Aktiv ferie blandt røde klipper og ørken i det sydvestlige USA

15 dages kør-selv-forslag til aktiv ferie fra las vegas til denver

Et brag af en kør-selv tur til jer, der gerne vil være aktive undervejs i de vidunderlige naturområder, der besøges på turen. Hver dag giver jeg mulighed for at cykle eller vandre i nogle af USA's mest fantastiske National & State Parks. l besøger bl.a. Zion, Bryce og Capitol Reef National Parks. 

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget, så antallet af nætter passer til jeres personlige drømmerejse gennem sydvestlige USA.

Fra 10.385 kr.
pr. person i dobbeltværelse for 15 dages kør-selv-ferie med hotel og billeje, 1 dags cykelleje og masser af anbefalinger til vandre- og cykelture undervejs.

Rejseperiode:
April - oktober

Startdag:
Daglig

Varighed:
15 dage/14 nætter

Længde:
1.675 km

Vi skræddersyer din kør-selv-ferie
- kontakt vores rejsespecialister:

Få et tilbud

 

 

Turens aktive højdepunkter

  • Vælg mellem mange forskellige vandreruter i Red Rock Canyon National Park, Nevada 
  • Oplev spændende vandreruter i Valley of Fire, Nevada
  • Kør på cykel ad Pa’rus Trail i Zion National Park, Utah 
  • Oplev den 40 meter lange Hickman Natural Bridge i Capitol Reef National Park, Utah
  • Se de bjergtagende landskaber via cykelruterne i Dead Horse State Park, Utah
  • Se østsiden af Vail Mountain på Village Trail-ruten, Colorado 
  • Oplev Arches National Park til fods, Utah
  • Besøg Seven Falls, og tag vandreturen til Inspiration Point ved Colorado Springs, Colorado 
  • Oplev storbyens puls i Denver på den populære Denver RiNo-rundtur, Colorado  

Dagsprogram

Dag for dag

Dag 1: Las Vegas, Nevada
Dag 2: Las Vegas
Dag 3: Las Vegas - Zion National Park, Utah (260 km)
Dag 4: Zion National Park
Dag 5: Zion National Park - Bryce Canyon National Park (140 km)
Dag 6: Bryce Canyon - Capitol Reef National Park (190 km)
Dag 7: Capitol Reef - Arches National Park - Moab, Utah (220 km)
Dag 8: Moab - Dead Horse Point State Park - Moab (110 km)
Dag 9: Moab - Grand Junction, Colorado (180 km) 
Dag 10: Grand Junction - Vail, Colorado (235 km)  
Dag 11: Vail
Dag 12: Vail - Colorado Springs, Colorado (225 km) 
Dag 13: Colorado Springs  
Dag 14: Colorado Springs - Denver (115 km) 
Dag 15: Denver  

Las Vegas, Nevada

Efter ankomst til Las Vegas International Airport afhenter i jeres bil og kører til hotellet. Det første møde med ørkenbyen i Nevada giver altid et usletteligt indtryk. 

Vegas (som byen populært kaldes) er meget andet end the Strip: North Las Vegas udvikler sig voldsomt i disse år, og området omkring den overdækkede gågade Fremont Street med nogle af de klassiske Vegas-kasinoer, er ved at blive hipt igen med nye, spændende barer og butikker. Og så må I naturligvis ikke gå glip af det store lysshow på undersiden af taget over Fremont Street, som får nattehimlen til at lyse op i Las Vegas-stil. 

Shopping hører med til et ophold i Las Vegas, og det ene store shoppingcenter efter det andet frister langs The Strip. Kig ind i Forum Shops i Ceasars Palace eller det endnu mere mondæne Grand Canal Shoppers i The Venetian. Men der findes også en række factory outlets i Las Vegas, hvor specielt de 150 butikker i Las Vegas Premium Outlet North kan anbefales. Er I mere til kultur, så besøg Atomic Testing Museum i Las Vegas, der fortæller historien om atomprøvesprængningerne i Nevadaørkenen i 50’erne og 60’erne. Når mørket falder på, så kør op til Fremont Street i det nordlige Las Vegas og nyd lysene fra de gamle klassiske kasinoer. Las Vegas er meget andet end The Strip.

Las Vegas

I dag har I mulighed for at se en helt anden side af Las Vegas ved at besøge Red Rock Canyon, som ligger umiddelbart vest for "syndens by" i Nevadas del af Mojaveørkenen. Red Rock Canyon byder på et smukt, lagdelt klippelandskab med tårnhøje røde sandstensklipper, vandfald på visse årstider, gigantiske rullesten og meget mere. Der findes over 20 forskellige vandreruter, så der er masser af valgmuligheder, hvad enten I vælger at vandre i de dybe floddale eller cykle ad den ensrettede naturskønne rute Scenic Loop Drive.

