Folkets Park, Shanghai

Et åndehul i storbyen

I hjertet af Shanghai ligger Folkets Park, der som en grøn oase ligger omgivet af hektisk aktivitet, skyskrabere og motorveje i flere etager. I en ellers hastigt udviklende og travl by kan du i Folkets Park opleve, hvordan hverdagen og weekenden kan tilbringes i mere rolige omgivelser. I Parken kommer de lokale for at læse en bog, fodre duer, dyrke Tai Chi, danse eller spille kort med hinanden. Tidligere var området et sted for hestevæddeløb og gambling, men det blev der sat en stopper for i 1952, og i dag er den centrale park blevet til en af Shanghais bedste seværdigheder.

Inspiration

På tur i Folkets Park

Grønne buske, store træer, søen i midten og blomster i glade farver – nyd især i juni og juli de flotte lyserøde lotusblomster. På en vandretur gennem Folkets Park får du en god fornemmelse af den sjælelige fred, den grønne oase giver, men også et indblik i de lokales brug af parken med aktiviteter, spil og leg. I weekenderne gennemgår parken en forvandling, hvor børn, studerende og andre øver sig i at tale engelsk på ”English Corner”, og på ”Blind Date Corner” kan du se ægteskabsmarkedet udfolde sig med kærlighedsannoncer fra singler i Shanghai.

Folkets Plads med Shanghai Museet

Fra Folkets Park kan man gå 100 meter over til  en stor, flot vandfontæne på Folkets Plads, der er det centrale punkt for byen. Tæt placeret på pladsen er flere administrationsbygninger, og her er adgang til Shanghai museet, der byder på nationale skatte og forskellige udstillinger med over 100.000 objekter, bl.a. krukker og vaser fra 5000 B.C., gamle kinesiske møbler, møntsamlinger, kalligrafi, minoritets dragter og meget mere.


"Denne lille oase midt i Shanghai er en fantastisk park at gå en morgentur i. Vi plejer at lave lidt tai chi sammen med de lokale, og se hvad Kineserne ellers laver her fra morgenstunden af."

- Steffen, Kina-specialist og rejseleder på rundrejser i Kina


 

Kort

Vis på kort

Oplev Kina på rundrejse