Prægtige Portugal

8 dages rundrejse til portugal

For 500 år siden opdagede portugiserne den store verden. Nu er det din tur til at opdage Portugal. Den stolte nation byder både på smuk natur langs Dourofloden og et væld af borge, kirker og klostre, der emmer af historie og historier. Jævnligt vil vi støde på navne som Henrik Søfareren, Vasco da Gama og Megallan, der alle var med til at gøre verden større. Læg dertil kork, kakler og keramik samt naturligvis de dejlige portvine og de mange skønne kulinariske specialiteter fra havet. Vi bor hele fire nætter centralt i Lissabon, så der er rigtig god tid til at udforske Portugals spændende hovedstad.

På denne rejse har vi inkluderet en masse fantastiske oplevelser, men har samtidig givet plads til, at du selv kan bestemme hvordan tiden skal bruges. Du kan således i høj grad sammensætte din rejse som du vil. 

Velkommen til Portugal!

Fra 9.990 kr.
pr. person i dobbeltværelse inkl. fly, hoteller, udflugter iflg. program samt dansk rejseleder

FDM medlemsrabat på 500 kr. per person fratrækkes nævnte pris

Bestil denne rejse fordi:

  • Du har god tid til at opleve charmerende Lissabon
  • Du ser farverige småhuse, de fineste kirker og får spændende kulturoplevelser i Porto
  • Du oplever den imponerende Dourodal og nyder en vinsmagning i skønne omgivelser
  • Du får plads til selv at bestemme hvordan tiden skal bruges med et bredt udvalg af ekstra oplevelser
  • Du får naturligvis en erfaren rejseleder og en dygtig chauffør

 

Du kan reservere din rundrejse her:  

Reserver


Har du spørgsmål til rundrejsen, sidder vi klar til at hjælpe: 

Kontakt

Dagsprogram

Dag for dag

  • Dag 1: Ankomst til Lissabon og byrundtur i bus
  • Dag 2: Byvandring i Lissabon - mulighed for Fado-middag
  • Dag 3: Lissabon - eller ekstraudflugt til Sintra, Cabo da Roca & Cascais
  • Dag 4: Lissabon - eller ekstraudflugt til Cristo Rei, Azeitao & Setubal
  • Dag 5: Fra Lissabon til Guimaraes - stop i Obidos og Nazaré
  • Dag 6: Douro Dalen med vinsmagning og frokost
  • Dag 7: Byrundtur i Porto inkl. sejltur og portvinssmagning
  • Dag 8: Universitetet i Coimbra og hjemrejse fra Lissabon

Ankomst til Lissabon

Vi lander i Lissabon midt på eftermiddagen og tager på byrundtur med bussen, så snart vi har fået kufferterne og er kommet ud af lufthavnen. Bydelen Belém ligger ud til Tejo-floden og er dybt forbundet med Portugals gyldne fortid. Herfra drog de stolte sejlskibe ud på opdagelsesrejser og erobrede verden. Vi stiger ud på havnefronten, hvor vi kan se det karakteristiske Belém-tårn og monumentet for de store opdagelsesrejser med figurer af bl.a. Vasco da Gama, Henrik Søfareren og Fernao Magellan.

Tæt på strandpromenaden ligger det overdådige kloster Mosteiro dos Jerónimos, som vi besøger. Klosteret er finansieret af handlen med oversøiske krydderier, guld og ædelsten og er et pragteksemplar på den såkaldte manuelinske arkitektur. På vores videre færd gennem byen kommer vi også forbi domkirken Sé de Lisboa, Praca do Comercio-pladsen og - på afstand - slottet Castello de Sao Jorges. Når vi har tjekket ind på hotellet, spiser vi middag sammen på en restaurant i nærheden og samler op på dagens oplevelser.

 

 

Byrundtur i Lissabon - ekstraudflugt til middag inklusiv Fado-sang

I dag skal vi ud at gå i Lissabons snævre og charmerende gader, så det er en god ide at lægge en solid bund til morgenmaden. Vi går til den nærmeste metro-station og kører til byens nedre bydel, Baixa. Det meste af Lissabons centrale bydele er præget af byplanlægningen efter det store jordskælv i 1755, der lagde det meste af byen i ruiner. På et par timers vandring gennem byen ser vi nærmere det elegante Baixa og Avenida-kvarter og det nærliggende Alfama-kvarter, der er præget af smalle gader og kompakte beboelseshuse i charmerende forfald. På toppen af det hele troner det gamle kongeslot Castelo de Sao Jorge, som du kan besøge på egen hånd.