Det kan også anbefales at lægge vejen forbi Red Rock Canyon Visitor Center, hvor I kan se indendørs og udendørs udstillinger samt et reservat for ørkenskildpadder og få anbefalinger til vandreture.
 

Las Vegas - Zion National Park, Utah (260 km)

I forlader Las Vegas og sætter kursen mod det sydvestlige Utah og Zion National Park, som har været hjemsted for både gamle indianske kulturer og nybyggere. Her har I mulighed for at fotografere et af de mest seværdige klippelandskaber i USA, få indblik i parkens rige dyreliv og se mere end 1.000 forskellige plantearter. Efter frokost henter I jeres forudbestilte lejecykler og følger den asfalterede sti Pa’rus Trail op til toppen af floddalen (inkluderet). Herfra vil de cykelglade kunne nyde en fantastisk udsigt over parken fra Zion Canyon Scenic Drive og udse sig spændende steder, der kunne være værd at besøge til fods. Cykelturen ad den naturskønne rute er 9,5 km lang og giver jer mulighed for at udnytte jeres tid i parken optimalt.

Undervejs til Zion National Park er det oplagt at tage en afstikker til Valley of Fire, der er Nevadas ældste state park, og her vil i opleve røde klippeformationer, kaktusser og snoede veje. Navnet stammer fra de røde, imponerende sandstensformationer, der blev dannet af store sandklitter for omkring 150 millioner år siden. Når solens stråler rammer klipperne, ligner det til forveksling, at der er gået ild i dem. I parken findes mange gode vandrester.  
 
VIDSTE DU...
Den første nationalpark blev oprettet i 1872, og i dag omfatter The National Park System 402 områder i stort set alle stater i USA. Områderne omfatter nationalparker, monumenter, slagmarker, historiske parker, sø- og kystområder, floder samt trails - og Det Hvide Hus i Washington. Der opkræves typisk 30 USD ved indgangen til en nationalpark, så derfor er det en god ide at købe et årskort med adgang til alle parkerne for 4 voksne - og naturligvis en bil.

Zion National Park

I dag lader I cyklen stå og udforsker Zion til fods, og der er mange forskellige vandreruter at vælge imellem. Zion National Park har shuttlebusser, som kører gæsterne til deres ønskede vandrerute. Vandreruterne inkluderer blandt andet Chamberlain’s Ranch, som er det primære startpunkt for ruten Zion Narrows Top-Down, Birch Hollow, som er en populær rute blandt gæster, der ønsker at prøve kræfter med bl.a. rappelling, og East Rim, som benyttes af de fleste vandregæster, der gerne vil besøge Observation Point, Weeping Rock og Deertrap Mountain.

Vi anbefaler også et besøg på Zion Human History Museum, som fortæller historien om den indianske kultur og nybyggerne via lærerige videoer og udstillinger. Der er også mulighed for at købe kort og på den måde tage et stykke af historien med hjem.

Zion national Park - Bryce Canyon National Park (140 km)

Efter Zion er det tid til at opleve en anden af Utahs unikke destinationer, nemlig Bryce Canyon National Park. Bryce Canyon er berømt for sine klippespir, de såkaldte hoodoos, fire primære udsigtspunkter og en række naturlige amfiteatre eller kedler. Tre af de bedste vandreture i området er Navajo Loop, som er den mest populære vandretur blandt parkens gæster, Fairland Loop, hvor der er mulighed for at tage billeder af hoodooerne, og Sunset Point, hvor I kan komme tæt på fuglelivet og se udsigten over Silent City, en gigantisk samling af hoodooer.

Hvis I er til mere actionprægede aktiviteter, kan I leje en firehjulet motorcykel, også kaldet en ATV, og udforske Red Canyon og den nærliggende National Forest.

Bryce Canyon - Capitol Reef National Park (190 km)

Fortsæt rejsen gennem Utah ad naturruten Scenic Byway 12, som forbinder Bryce Canyon med Capitol Reef National Park i det sydlige og centrale Utah. Følg vejen, som slynger sig gennem smukke og forskelligartede landskaber lige fra forhistorisk havbund til en af verdens højest beliggende bjergskove og fra de utroligste lyserøde og rustrøde stenformationer til åbne bynkebevoksede sletter.

