Ruta de los Pueblos Blancos

Sydspaniens smukkeste køretur

Hæsblæsende hårnålesving, betagende bjergsider og lokal landsbycharme. De hvide landsbyers rute tager jer med fra overdådig natur i nationalparken Sierra de Grazalema til intime caféoplevelser i hvide småbyer. Det naturskønne vejnet vest for Malaga og Sevilla byder på regionens flotteste strækninger og sikrer store oplevelser undervejs på jeres kør-selv-ferie i Andalusien.

Inspiration

Andalusiens hvidskurede skatkammer

Den sydspanske region er kendt for sine hvide landsbyer, der pryder det grågrønne bjerglandskab som sukkerknalder strøet ud med rund hånd. Her finder I små restauranter, charmerende pladser og lokal imødekommenhed. Zahara de la Sierra i den nordlige del af Grazalema sikrer turens bedste udsigt med sit imponerende middelalderslot, der troner højt over byen, mens Olvera byder på smalle gader og et kirkebesøg i den knejsende Nuestra Señora de la Encarnación. De fine landsbyer med sirligt malede karme og farverige potter på husmurene står i kontrast til landskabets voldsomhed.

Køreturen er en krybende bølgegang mellem dramatiske tinder, skrånende bjergsider og dybtliggende dale. Snoede bjergveje og stejle strækninger forbinder de hvide småbyer og tager jer gennem imponerende natur: fra porøse bjerge og golde månelandskaber til frodige olivenlunde og strålende solsikkemarker. Ruta de los Pueblos Blancos er en længere køretur end motorvejene, når I skal rejse mellem regionens storbyer, men den er absolut en omvej værd.

Frokost med de lokale

Undervejs på Ruta de los Pueblos Blancos er det godt givet ud at holde ind i en af de små landsbyer og nyde et måltid. Byen Ubrique er et oplagt valg. Den ligger i udkanten af Sierra de Grazalema og er kendt for sine garverier, omfattende læderproduktion og yndige skindfabrikker – Fabricas de articulios de piel – der ligger side om side langs den palmeflankerede Avenida de Los Callejones. På en sidegade finder I en lille café i en kridhvid bygning med grønne karme. Højrøstede spanske gloser strømmer ud ad den smalle dør med skiltet ”Bar Lobato”.

Indenfor prydes det aflange lokale af slidte træmøbler, brunt klinkegulv og skinker, der hænger i barens loft. Et ægtepar deler en sandwich, mænd med cruzcampo-øl på bordet læser avisen og tjenerne langer bestillinger over disken til de mange lokale, der henter deres frokost her. Bar Lobato har det mest imponerende udvalg af bocadillos – spanske sandwichs – og er et charmerende stop på køreturen mellem de hvide landsbyer på Ruta de los Pueblos Blancos.

 


"VED BYEN CORTES DE LA FRONTERA FINDES SPANIENS STØRSTE KORKSKOV. DET ER EN HELT SPECIEL OPLEVELSE AT KØRE PÅ RUTA DE LOS PUEBLOS BLANCOS OG SE HALVNØGNE TRÆER, HVOR BARKEN ER HØSTET. Besøg korkbutikkerne i regionens storbyer og køb en særlig souvenir med hjem."

- Mette, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort