Naturområdet Val d'Orcia

Toscana som I drømmer om

Når man snakker om Toscana er det gerne billedet af bølgende marker i dybgrønne, gule og røde nuancer, krogede egetræer og olivenlunde, sirlige vinranker og sceniske landeveje flankeret af majestætiske cypresser, der springer frem på nethinden. Og det landskab finder I i det UNESCO-beskyttede område Val D’Orcia syd for Siena. Landskabet her besidder en indtagende skønhed, der duperer de fleste. Og så er de frodige bakkedale ovenikøbet hjem for den berømte Brunello-vin og masser af bedårende middelalderbyer. Her finder I det Toscana, som I drømmer om på jeres kør-selv-ferie.

 

inspiration

Kunstig skønhed

Val d'Orcia er en af Toscanas absolutte perler. Trods sin unikke og kunstigt skabte skønhed betragtes området af mange som det ægte Toscana. Skabt tilbage i renæssancen (14. - 15. århundrede) som et ideallandskab med perfekt harmoni mellem mennesker og naturen, er Val d'Orcia en sjælden kombination af naturlige karakteristika og menneskeskabt design. Netop derfor har området fået en plads på UNESCO's verdensarvsliste tilbage i 2004. Et godt udgangspunkt for at opleve Val d'Orcia er de tre middelalderlandsbyer Pienza, Montepulciano og Montalcino, der ligger på hver deres bakketop og spejder ud over de rullende marker. 

Brunelloens epicenter

Af toscanas delikate vinområder finder I et af de mest smagfulde i Val d'Orcia. Brunelloens epicenter udfolder sig omkring byen Montalcino, der er smukt placeret blandt blomsterenge, olivenlunde og vinmarker. Omkranset af sin gamle bymur har byen nærmest ikke forandret sig siden det 16. århundrede, hvilket I for alvor mærker, når I besøger den gamle borg, kirkerne og det karakteristiske klokketårn på Piazza del Popolo. Også i de labyrintiske gader emmer det af middelaldercharme; den perfekte setting for at smage på den delikate brunello-vin, der har gjort området så berømt.


"Når I har nydt Montalcinos mange kulturskatte, bør I tage en afstikker til det charmerende kloster Abbazia di Sant’Antimo, et af de bedste eksempler på middelalderarkitektur, der ligger blot 10 km fra byen"

- Mogens, Rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev Toscana