Resten af dagen kan du gå på opdagelse i Lissabon. Byen er bygget på syv høje, og vi kan anbefale de gule, knirkende sporvogne til at bestige højene og til at skifte fra ét kvarter til et andet med. En anden måde at klare højdeforskellene på er ved at tage elevatoren Elevador Santa Justa, som forbinder de laverebeliggende gader i Baixa med de højere beliggende gader ved Carmo-pladsen. 

Lissabon rummer også mange interessante museer og kunstsamlinger, og mange steder kan man også beundre de blålige kakler, der er en stor del af Portugals kunstneriske udtryk. 

Om aftenen kan du tage med til en middag inklusiv underholdning med den karakteristiske Fado-sang, der er en særlig portugisisk disciplin. Middagen bestilles sammen med rejsen.

Lissabon - eller ekstraudflugt til Sintra, Cabo da Roca & Cascais

Hele dagen i Lissabon er til egne eventyr. Det er nemt at komme rundt i byen med metro og sporvogn, og der er rigeligt at se på!
Du kan også tage med på en ekstraudflugt.

Ekstraudflugt til Sintra, Cabo da Roca & Cascais:
Når sommeren blev for varm for de portugisiske konger, drog de ud i skovene vest for Lissabon. I de kølige bakker ligger Sintra med Pena-paladset, der er en skøn blanding af stilarter. Vi besøger paladset og kan sammen beundre de mange udsmykkede rum og ikke mindst udsigten over skoven og Sintra. Udflugten fortsætter så langt mod vest, som vi overhovedet kan komme, for næste stop på turen er Cabo da Roca - Europas vestligste punkt. Neden for fyrtårnet kan vi beundre de skummende bølger, der har samlet energi fra Atlanterhavet og buldrer mod klipperne. Eftermiddagen tilbringer vi i badebyen Cascais, der med sin dejlige sandstrand ligger i en beskyttet bugt ved Tejo-flodens udmunding. Frokost er inkluderet.

Om aftenen er der masser af restauranter nær hotellet, hvor aftensmaden kan indtages

Lissabon - eller ekstraudflugt til Cristo Rei, Azeitao & Setubal

Gå på yderligere opdagelse i Lissabons pulserende butiks-, café- og museumsliv. Besøg fx det imponerende Gulbenkian-museum, der rummer én af Europas bedste kunstsamlinger. Eller tag med på en ekstraudflugt.

Ekstraudflugt til Christo Rei, Azeitao og Setubal.
Dagens ekstraudflugt går syd for Tejo-floden. Straks efter vi har krydset floden via den Golden Gate-agtige bro Ponte 25 de Abril laver vi det første stop. Her bliver vi mødt af Christus-figuren Cristo Reis åbne arme. Inspirationen til statuen er åbenlyst den enorme Kristus-statue i Rio de Janeiro, og den er også næsten lige så stor og imponerende. Har man mod på det, kan man kravle op ad trapperne til piedestalen i 82 meters højde, hvorfra der er en formidabel udsigt over Lissabon. 

Den charmerende vinby Azeitao ligger omgivet af oliventræer og korkege på kanten til Arrabida-bjergene. Byen rummer en lække ualmindeligt smukke villaer og landejendomme, og så er den hovedby for dyrkningen af Moscatel-druer. Vi smager de liflige dråber på en udsøgt vinsmagning. 

Setubal er Portugals tredjestørste havneby med en vigtig fiskerihavn, men vi finder også hyggelige markeder, torve og åbne pladser med masser af butikker og cafeer. Efter en lille spadseretur rundt i byen bliver der tid til at gå på individuelle opdagelser og måske finde et sted i skyggen for at nyde et glas kølig hvidvin. 

Dagens udflugt er inklusiv frokost og vinsmagning.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Lissabon, hvor der igen er mulighed for at udvide kendskabet til det portugisiske køkken.

Fra Lissabon til Guimaraes via Obidos og Nazaré

Straks efter morgenmaden forlader vi Lissabon og kører mod nord. Første stop på rejsen er den smukke, hvide by Obidos. Byen er omgivet af en bymur, hvor vi blandt andet kan beundre flere hundrede år gamle kakler. I modsætning til mange andre middelalderbyer er husene inden for murene stadig beboede, og det vrimler med små butikker, cafeer og restauranter. Prøv fx den lokale kirsebærlikør, Ginginha, der som regel drikkes af et lille chokoladebæger.

