Grottekvarteret Sacromonte i Granada

En gåtur i byens mest autentiske område

Charmerende grotter, snævre gader og varm imødekommenhed. Sacromonte i Granada er kendt som byens gamle roma-kvarter, hvor bohemer, intellektuelle, kunstnere og alverdens samfundsafvigere har holdt til i flere århundreder. I dag er grotterne et autentisk møde med byens historie og et livligt hjemsted for musik, flamenco og andalusisk charme. Oplev bydelen til fods og bliv betaget af bjergtagende Sacromonte, når kør-selv-ferien går forbi Granada.

Inspiration

Nyd udsigten, atmosfæren og Sacromontes charmerende grotter

På den højere del af bjerget, hvor bydelen Albaicin ligger, finder I Sacromonte. Hvide grottehuse er drysset ud på bjergsiden som skråner ned mod dalen Valparaiso og floden Río Darro, der gennemskærer den østlige del af Granada. De hvidskurede bygninger ligger lagdelt og indbygget i bjergsiden, ved siden af grålige kaktusser og frodige træer. Herfra er der en fantastisk udsigt til Alhambra, Granadas emblem.

Der er et leben omkring de mange grotter, hvor lokale mødes, danser og har deres hverdag. De omkring 500 grotter er hver især bygget efter terrænet og tilpasset klippestrukturen. Nogle grotter er små og simple, mens andre er i god stand med køkken, spiseområde og endda flere soveværelser. Kom ind i en autentisk grotte for 1 euro eller besøg grottemuseet Museo Cuevas del Sacromonte. Tag jer god tid og snak med de lokale, der holder opsyn. De giver et unikt indblik i livet i Sacromonte.

Et historisk levn

Der er uenighed om, hvornår grotterne præcist blev bygget. Mange mener, at det var med den kristne generobring af Granada i 1492 og fordrivelsen af de arabiske maurere, at byens romaer slog sig ned på bjergsiden. Uanset forhistorien, var det først fra begyndelsen af det 16. århundrede, at grotterne for alvor blev bygget og beboet.

Romaerne udhuggede bjergsiden, konstruerede huse og med sig havde de en særlig udgave af flamencoen – den rå zambra. Her er danseren barfodet og akkompagnerer den passionerede dans med klakkende kastagnetter. Oplev en zambra-optræden i en af de hvidskurede grotter på Sacromontes hovedgade Camino del Sacromonte, og mærk bydelens autentiske atmosfære.

 

 


"Sørg for, at slentreturen i Sacromonte finder sted først på aftenen. Solnedgangen i baggrunden skaber en helt fantastisk kulisse bag Alhambra!"

- Mette, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort