Livsnydertur i Sydstaterne med kør-selv og krydstogt på Mississippi

15 dage i sydstaterne med kør-selv og flodkrydstogt på mississippi

Bo som Scarlett O'Hara i 'Borte med Blæsten' på nogle af de kendte sydstatsplantager og oplev tiden fra lige før den amerikanske borgerkrig  og hop derefter ombord på hjuldamperen American Queen, der sejler på Mississippi fra New Orleans gennem hjertet af Dixie til Memphis. Drøm jer væk til de dage, hvor Mark Twain lod Huckelberry Finn lave drengestreger langs Mississippis bred, lyt til Elvis’ sprøde stemme, oplev feststemningen i Bourbon Street og duften af krydret cajun-mad på en rejse med en af de flotteste hjuldampere på Mississippi.

Vi kan naturligvis tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I får skræddersyet jeres personlige drømmerejse i de vidunderlige Sydstater. Selve krydstogtet er dog en færdigpakket del, som vi ikke kan ændre på. 

Fra 18.610 kr.
pr. person i dobbeltværelse for 7 dages kør-selv-ferie med overnatninger og morgenmad på sydstatsplantager samt 1 uges billeje, 1 overnatning i New Orleans og 8 dages hjuldamper-krydstogt med helpension, udflugter og meget mere.

Rejseperiode:
4. marts - 1. juli +
30. september - 30. december 2018

17. februar - 23. juli +
25. august - 29. december 2019

Turen starter:
Mandag og skibet afsejler mandagen efter.

Varighed:
15 dage / 14 nætter

Længde:
1.117 km kørsel

Vi skræddersyer din USA-ferie med et krydstogt på Mississippi
- kontakt vores rejsespecialister:

Få et tilbud

 

 

OM AMERICAN QUEEN

Den ægte Mississippi-hjuldamper, American Queen, har sat standarden for krydstogter på USA’s mest legendariske flod. Selvom den smukke dame er fyldt med moderne bekvemmeligheder er det lykkedes at fastholde stemningen og rigdommen fra en svunden tid. Glinsende træværk, friske blomster og antikviteter pryder skibets seks etager. Der er kælet for alle detaljer, og den amerikanske besætning sørger for, at I får en udsøgt service.

Fakta om skibet
• Byggeår: 1995                                      • Teater
• Renoveret: 2015                                   • Bibliotek
• Antal dæk: 6                                         • Pool
• Antal kahytter og suiter: 218                • Fitnesscenter
• Maks. antal passager: 432                   • 110 V (husk adapter)
• Antal personale: 172                            • Mulighed for privat veranda
• Elevator til alle dæk                              • Fladskærms-tv og safe i alle kahytter
• Restaurant                                            • Gratis Wi-Fi
• Flere lounges                                        • Aircondition

Generelt om American Queen Steamboat Company.

Dagsprogram

Dag for dag

Dag 1: Ankomst til New Orleans, Louisiana
Dag 2: New Orleans - Baton Rouge, Louisiana (130 km)
Dag 3: Baton Rouge - St. Francisville - Natchez, Mississippi (148 km)
Dag 4: Natchez - Vicksburg, Mississippi (117 km)
Dag 5: Vicksburg - Natchitoches, Louisiana (272 km)
Dag 6: Natchitoches - Alexandria - Lafayette, Louisiana (234 km)
Dag 7: Lafayette - New Orleans, Louisiana (216 km)
Dag 8: Krydstogt, afsejling fra New Orleans, Lousiana
Dag 9: Krydstogt, Oak Alley, Lousiana
Dag 10: Krydstogt, St. Francisville, Lousiana
Dag 11: Krydstogt, Natchez, Mississippi
Dag 12: Krydstogt,Vicksburg, Mississippi
Dag 13: Krydstogt, en afslappende dag på Mississippi
Dag 14: Krydstogt, Helena, Arkansas
Dag 15: Krydstogt, ved ankomst til Memphis, Tennessee slutter turen og det er tid til hjemrejse.

Ankomst til New Orleans, Louisiana

I ankommer til Louis Armstrong New Orleans International Airport, og kører så ind på jeres hotel, Maison Dupuy. Det gamle og hyggelige hotel ligger midt i det gamle franske kvarter i New Orleans, kun to gader væk fra den legendariske Bourbon Street.