Tid til frokost bliver der i den gamle fiskerby Nazaré, som er næste stop på rejsen. I dag er det den brede sandstrand, der trækker gæster til om sommeren. Om vinteren tiltrækkes surfer-folket af de store bølger, der giver ideelle betingelser for denne udgave af vandkunst. På promenaden langs med stranden ligger et stort udvalg af restauranter og caféer, og der er gode muligheder for at få et måltid med friskfanget fisk.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Guimares.
Guimares kaldes også Portugals vugge, da Portugals første konge Afonso Henriques udråbte byen til landets hovedstad. Byens silhuet domineres af borgen Castelo de Sao Miguel, der er byens vartegn. 
Når vi er blevet indkvarteret på hotellet, er det tid til at finde en god restaurant til aftenens middag (ikke inkluderet).

Douro Dalen med vinsmagning

Douro-floden har sit udspring i Spanien og udmunder i Atlanterhavet i nærheden af Porto. På sin vej gennem Portugal slynger floden sig i smukke buer, omgivet af stejle skrænter med terrasser fyldt med vinmarker i snorlige rækker. Landskabet er så særpræget, at det er på UNESCO's liste over verdensarv. På de smalle terrasser dyrkes både druer til røde, hvide og rosévine samt naturligvis til de verdensberømte portvine foruden frugt og grønt som mandler, oliven, ferskner og figner. 

Vi følger så vidt muligt flodens forløb og får de mest betagende udsigt over floddalen i tilgift. Der er mange, små vingårde i området - de såkaldte quintas - og omkring frokost drejer vi ind til én af dem for at få en frokost, som den typisk serveres på disse kanter. Vi smager også gårdens egne vine og hygger i det hele taget, mens vi "indtager" landskabet som dessert. 

Vi er tilbage i Guimares sent om eftermiddagen, hvorefter det er tid til at gå ud og finde aftenens restaurant.

Byrundtur i Porto inkl. portvinssmagning

Porto er Portugals næststørste by og har levet højt på landets forbindelser til kolonierne i Sydamerika og siden vinhandlen med England. De hjembragte rigdomme kommer især til udtryk i de overdådigt udsmykkede kirker som Sao Francisco og Santa Clara. Særlig kendt er Porto også for den ikoniske bro Ponte de Dom Luis I i to etager, der krydser floden og forbinder den nordlige og sydlige del af byen.

Vores byrundtur koncentrerer sig især om byens nordlige side med kvarterne omkring domkirkekvarteret, som er centreret omkring Avenida Dom Afonso Henriques. Vi besøger også Ribeira-kvarteret, hvis stejle gader og kulørte huse ligesom vokser op fra flodbredden mod Portos centrum med domkirken og rådhuset. De snævre gyder og gader er et fascinerende virvar af små butikker, flagrende vasketøj og nytilkomne restauranter. Her leves livet på gaden. 

En del af byrundturen foregår til vands, når vi tørner ud på Douro-floden med en af turbådene, så vi kan se byens farverige profil fra vandsiden. 

På den sydlige flodbred ligger de store portvinshuse side om side, hvor vi slutter byrundturen med en portvinssmagning. 

Når vi er tilbage i Guimares, runder vi dagen af med en fælles middag, hvor der er mulighed for at samle op på alle indtrykkene fra dagene i Portugal.

 

 

Coimbra og hjemrejse fra Lissabon

Straks efter morgenmaden forlader vi det nordlige Portugal og vender næsen mod syd. Hen ad formiddagen når vi frem til Coimbra, som lægger jord til Portugals ældste universitet. Og det er netop universitetet, vi er kommet for at besøge. Perlen i de smukke bygninger er uden tvivl biblioteket Biblioteca Joanina, hvis mere end 300.000 bind står side om side på de indbyggede reoler. Væggene er beklædt med eksotiske træsorter og er rigt udsmykket med malerier, våbenskjold og krummelurer, der skinner af bladguld. 

Efter denne oplevelse for øjne og sjæl er der lidt tid i Coimbra til at finde et godt spisested, hvorefter vi sætter kurs mod lufthavnen i Lissabon. Sidst på aftenen lander vi i København.

