvidvin, rosé, mousserende vine og søde vine. Her er over 50.000 hektar vinmarker med store navne som Sancerre, Pouilly-Fumé, Anjou m.fl. Men Loiredalen er nu mere end vin. Her dyrkes store mængder frugt og grønsager der i vid udstrækning forsyner de parisiske restauranter. Også oste har en vis betydning i området med gedeostene Pouligny-Saint-Pierre og Crottin de Chavignol som de førende. Ydermere blev strækningen mellem Chalon-sur-Loire og Sully-sur-Loire anerkendt som UNESCO's Verdensarvsliste i år 2000, inkl. Châteaux de Chambord, der allerede kom på listen i 1965. 

For at kunne opleve så meget af områdets forskellighed som muligt har vi valgt 7 overnatninger, men I kan naturligvis selv vælge til eller fra, hvis I ønsker det. 

Turen er på min. 1270 km med Charles de Gaulle Airport som udgangspunkt.  

God tur! 

Dagsprogram

Dag for dag

Dag 1: Sancerre - Pouilly-Fumé - Orléans
Dag 2: Orléans - Touraine - Vouvay - Tours
Dag 3: Tours
Dag 4: Tours - Chinon - Saumur - Anjou - Angers
Dag 5: Angers
Dag 6: Angers - Muscadet -Nantes
Dag 7: Nantes - Saint Nazaire
Dag 8: Hjemrejse

Sancerre - Pouilly-Fumé - Orléans (350 km)

Velkommen til Orléans, der bliver udgangspunktet for jeres rejse til Loiredalens skønne slotte og herlige vine. Her kan I bruge dagen på at nyde byens imponerende domkirke, Notre-Dame de Chartres, der næsten er på størrelse med Notre-Dame i Paris. Et interessant indblik i byens historie får I på Jeanne d’Arc museet, der fortæller om den heroiske franske hærfører og senere helgeninde, der befriede Orléans fra englænderne i 1429.

Nyd også en tur igennem den gamle bydel, Centre-Ville, hvor de charmerende gader er fulde af renæssancebygninger. Gå en romantisk og naturskøn tur igennem Parc Floral de la Source, inden I spenderer aftenen med lækker fransk cuisine og loirevin på én af de hyggelige restauranter.

På vej til Orléans vil det være en god idé at lægge vejen lidt sydover og besøge de spændende vinområder Sancerre og Pouilly-Fumé ca. 100 km sydøst for Orléans. Her har været dyrket vin siden romertiden, og her  produceres i dag nogle af Loiredalens fineste og mest efterspurgte vine.

Overnatning i Orléans
 

Orléans - Touraine - Vouvay - Tours (120 km)

Det bliver hurtigt tydeligt, at I har begivet jer ud på en rejse i Frankrigs mest eventyrlige region, når I besøger de smukke slotte omgivet af vinmarker og velfriserede parker. Château de Chambord er nok det mest imponerende af Loiredalens renæssanceslotte, og de ornamenterede hvide tårne er et smukt syn.

Ved Château de Cheverny ligger et spændende vinområde, og I kan smage de lækre vine i helt moderne omgivelser på Maison des vins de Cheverny. Slottet i Fougères-sur-Bièvre bringer tankerne hen på middelaldereventyr, og vidunderlig smukke Château de Chenonceau er et absolut must på vejen.

I byen Amboise kan I se Château de Clos Lucé, hvor Leonardo da Vinci boede frem til hans død, samt det royale slot. Château d'Amboise har en vigtig rolle i Frankrings historie; Jeanne d'Arc kom igennem Amboise på vej til Orléans og slaget ved Patay. Hugenotternes Amboise-komplot mod Francis II, Catherine de' Medici og de Guise (måske har I læst Ken Follets bog "den Evige Ild") og Amboise-dekretet fra 1563 der forbød protestantisme. Slottet var også Mary Stewart, Queen of Scots, hjem i hendes tidlige år.

Undervejs passerer I kendte vinområder som Amboise, Chevernay, Touraine og ikke mindst Vouvray med den dominerende Chenin Blanc drue lige før Tours.

Overnatning i Tours
 

Tours

Spendér dagen i byen Tours, der er en malerisk middelalderby med en afslappende atmosfære, stemningsfulde parker og og smukke bindingsværkshuse fra det 15. århundrede. Place Plumereau folder sig ud med charmerende bindingsværkshuse og den gotiske katedral Saint Gatien tårner sig over byens tage. I kan også spendere dagen på kunstmuseet eller i Jardin des Prebendes og den botaniske have.

Når ganen skal forkæles så byder markedshallen, Les Halles, på et slaraffenland af lokale delikatesser. Ved Rue du Commerce og Rue Colbert ligger der et hav af charmerende og sjove butikker, der er et besøg værd. Tours ligger i det gastronomiske mekka og vindistrikt Touraine, så der er rig mulighed for lære en masse om vin og måske smage nogle af de spændende vine på Musée des Vins de Touraine under de imponerende 1300-tals hvælvinger.

Overnatning i Tours
 

Tours - Chinon - Saumur - Anjou - Angers (130 km)

Turen går igennem naturparken Loire-Anjou-Touraine med et idyllisk landskab af bølgende bakker og skove. Ikke langt fra Tours ligger Château de Villandry omkranset af Frankrigs mest berømte have. Slottet D'Azay-le-Rideau er et af de fineste eksempler på tidlig renæssancearkitektur og ligger smukt på en lille ø i floden.

Et tur over floden til byen Langeais er interessant, da denne lille flække ikke er særlig besøgt og derfor tilbyder en unik oplevelse af den lille by og middelalderborgen. Romantiske prinsessedrømme kommer til live ved Château d’Ussé, hvis mange tårne, spir og kvistvinduer inspirerede Perrault til at skrive det berømte eventyr "Tornerose". Kig indenfor i det smukke slot og lad eventyrets "Der var engang...." blive til virkelighed.