New Orleans er verdenskendt for sin multikulturelle baggrund, sit unikke køkken, byens helt fantastiske arkitektur, masser af jazzmusik og det store årlige karneval, Mardi Gras. Det er ikke uden grund, at New Orleans ofte kaldes den mest unikke by i USA.

 

Vidste du...

World War II Museum
Ud over at være jazz’ens hovedstad og hjemsted for Bourbon Street i det smukke franske kvarter, er New Orleans også byen, hvor I finder det store nationale museum om 2. verdenskrig i USA. Forklaringen er, at det var i New Orleans man byggede de landgangsbåde, amerikanske soldater benyttede, når de skulle indtage de japanskbesatte øer i Stillehavet samt ved D-dagen i Normandiet. Få et unikt indblik i nyere amerikansk historie i dette imponerede museum, som især fokuserer på Stillehavskrigen under 2. verdenskrig.

New Orleans - Baton Rouge, Louisiana (130 km)

New Orleans’ historiske kvarterer venter på jer fra morgenstunden, og vi vil foreslå, at I tager en af de flere forskellige halvdagsture rundt i byen. Turene kan enten tages til fods eller i hestevogn, og undervejs kommer I gennem The French Quarter og forbi den kendte Lafayette kirkegård. Læs mere om oplevelsespakken i New Orleans nedenfor, som er et tilkøb til turen.

Først på eftermiddagen forlader I New Orleans, og første stop kunne være Houmas House Plantation og Longwood Plantation i Louisiana, som begge er opført lige før den amerikanske borgerkrig. Longwood Plantation i Louisiana må ikke forveksles med et lignende sydstatspalæ ved Natchez i Mississippi.

I skal overnatte på den historiske Nottoway Plantation ved Baton Rouge. Nottoway kaldes for det hvide slot, og det er et af de største palæer, opført inden udbruddet af den amerikanske borgerkrig. Samtidig er det et af de historiske hoteller i USA. Oplev den imponerende storhed og graciøse stemning og afslut dagen med en elegant middag på Mansion-restauranten med klassisk kreolsk-inspireret mad fra Louisiana. Nyd den smukke renoverede spisestue fra århundredeskiftet og den imponerende udsigt.

Oplevelsespakke i New Orleans - sightseeing til fods i French Quarter (tilkøb)
Få en guidet tur gennem New Orleans med en lokal ekspert og få alle hemmelighederne om den ældste og mest enestående del af byen! Følg i de historiske fodspor på kendte personer ved bredden af Mississippi floden, gå gennem det franske marked i byen, over Jackson Square og ned gennem de smalle sidegader, som har navne efter helgener og syndere fra vores europæiske historie. Oplev The French Quarter, mens guiden fortæller om kvarterets hemmeligheder og giver jer indsigt i byens specielle arkitektur, køkken, musik, kunst og smukke haver. Og så får I lejlighed til at smage på ægte kærligheds- og voodoo-eleksir på det spændende og utraditionelle Pharmacy Museum.

Baton Rouge - St. Francisville - Natchez, Mississippi (148 km)

Stå tidligt op og tag med på en plantagetur med guide fra morgenstunden. Den byder på kulturelle indslag og masser af historie. Oplev det historiske palæ på plantagen med sine 64 værelser og dets samlinger af klassiske møbler, elegante haveanlæg og selve Nottowaymuseet.

Efter rundvisningen kører I nordpå mod Natchez langs Mississippi floden, og undervejs tager I et stop i den lille by St. Francisville. Den lille men hyggelige by er kendt for sin historiske bydel med en række historiske bygninger. Få en byvandringsbrochure på West Feliciana Historical Society Museum og tag en slentretur gennem byen. Efter St. Francisville fortsætter I til Natchez, hvor I skal overnatte på det historiske Monmouth Plantation.

Natchez - Vicksburg, Mississippi (117 km)

Dagens program starter med en rundtur på Monmouth Plantation kl. 10. Det historiske hjem fra før den amerikanske borgerkrig har stadig meget af det originale indbo og er omgivet af en smuk have. Det særlige ved Monmouth Plantations arkitektur er dens omhyggeligt udførte balance, symmetri og størrelsesforhold samt den græske inspiration.

