Frihedsgudinden i New York

Nationalsymbolet over dem alle

Findes der noget større ikon og nationalsymbol end Frihedsgudinden i New York? Næppe – og hun er bestemt et besøg værd, men det kræver lidt planlægning i god tid, hvis man vil sikre sig den ultimative oplevelse, nemlig at komme op i ”kronen” – hovedet med det syv-piggede diadem der peger ud på og symboliserer de syv verdenshave. Selvom Frihedsgudinden er et symbol på både New York og USA, så er hun faktisk fransk.

Den 93 m høje kvinde (inkl. sokkel) hedder egentlig "La Liberté Éclairant le Monde" ("Frihed oplyser verden"), og var en gave til New York fra det franske folk i 1886. Hendes funktion var at byde alle velkommen, når de sejlede ind i havnen - turister og immigranter såvel som hjemvendte amerikanere. Og det har Frihedsgudinden så gjort lige siden. Selvom statuen tilhører New York er Liberty Island reelt placeret i New Jerseys del af havnen, hvilket har skabt en del debat om ejerskabet gennem tiden.

Inspiration

Oplev hende fra kronen

Turistbådene fragter dagligt tusindvis fra Manhattans sydspids, Battery Park til Frihedsgudinden, Liberty Island. Det er vigtigt, at bestille billetter på forhånd, da der kun er adgang for 30 personer pr. time.

Du bliver taget godt imod af venlige medarbejdere når du ankommer til Liberty Island, som hjælper dig op i toppen af statuen. Udsigten fra kronen er enestående og du kan studere alle detaljerne ved Frihedsgudinden på nærmeste hold. Hun tager fuldstændigt pusten fra dig, og det skyldes ikke bare de 354 trappetrin derop.

Oplev hende fra vandet

New York er en dyr by at opholde sig i, så det kan være en god ide at benytte sig af et par gratis glæder. Det kunne fx være en sejltur med Staten Island-færgen, som forbinder det sydligste Manhattan med øen Staten Island. Den 10 kilometer lange tur tager cirka en halv time hver vej, og undervejs har du direkte udsigt til Frihedsgudinden og Ellis Island. Har du tid, så gå i land og nyd den fredelige atmosfære på Staten Island. Det er en behagelig afveksling til det hektiske storbyliv på Manhattan i New York.

Statue of Liberty Museum

På museet kan du se, hvordan dette kæmpe bygningsværk/kunstværk blev til, orientere dig om historien bag samt se, hvilken rolle den høje, grønne dame spiller i nutiden. Der er naturligvis også mulighed for at stille både sult og tørst, og hvis vejret tillader det, bør du tage gåturen langs vandet rundt om soklen, hvor det virkelig går op for dig, hvor kæmpestor statuen af Frihedsgudinden er.

Kort

Vis på kort