Capitol Reef National Park er fyldt med klipper, floddale, hævningsstrukturer og naturlige klippebroer, som indbyder til fordybelse i planter, dyreliv og geologi og til at lære om de miljømæssige faktorer, som gør denne destination så alsidig. Tilbring eftermiddagen med at vandre i Fruita-området, der også er kendt som "Wayne Countys paradis", hvor I kan opleve den 40 meter lange naturlige klippebro Hickman Natural Bridge. I kan også tilkøbe en ridetur, som giver jer mulighed for at opleve Capitol Reef National Park fra en ny vinkel.

Capitol Reef - Arches National Park - Moab, Utah (220 km)

I dag går turen til byen Moab, hvortil besøgende fra hele verden flokkes for at se det røde klippelandskab i Arches National Park og Coloradoflodens kølige vand. Moab er en hyggelig og gæstfri by, som har det perfekte klima til forskellige arrangementer, festivaler og friluftsaktiviteter. I området omkring Moab findes der et stort udvalg af vandreruter for ethvert publikum. Vi anbefaler ruten Morning Glory Bridge Trail, hvor I kan opleve den 74 meter lange naturlige klippebro.

Slut dagen af med et aftenarrangement med parkens naturvejledere, hvor der er mulighed for at kigge stjerner, hvis vejret tillader det.

Moab - Dead Horse Point State Park - Moab (110 km)

Moab er et perfekt sted at tilbringe en hel dag på cykel, da området byder på et stort udvalg af forskellige ruter for begyndere, let øvede og øvede motionscyklister. Ruterne omkring Moab omfatter Dead Horse Point State Park, som grænser op til Canyonlands National Park og egner sig til motionscyklister på alle niveauer, Hurrah Pass, som er en naturskøn grussti med udsigt til floddalens sider, og Monitor Merrimac, som byder på spændende dinosaurspor og -knogler.

Hvis I foretrækker at udforske området til fods, er der masser af flotte dagture at vælge imellem. De giver jer mulighed for at komme helt tæt på de steder, der gør Moab til en af de mest unikke destinationer i Utah. Vi kan blandt andet anbefale ruterne Amphitheater Loop, Corona Arch Trail, Fish Tower Trail og Hidden Valley Trail.

Moab - Grand Junction, Colorado (180 km)

Nu forlader I Utahs smukke natur og sætter kursen mod byen Grand Junction, som ligger i Colorados Western Slope-område. Her er der masser af aktivitetsmuligheder. Tag turen ad en af de mange vandreruter i Colorado National Monument, som slynger sig blandt røde sandstensmonolitter og floddale, og følg Dinosaur Hill Interpretative Trail, som ligger i McInnis Canyon National Conservation Area, hvor I kan få viden om de spændende fund, der er gjort på udgravningsstedet.

Grand Junction - Vail, Colorado (235 km)

I dag ankommer I til Vail, som er en bjerglandsby beliggende i White River National Forest i hjertet af Rocky Mountains. Vail er et populært sted, som er kendt for sine vintersportsaktiviteter, vandreruter og kulturfestivaler, og det er desuden stedet, hvor de seriøse skiløbere kommer. Området er ideelt til mountainbiking, så det er oplagt at hoppe på cyklen og køre en tur rundt på den østlige side af Vail Mountain ad stien Village Trail, som egner sig til motionscyklister på alle niveauer.

Efter en dag på cyklen anbefaler vi, at I tager til nabokommunen Eagle County, hvor der er restauranter i verdensklasse og masser af barer, hvor I kan nyde en drink sammen med de lokale.

Vail

Dagen i dag tilbringes også på Vail Mountain, hvor der er frit valg mellem alle områdets spændende vandreruter. Her er mulighed for at nyde de vilde blomster, tage billeder af den fantastiske udsigt over de omgivende bjergkæder og måske få et glimt af områdets dyreliv.

Tag eventuelt turen op til toppen af bjerget med svævebanen Eagle Bahn Gondola, og følg vandreruten Fireweed Trail gennem skoven til Mid-Vail. I kan også vælge den mere udfordrende rute Berrypicker Trail eller ruten Grand Escape Trail, som byder på en spektakulær udsigt. Hvis I har lyst til lidt mere actionprægede aktiviteter, kan vi anbefale aktivitetsparken Epic Discovery, hvor I bl.a. kan prøve en svævebane og en bjergrutsjebane
.

Vail - Colorado Springs, Colorado (225 km)

Turens næste stop er Breckenridge, som er en charmerende mineby og en populær destination for friluftsentusiaster. Herfra fortsætter I til Hoosier Pass, som ligger i vandskellet, og derefter til Wilkerson Pass, hvorfra der er en flot udsigt over det flade slettelandskab med bjergene i baggrunden. I ankommer nu til Rocky Mountains' østlige fod ved Colorado Springs og sætter kursen mod North Cheyenne Cañon Park umiddelbart sydvest for byen.

North Cheyenne Cañon Park har mere end 64 km vandre- og cykelruter, og I kan vælge at cykle eller vandre gennem vild natur, der strækker sig fra prærie til bjergtinder. Vi anbefaler blandt andet vandreruten Silver Cascade Falls Trail og ruten Spring Creek Trail, der forbinder ruterne Captain Jacks Trail og Columbine Trail, som benyttes af både vandre- og cykelgæster.

Colorado Springs

Sørg for at få mest muligt ud af jeres sidste hele dag i Colorado Springs, før det er tid til at forlade den vilde natur. Besøg Garden of the Gods Visitor and Nature Center, som tilbyder gratis rundvisninger med en naturvejleder eller vandreture, I kan tage på egen hånd.

Efterfølgende kan I besøge vandfaldene Broadmoor Seven Falls og tage vandreturen til Inspiration Point, som er opkaldt efter den amerikanske digter, forfatter og aktivist Helen Hunt. Ved Seven Falls er der mulighed for at købe gaveartikler eller søde sager med hjem eller besøge galleriet Rockhounds at The Eagles Nest Gallery, hvor I kan se mineraler og fossiler af høj kvalitet. Afslut dagen med en middag på en af de mange restauranter i Colorado Springs. Her er alt lige fra gourmetrestauranter til rustikke udendørs spiseoplevelser med mad lavet af lokale råvarer.

Colorado Springs - Denver (115 km)

Nu lægger I bjergene bag jer og sætter i ro og mag kursen mod Denver. På vejen er der tid til et besøg på U.S. Airforce Academy, hvis I har lyst.

I Denver kan I gå på opdagelse i det historiske kvarter i centrum, som daterer sig tilbage til pionertiden, og besøge Molly Brown House Museum – huset, som tilhørte Molly Brown, der blev berømt for at have overlevet Titanics forlis. I har også mulighed for at tage på en guidet rundtur i RiNO (River North Art District) med besøg på lokale madsteder, hvor I kan smage på varerne i storbyen med de 200 mikrobryggerier.

Denver

Turen nærmer sig sin afslutning og I kører til lufthavnen i Denver og afleverer jeres bil. Det er tid til at vende næsen hjemad - med mindre I forlænger opholdet og tager videre ud på flere spændende eventyr i området. 

KORT

Vis på kort

GALLERI

PRISER

Fra 10.385 kr.

Prisen inkluderer

  • 14 hotelovernatninger i valgte kategori
  • 14 dages billeje inkl. forsikring
  • 1 dags cykelleje i Zion National Park
  • Personlig rejsehåndbog på dansk


Prisen INKLUDERER IKKE

  • Flybillet
  • Måltider
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

Der kan vælges mellem følgende hotelkategorier: 
Standard og Superior.

I programmet nævnes flere cykelture:
Sammen med rejsedokumenterne vil I modtage en liste over steder, hvor I nemt kan leje cykler.

Personlig rejsehåndbog
På det første hotel vil I få udleveret den personlige rejsehåndbog, der beskriver jeres kør-selv-ferie samt de mange cykel- og vandremuligheder. 

 

ekstra oplevelser

I kan fx forlænge rejsen med en nat eller to i Las Vegas, hvor turen starter, eller i Denver, hvor turen slutter. Det er også muligt at lægge en ekstra nat ind på de steder der overnattes undervejs. 


 

FÅ ET TILBUD

Intern kommentar

Salgsinfo:

NYHED for 2019.

Leverandør: ATI

Turnavn: American Outback   

Bemærk, at denne tur ikke kan "pilles" fra hinanden. Ruten skal følges, da den er specielt fremstillet til Bike & Hike, men nætter kan lægges til eller trækkes fra. 

Kode for 2019: xxxxxxxx

Standard fra 1081 USD net
Superior fra 1282 USD net

Børn under 12 år, der deler værelse med 2 voksne i værelse uden ekstra senge: Pris Net 49 USD = 395 kr.. 

Alle priser ligger på videnportalen


KURS: 6,45

Udregning:
Standard-tur FRA:
Net 1081 usd/ brutto 1.351 USD = 8.716 kr. pp

Billeje - 14 dage grp A:
Brutto 518 USD = 3.342 = 1.671 kr. pp

I alt FRA 10.385 kr. pp i dbl.vær.

Børn under 12 år, der deler værelse med 2 voksne i værelse uden ekstra senge: Pris Net 49 USD = 395 kr.