Den Forbudte By, Beijing

Kejserpaladset er en by i byen

Det kæmpestore, gamle kejserkompleks fra 1400-tallet rejser sig med 10 meter høje, røde mure i centrum af Beijing. Omgivet af en voldgrav er Den Forbudte By med et areal på 720.000 m2 en by i byen Beijing, hvor i alt 24 kejsere fra Ming og Qing dynastierne boede omgivet af konkubiner og tjenestefolk. Træd gennem de store indgangsporte og tag på opdagelse i det store og pragtfulde gamle kejserpalads, hvor du bag den respektindgydende røde mur kommer til det gamle Kinas pragt og kinesisk arkitektur og historie. Siden 1987 har Den Forbudte By været på UNESCO’s verdensarvsliste, og det er i dag en af Kinas største attraktioner.

Inspiration

800 bygninger og 9999 rum

Navnet, Den Forbudte By, kommer af, at almindelige folk ikke havde adgang til Kejserpaladset og byen – kun kejseren, hans embedsmænd, tjenere, vagter og adelige med tilladelse. Den Forbudte By består af ca. 800 bygninger og efter sigende 9999 rum. Ifølge kinesisk fortælling siges det endda, at paladset har 9.999 og et halvt rum. Fordi Himlen står som den øverste guddom og har 10.000 rum, og kejseren, som har titel af Himlens søn, må således ikke overgå Himlen, og han må derfor nøjes med de 9.999 og et halvt rum. Rummene er ekstravagant udsmykket og rummer gamle skatte, altså dem der ikke sidenhen er blevet stjålet.

Et imponerende kejserpalads og en kejserlig have

Efter at have fungeret som det kejserlige palads for 500 år blev Den Forbudte By i 1925 et offentligt museum – måske et af verdens største museer. Igennem hele Den Forbudte By ligger en marmorbelagt midterakse, og det er her, du finder de mest betydningsfulde paladser. Men uden sammenligning er det mest imponerende Paladset for Højeste Harmoni, som var kejserens tronsal, og den omkransende plads, der er enorm og siges at kunne rumme 90.000 mennesker. Den kejserlige have med perfekte anlagte stier og gamle træer samt de mange porte vil krydre din oplevelse i Den Forbudte By.


"På udflugt til Den Forbudte By kommer vi igennem de vigtigste dele af Kejserpaladset, med dens mange gyder og gader og storslåede bygninger er det som en by i Beijing."

- Steffen, Kina-specialist og rejseleder på rundrejser i Kina


 

Kort

Vis på kort

oplev Kina på rundrejse