Efter frokost kører I mod Vicksburg, hvor I skal overnatte på Cedar Grove Inn. Dette fine sted fra før den amerikanske borgerkrig er et af de største og mest elegante bed-and-breakfast-hoteller i sydstaterne. Undervejs til Vicksburg kan I holde udkig efter Mississippi Blues Trail, en hyldest til bluesmusikken i form af såkaldte ”historical markers”, hvor I på skilte kan læse om lokaliteter, som har haft betydning for udviklingen af bluesmusikken i de amerikanske sydstater.

Vel ankommet til Cedar Grove i Vicksburg kan I se frem til, at alle gæster på Cedar Grove tidligt på aftenen inviteres på et glas af husets vin. Desuden er der såkaldt ”turndown service” hver aften med chokolade og sherry.

Vicksburg - Natchitoches, Louisiana (272 km)

I vågner op til en omgang landlig morgenmad, inden I skal rundt på en guidet tur rundt i det historiske palæ. Oplev de fem historiske bygninger på Cedar Grove med elegant udsmykkede værelser med afsæt i datidens indretning. I får også et kig ud over det fem hektar store haveanlæg.

Fra Vicksburg i Mississippi går turen nu vestpå over Mississippi floden ind gennem Louisiana til byen Natchitoches, hvor I skal bo på Samuel Guy House, som ligger i den historiske del af byen. Undervejs har I mulighed for at opleve cajun-kulturen i de mange kreolske plantager, der præger området. I kan også høre cajun-musik, smage det originale cajun-køkken og måske lægger vejen forbi Bayou Pierre Alligator Park i Natchitoches og se på masser af alligatorer.

Natchitoches - Alexandria - Lafayette, Louisiana (234 km)

I dag skal I køre fra Natchitoches til Lafayette i det sydlige Louisiana, men undervejs bør I tage en pause i Alexandria, Louisianas hjerte. Her byder de historiske plantager på et autentisk tilbageblik på livet på plantagerne, og Alexandria har også flere museer og gallerier.

Fortsæt til Lafayette, hvor I skal overnatte på Bois Des Chenes, som er et historisk plantagehus i ægte sydstatsstil. Bois Des Chenes er indrettet med unikke antikviteter fra forskellige stil- og tidsperioder, især den franske periode i Louisiana. Hertil kommer amerikansk indretning, der fuldender den unikke arkitektur, og plantagen udgør en vigtig brik i Lafayettes historie og kulturliv.

Mens I er i Lafayette, kan I overveje at tage med på den populære Swamp Tour ud i de nærliggende Atchafalaya sumpe, hvor I kan opleve den smukke natur i det sydlige Louisiana med masser af fugleliv, alligatorer samt store mosklædte cypresser.


Oplevelsespakke i Lafayette - bådtur ud i sumpene i Atchafalaya (tilkøb)
Atchafalaya er det største sumpog flodområde i USA, og med på listen over USA’s bedste vildtområder. Her kan I bl.a. opleve bævere, oddere, sumpbævere og op til 38 forskellige fuglearter, bl.a. flere truede arter. Og så naturligvis masser af alligatorer!

Lafayette - New Orleans, Louisiana (216 km)

I dag går turen retur til jeres udgangspunkt i New Orleans og der er mulighed for at nå at opleve det, som I ikke nåede i første omgang. 

New Orleans med den verdensberømte bydel French Quarter er en skøn arkitektonisk blanding af spansk, fransk, kreolsk og amerikansk. French Quarter, eller bare The Quarter i folkemunde, ligger i en halvmåneform på Mississippis bred. Her er en helt speciel stemning og byens ældste kvarter har gennem århundreder fortryllet forfattere, kunstnere og almindelige besøgende.

Gå på opdagelse i gaderne og husk at kigge op, hvor farvestrålende fuchsia og azalea blandes med prægtige grønne bregner på smedejernsaltanerne. Spis en jazzbrunch på Court of Two Sisters og oplev det bedste af sydstatskøkkenet, mens du lytter til jazzklarinettens bløde toner. Lad dig tryllebinde af en sandsigerske eller spåkone på Jackson Square og nyd udsigten over Mississippi.

Har I brug for lidt hjælp eller vejledning, til hvilke oplevelser I skal vælge i New Orleans - eller hvordan I kan komme dertil, kan I konkakte "Hospitality Desk" på hotellet, hvor I skal overnatte. Her vil en repræsentant fra American Queen samt en lokalkendt representant fra New Orleans være til stede om eftermiddagen. De kan desuden også svare på spørgsmål omkring krydstogtet og tage mod bestillinger af udflugter til den næste uges sejltur på Mississippi.  

