Spis i Lissabon

smag på en portugisisk specialitet

Den første dag i Lissabon kan du slentre ad den fine boulevard Avenida da Liberdade og gennem gågaderne ned til den store smukke plads Terreiro do Paço ved Tejo-flodens bred. Du kan også tage sporvognen, så du let og hurtigt kan komme igennem Lissabons travle gader. Når det er tid til frokost, er der altid en masse lækre restauranter omkring i Lissabons gader, som serverer smagsfulde lokale retter. Prøv også pastel de nata, som er en portugisisk dessertkage. Du skal heller ikke snyde dig selv for et glas portvin, som er en god måde at slutte sin dag på.

Inspiration

Tag sporvognen

Hop op i sporvogn nr. 15 til Belem. Her besøger du først det flotte Jeronimus-kloster, og dernæst kan du tage en lille pause i konditoriet Pasteis de Belem. Her frister stedets berømte kager i selskab med en god kop kaffe. Slap af her og nyd stemningen i Lissabon. Skrån over den trafikerede gade til Henrik Søfareren-monumentet og gå dernæst langs flodbredden til Belem-tårnet. I dette område af Lissabon er der flere museer, der måske kan friste, fx Karetmuseet og det maritime museum.

Tid til frokost

Spis frokost på en af de mange hyggelige lokale restauranter i Rua Vieira Portuense, der ligger ud mod parken mellem klostret og Belem Palace. Kør tilbage til centrum af Lissabon og gå op i Chiado-kvarteret til São Roque-kirken med det pragtfulde kapel i barok stil. Herfra fortsætter du til parken, Miradouro de São Pedro de Alcântara, hvorfra du kan nyde den fantastiske udsigt over Lissabon.

Nyd et glas portvin

På den anden side af gaden lokker portvinsinstituttet, Solar do Vinho do Porto, måske til et besøg med smagsprøver. Lige ved siden af parken kan du tage Gloria-elevatoren den stejle vej ned ad bjerget. Den har gjort turen siden 1885. Et godt bud på et sted til din aftensmad kunne være en af de mange restauranter i Bairro Altos små snørklede gader. Så er der ikke langt til en bar, hvor din første aften i Lissabon kan sluttes af med en drink.

Kort

Vis på kort