Kør videre fra Pretoria

Det er nemt at køre til Kruger fra Pretoria

Du kan let og overskueligt bestille billeje i Johannesburg, så den står klar til dig i lufthavnen, når du lander og skal videre til Pretoria. Skal du fortsætte din kør-selv-ferie i Sydafrika fra Pretoria, er der fx 4-5 timers kørsel til Kruger National Park – men der er masser af muligheder for at stoppe undervejs. Stik nord ligger Limpopo provinsen med naturområder og varme kilder. Skal du hele vejen til Cape Town har du et par tusinde kilometer foran dig med nationalparker, smukke kyststrækninger, de dramatiske Drakensberg bjerge og meget mere. Hvilken vej vælger du?

Inspiration

Østpå til Kruger National Park

Hovedvej N4 fører direkte til den sydligste del af Kruger National Park. Undervejs passeres drypstenshulerne Sudwala Caves kort før Nelspruit. Du kan sigte mod de sydligste indgange til Kruger (Malelane, Crocodile Bridge) eller dreje mod nord, ad en af de mange små veje, der går gennem skove og lækre frugtplantager op til det centrale Kruger. Kig efter skilte til indgangene Numbi, Phabeni eller Kruger Gate.

Nordpå gennem Limpopo

Hovedvej N1 går direkte mod nord til Zimbabwe, Zambia og resten af Afrika. Det første stykke går gennem provinsen Limpopo med bl.a. naturområdet Waterberg og de varme kilder ved Bela Bela. Den nemmeste vej til den nordlige del af Kruger følger også N1 et stykke af vejen. Drej til højre i Makhado. N1 er også nemmeste vej til den midterste del af Kruger og Balule. Her skal du dreje fra i Polokwane og igen i Mica. Mod nordvest går N4 til Pilanesberg og Sun City og Madikwe Game Reserve ved grænsen til Botswana.

Sydpå til Johannesburg

N1 og R301 ta'r dig til Johannesburg. R301 passerer undervejs den store internationale lufthavn, OR Tambo.

Rovos Rail - togtur ud over det sædvanlige

Capital Park, Pretoria er Rovo´s Rail private station og udgangspunkt for mange togture i Sydafrika. Stationen blev oprindeligt brugt som vedligeholdelsesværksted for Sydafrikas statsbaner, men er siden blevet totalt ombygget i 1999 af Rovos Rail. Området er blevet udviklet og danner nu en smuk og perfekt base for et af verdens bedste togselskaber.

 

Kort

Vis på kort

Oplev Sydafrika - Skab din egen historie