Restauranten Casa Pepa i Carratraca

Frokost på ægte pansk manér

I byen Carratraca, godt en times kørsel ind i det bjergrige bagland fra Malaga, venter der en landlig og helt igennem charmerende restaurantoplevelse hos Casa Pepa. Her træder du direkte ind i en livlig og ofte propfyldt dagligstue med selskaber, der rummer op til fire generationer, og en stemningen så løssluppen, højlydt og herlig, som det kun findes i Sydeuropa. Der er ingen menu, og du får lov at spise, hvad der bliver serveret. Til gengæld er det gedigen, hjertevarm og rustik spansk husmandskost, når det er bedst. Hos Casa Pepa er det middag på ægte spansk manér.

Til familiefest med spanierne

Hvis ikke det var for den lange kø af mennesker der venter på et bord, så ville det være som at træde direkte ind i en spansk hjem, når du besøger Casa Pepa. Sorthvide familiefotos fra et fuldt liv, kitschet kunst og keramik og tunge møbler skaber en intim atmosfære. Larmen kan være en smule overvældende, når store som små sidder tæt bænket rundt om borde med pyntedug, og bugnende sølvterriner og ukurante porcelænsfade bliver sendt rundt. En spansk kvinde med en mormors imødekommende, men lidt strikse blik holder øje med at alle får serveret.

Her er der ingen menu at vælge fra du får serveret det, der er - men så kan du også spise så meget du vil af de ofte fire retter mad. Og det er rørende billigt. Du skal besøge stedet her, fordi det er noget af det tætteste du kommer på at være til spansk familiefest. Det er absolut herligt, og et besøg på den åbenhjertige restaurant er absolut en af de madoplevelser i Andalusien, vi varmest kan anbefale.

Det perfekte frokoststop

Frokosten serveres fra kl. 13.30 - og det kan godt betale sig at bestille bord, da restauranten er noget af et tilløbsstykke. For selvom Carratraca kun har i omegnen af 1.000 indbyggere, kommer familier gerne fra hele provinsen for at samles om Pepas hjemmelavede mad. Derfor har Pepas børnebørn også åbnet den tilstødende bar, La Bocacha, der er lidt mere moderne, men med samme hjemlige atmosfære. Med blot en times kørsel fra både Malaga og Ronda og kun otte kilometer til Ardales Nationalpark og den berømte Caminito del Rey, er Carratraca det perfekt frokoststop på jeres kør-selv-ferie i Andalusien.


"Carratraca er en helt vidunderlig lille by, som det godt kan betale sig at udforske. Med en gammel tyrefægterarena hugget ind i klippen, et termisk spa og den berømte Ardales-grotte ikke langt derfra, er der oplevelser nok til bygge appetitten op før frokost hos Casa Pepa.

- Ditte, Rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort