Grotterne på Mallorca

Under jordoverfladen på Mallorca

Mallorca har mere end 300 grotter og drypstenshuler fordelt på øen med spændende underjordiske landskaber. Nede i grotterne får man følelsen af at være et sted mellem helvede og paradis, for her er klamt, mørkt og fugtigt, men grotterne er ufatteligt fascinerende. Det er nærmest som et eventyrland, når du bevæger dig rundt blandt de forskellige drypstensformationer, der forestiller bjerge, iskrystaller eller noget tredje. Kun fantasien sætter grænser. De mest kendte grotter på Mallorca er Cuevas del Drach, Cuevas del Hams og Cuevas de Arta, som kan opleves på østkysten, mens Cuevas de Campanet, for foden af Tramuntana-bjergene, er mindre turistet.

Inspiration

Dragegrotterne er Mallorcas største grotte

Cuevas del Drach, også kendt som Dragegrotterne, ligger i udkanten af den hyggelige havneby Porto Cristo. Her finder du den største underjordiske grotte på Mallorca, og der venter dig lidt af en eventyrrejse, når du bevæger dig ned i grottedybet til en af verdens største underjordiske søer, Martel, og fantastiske lysformationer, der kaster flotte farvenuancer på de unikke stalakitter og stalagmitter. Sidst på turen i den forunderlige grotte kan du nyde øjeblikket, hvor musikere i små robåde sejler rundt på søen og spiller klassisk musik. Så bliver det hele lidt mere eventyrligt.

En af de mere ukendte grotter på Mallorca

50 meter nede i underverdenen på midten af Mallorca kommer du til Cuevas de Campanets godt 400 meter lange drypstenshuler. Turen rundt i grotten er mere afslappet end de mere turistede grotter på den østlige del af Mallorca, samtidig er Cuevas de Campanet også mere naturlig og autentisk uden kulørte lampe eller musik. Historien om grotten er så skøn som grotten selv. Helt tilfældigt blev Cuevas de Campanet opdaget i 1945, da bonden, der ejede jorden, ville grave en brønd. Under jorden fandt han dette naturlige vidunder med de underjordiske stalakitter og stalagmitter.

Kort

Vis på kort

Oplev Mallorca