Kort

Vis på kort

Galleri

Om prisen

Prisen inkluderer

  • Dansk rejseleder
  • Fly København-Lissabon t/r
  • Gode hoteller med ophold i delt dobbeltværelse
    • 4 nætter i Lissabon
    • 3 nætter i Porto
  • ​Al transport ifølge program
  • ​7 x morgenmad på hotellet
  • 1 x frokost
  • 2 x aftensmad
  • Byrundtur med bus i Lissabon
  • Byvandring i Lissabon inklusiv 2 stk. metrobilletter
  • Entré til Jerónimos-klosteret i Lissabon
  • Besøg i Obidos
  • Besøg i Nazaré
  • Heldagsudflugt til Dourodalen
  • Vinsmagning i Dourodalen
  • Byrundtur i Porto
  • Portvinssmagning i Porto
  • Sejltur på Dourofloden
  • Entré til Universitetet i Coimbra
     

Prisen INKLUDERER IKKE

  • Tillæg for enkeltværelse 2.990 kr.
  • Rådgivnings- og ekspeditionsgebyr, pr. ordre 125 kr.
  • Rejse- og afbestillingsforsikring - kontakt FDM travel
  • Drikkevarer og måltider ikke nævnt i programmet
  • Drikkepenge til lokale guider og chauffører
  • Øvrigt der ikke er nævnt under "Prisen inkluderer"
  • Plads forrest i bussen (række 1-3) 250 kroner pr. person

Om rejsen

Varighed
8 dage

Antal deltagere
Rejsen gennemføres ved minimum 20 deltagere (maksimum 30)

Sprog
På udvalgte seværdigheder vil lokalguiden være engelsktalende. Vores danske rejseleder vil naturligvis være behjælpelig med oversættelse.

Transport
Rejsen gennemføres i gode 3-4 stjernede busser.

ekstra oplevelser

Dag 2
Fado middag - 525 kr.*

Dag 3
Sintra, Cabo da Roca & Cascais - 500 kr.* 

Dag 4
Cristo Rei, Azeitao & Setubal - 525 kr *

*Ekstraudflugter bestilles sammen med rejsen og gennemføres ved min. 15 deltagere.

Datoer & reservation

Afrejsedatoer

-
Flyv fra København
9.990 kr.
-
Flyv fra København
9.990 kr.

fdm medlemsrabat

  • FDM medlemmer får rabat på 500 kr. per person på nævnte priser
  • Er du ikke medlem, kan du tegne medlemskab på fordelagtige vilkår ved bestilling af rejsen


Angivne priser er inklusive rabat på 1,5% for betaling med dankort, gavekort eller bankoverførsel.

Praktisk information

Klima
Portugal er et af de varmeste europæiske lande, og er karakteriseret ved varme somre og milde vintre. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger mellem 13 og 18 grader.  

     JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC 
LISSABON            
Dagtemperatur 141517202125272826221715
Nattemperatur  8  8101213151717171411  9
Nedbør (mm)11176109544416161617171514
             
PORTO            
Dagtemperatur131416182023252524211714
Nattemperatur  5  5  8  9111315151411  8  5
Nedbør (mm)159112147868741202651105148168

 

Tidsforskel
Portugal er én time bagud i forhold til Danmark.
 

Sprog
Fællessproget er portugisisk. Mange portugisere er dog rigtig gode til engelsk, så kommunikationen er sjældent et problem. 
Pr. januar 2019 er kursen ca. 1 Euro = 7,5 DKK.

Visum og pas
Portugal er visumfrit indtil 90 dage, og passet skal være gyldigt under opholdets varighed.

 
Vaccination
Vi anbefaler at du taler med din læge eller Danske Lægers Vaccinationsservice angående eventuelle vaccinationer til denne rejse. 
 

Penge og valuta
Den lokale valuta er Euro. Langt de fleste kreditkort benyttes til betaling i butikker, restauranter og hoteller.

 

Drikkepenge
Drikkepenge på restauranter, barer og i taxier er ikke påkrævet, men er man tilfreds med servicen er det almindeligt at runde betalingen op med fx 5-10% til et helt beløb. Drikkepenge inden for turismen er som i mange andre lande også normalt. På vores rejser har vi lokale guider og chauffører, der følger gruppen og hjælper rejselederen med at få hele arrangementet til at fungere. Som tommelfingerregel hertil kan hver deltager beregne drikkepenge i størrelsesorden svarende til ca. 2 Euro pr. dag, der fordeles mellem lokale guider og chauffører. Betaling af drikkepenge er naturligvis frivilligt og følger ens egen tilfredshed med arrangementet. 
 

Elektricitet
Der bruges 220V som i Danmark, og normalt bruges samme stik som i Danmark. 

Kontakt