De andre slotte, Forteresse Royale de Chinon er der i mod en rejse tilbage til middelalderens riddereventyr. Naturparken er fyldt med små charmerende landsbyer, som I bør besøge og tæt ved Angers ligger Château de Brissac, Loires Kæmpe.

Undervejs går turen gennem vinområder som Chinon, Saumur og Anjou. Specielt de to sidste er centrum for Loires friske og frugtrige vine.  

Overnatning i Angers
 

Angers

Angers er kendt for sin rige kulturarv og smittende livsglæde. Anset for at være en af Frankrigs smukkeste byer med sin unikke gotiske arkitektur, er byen vidunderlig at gå på opdagelse i. Den gamle bydel er et populært kunstkvarter, hvor I kan besøge museet Le Prince, det gamle kloster Galeri David d’Angers eller museet Jean Lurçat.

På middelalderborgen Château d’Angers kan I opleve verdens største gobelin, La Tapisserie de l'Apocalypse på over 850 kvm, men også katedralen Sainte-Maurice er et spændende besøg. I en forstad Saint-Barthélemy-d'Anjou kan I besøge besøge Carré Cointreau hvor den berømte likør fremstilles.

Og naturligvis både smage og købe! I den botaniske have Terra Botanica kan I tage en velfortjent pause og går I en tur langs Maien-floden til Le Parc de Loisirs Lac de Maine vil I opleve byens specielle atmosfære, der hvor franskmændene bruger deres sommeraftener. 

Overnatning i Angers
 

Angers - Muscadet -Nantes (100 km)

På vejen til Nantes kan I vælge at køre forbi byen Cholet. En rejse, hvor I kan forkæle sanserne i Jardin Camifolias seks botaniske haver, Parc Oriental de Maulévrier, der er den største japanske have i Europa, eller i Château Colberts imponerende køkkenhave. I Cholet kan I besøge mode og tekstilmuseet, opleve en spektakulær udsigt over byen fra klokketårnet i Sacré Coeur og beundre de høje spir på Notre Dame katedralen. Ved byens gamle slotsruiner kan I mærke mystikken, der omgærder de gamle megalitter, stenmonumenterne Menhir de la Garde.

Fortsætter I til Clisson, møder I det eventyrlige Château departemental de Clisson, den italienskinspirerede Domaine de La Garenne Lemot og vinmuseet Musée du Vignoble Nantais, inden aftenen tilbringes i Nantes. Undervejs kommer I gennem vinområderne Coteaux d'Ancenis og de tre Muscadet regioner; des Coteaux-de-la-Loire, de Sèvre et Maine og Côtes de Grand Lieu.

Her produceres den populære og ofte gode hvidvi og det nærliggende Altlanterhavsklima påvirker vinen, der ofte er let, ekstremt frisk, sprød og tør uden at være sur, med en dejlig neutral aroma. Og en god Muscadet kan være et fortræffelige akompagnement til bl.a. østers fra bankerne i det nærliggende hav. 

Overnatning i Nantes
 

Nantes - Saint Nazaire (ca. 130 km)

Nantes er et centrum for kultur og kreativitet, hvor der venter mange specielle oplevelser. På robotmuseet Les Machines de L’île de Nantes kan I ride en tur på den 12 meter høje robotelefant, der går rundt i byen, eller opleve fantasifulde mekaniske skulpturer. Jardin des Plantes de Nantes er et smukt sted at tage en afslappende spadseretur, eller I kan nyde solen ved Château des Ducs de Bretagne.

Kulturcentret Lieu Unique bugner af kulturelle oplevelser og på Île de Versailles finder I en charmerende japansk have, eller I kan tage en sejltur til den gamle fiskerby Trentemoult, der i dag er et sprudlende kunstnerisk miljø. Vil I ud at køre en tur er der kun godt 60 km til Saint Nazaire, Loires havneby, der byder på mange spændende museer.

Overnatning i Nantes
 

Hjemrejse

Brug det I har af dagen på at summe rundt i dejlige Nantes og suge den franske stemning til jer. Måske I kan nå en tur igennem en af Europas smukkeste passager, Passage Pommeraye, hvor den monumentale trappe, glastaget og de fine skulpturer, giver et godt blik tilbage til Nantes’ elegante storhedstid.

Nantes - Charles de Gaulle Airport ca. 410 km. 

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 3.995 kr.

Prisen inkluderer

  • 7 overnatninger
  • 8 dages billeje

Prisen INKLUDERER IKKE

  • Flybilletter

 

Om rejsen

Standard, fra 3.995 kr..
pr. person i dobbeltværelse

  • 1 x overnatning i Orléans
  • 2 x overnatning i Tours
  • 2 x overnatning i Angers
  • 2 x overnatning i Nantes

ekstra oplevelser

I kan også køre ruten fra Nantes til Orléans, forlænge opholdet med nogle ekstra dage i fx Paris eller kombinere med andre kør-selv-forslag. 

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Få et tilbud

Intern kommentar

Stored Criteria

Hoteller

1 overnatning  i Orléans - fx Mercure Orléans Centre 4* (tbx 1107)
2 overnatning i Tours - fx Adagio Access Tours 3* lejlighed (tbx 540)
2 overnatning i Angers - fx Mercure Anger Centre Gare 4* (tbx 917)
2 overnatning i Nantes - fx Radisson Blu Nantes 4* (tbx 1324)
+ AVIS grp. A 8 dage (fra CDG) 1240 kr.

Priser fra maj 2018