Rambla del Raval i Barcelona

en oase af lys og luft

Bydelen El Raval i Barcelona er et tæt befolket kvarter syd for Ramblaen. På din ferie kan du i El Raval opleve en spændende blanding af gamle kultbarer, multietnisk befolkede boligkaréer, butikker med alt fra indiske krydderier til marokkansk tøjmode, tattoo-værksteder samt hele gader dedikeret til den dystre, men også lidt humoristiske, goth-mode. Enkelte trendy café-restauranter er tillige dukket op i den spraglede bydel. Siden OL i 1992 har myndighederne systematisk tyndet ud i de mest hærgede boligblokke i El Raval og skabt små oaser af lys, luft og kulturtilbud. På din ferie kan du opleve et af bedste eksempler på dette - den forholdsvis nyanlagte forgængerpromenade, Rambla del Raval, er blevet et fristed med fortovsrestauranter, friluftskoncerter, markedsboder, palmer og en kæmpestor katteskulptur af colombianeren Fernando Botero.

Kort

Vis på kort