Den kulinariske vej gennem Val di Sole

smag på solskinsdalen

Lad smagsløgene komme på overarbejde, når I dufter, smager og spiser jer gennem Val di Sole og sidedalene Val di Pejo og Val di Rabbi på jeres kør-selv-ferie i Dolomitterne. De solrige skråninger er perfekte til frugtdyrkning, og det vrimler med velduftende æble- og bærplantager. Luften summer af travle bier, der bestøver de mange planter, og som en herlig sidegevinst leverer den skønneste honning. Bønderne har en lang tradition for at lade køerne græsse på de saftige enge, og ud af mælken opstår de lækreste oste. Prøv især den runde og faste Casolét della Val di Sole, som dufter af hø og sommerens friske urter. Smagen er sød og delikat. Osten er velegnet til tærter, rustikke omeletter eller i pasta.

Inspiration

en lokal specialitet

Fyldt ravioli med Casolét della Val di Sole:

1 kg kartofler
500 g hvedemel
1 æg

1 Løg, hakket
200 g Casolét delle Vale di Sole i tern
Smør

Som fyld kan også bruges spinat/champignon eller skinke/ricottaost.

Kog kartoflerne. Lav dem til mos og læg mosen til afkøling på en bageplade eller lignende. Når mosen er kølet af, tilsættes mel og æg og det hele blandes til en blød dej. Dejen skal ikke være klistret. Rul dejen ud i ca. ½ cm tykkelse på bagepapir og del den i to lige store dele således, at den ene halvdel kan foldes ind over den anden. Steg løg let i smør uden det tager farve, og læg små portioner løg og et par osteterninger på dejen med jævne mellemrum på den ene halvdel af kartoffeldejen. Fold den anden halvdel af dejen over den del, hvor fyldet ligger og tryk kanterne godt sammen. Skær dejen ud som til ravioli, luk alle kanter med takkerne på en gaffel, så dejen lukker tæt. Kog raviolierne i fem minutter i kogende vand eller til de kommer op til overfladen. Lad dem dryppe af og server dem med lidt smeltet smør, revet ost (parmasan eller lignende) samt hakket purløg eller persille. God som en lille forret.  
 

Kort

Vis på kort

Oplev Italien