New Orleans

På hotellet bliver der i løbet af formiddagen arrangeret check-in til krydstogtet, og midt på dagen er der transport til skibet. Den resterende tid giver jer stadig mulighed for at se lidt mere af den fantastiske by ved Mississippis udmunding. 

Skibet sejler kl. 17.00.

Oak Alley, Lousiana

Mellem New Orleans og Lousianas hovedstad, Baton Rouge, ligger plantagen Oak Alley. Vejen op til plantagen går ad en 250 m lang allé af egetræer fra det 18. århundrede og deres grene og blade danner en storslået, grøn baldakin over den besøgende på vejen op til hovedindgangen.

Den oprindelige plantage blev grundlagt af Valcour Aime, der var en af de rigeste mænd i Sydstaterne, og hans tilnavne Louisianas Ludvig IVX og Sukkerkongen vidner om hans rigdom og om hvordan han tjente sine penge. Hen ved 200 slaver arbejdede i sukkermarkerne under den bagende sol, mens livet i hovedhuset var anderledes behageligt. Det er et imponerende palæ opført i en gengivelse af klassisk græsk arkitektur og straks man er her, er det som om scenen er sat til optagelsen af et afsnit af Tv-serien Nord og Syd.

St. Francisville, Lousiana

St. Francisville er en malerisk, lille by, som ligger på en af Mississippis flodbanker. Den er blevet udnævnt til at være en af de 200 flotteste mindre byer i USA. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men det er det, for der er over 34.000 mindre byer i USA i alt.

Når skibet lægger til i St. Francisville, er det oplagt at tage en gåtur gennem den historiske bykerne, hvor du kan se arkitektur fra de seneste to århundreder. Tæt på byen ligger prangende plantager, som bringer dig tilbage til en tid, hvor kokette sydstatsskønheder og ridderlige bejlere nippede til deres Mint Julep og Planter’s Punch på skyggefulde verandaer foran de enorme hovedhuse.

Natchez, Mississippi

Højt over den mægtige Mississippis bredder ligger den mere end 300 år gamle by Natchez. Ved første øjekast synes byen at være frosset fast i tidligere tider med sine perfekt bevarede huse. Faktisk er her mere end 1.000 historiske bygninger. Ved nærmere eftersyn vil du se, at Natchez reelt er en afspejling af fortiden, for livet leves nu – i kunsten, musikken, kulturen og forretningslivet.

Natchez er staten Mississippis fødested og var et mødested for indbyggere af afrikansk, fransk, britisk og spansk afstamning. De første indbyggere omkring det nuværende Natchez var indianerne. Herefter kom de første franske opdagelsesrejsende, og de to befolkningsgrupper formåede at leve side om side med hinanden i fred og fordragelighed.

De franske kolonister havde brug for arbejdskraft og med sig bragte de slaver fra det vestlige Afrika. Afrikanerne kom fra Bambara-stammen, hvis navn ironisk nok betyder "dem, der ikke accepterer nogen herre”. De skulle blive de første afrikanere i staten Mississippi og i høj grad bidrage til at dyrke jorden og dermed skabe økonomisk vækst.

Vicksburg, Mississippi

Mississippifloden har alle dage spillet en stor rolle i livet langs dens bredder. Det gælder også for livet i Vicksburg, som blev grundlagt i 1811. I 1800-tallet var rejser på floden en farefyldt affære. Den bugtede flod var fuld af vragene fra hundredevis af skibe, der var grundstødt og gået ned med mand og mus.
 
Den besværlige og ikke mindst farlige færd påvirkede kraftigt beslutningen om, at der skulle anlægges en jernbane, som kunne sikre transporten af bomuld gennem Mississippi. Det gjorde i 1831 Vicksburg til en stationsby, og i 1846 var sporene lagt til en direkte togforbindelse mellem Memphis og New Orleans.

Mange kan måske huske Vicksburg fra historietimerne. Det var her Jefferson Davis, nyvalgt præsident for De Konføderate Stater, holdt sin første tale i 1861 efter løsrivelsen fra Amerikas Forenede Stater. Løsrivelsen blev det officielle startskud på Den Amerikanske Borgerkrig.
 
Vicksburg var et strategisk knudepunkt - både i sin egenskab af stationsby som havneby. Og byen holdt stand. Endda så godt, at Nordstaterne udråbte den til Mississippis Gibraltar, men efter 47 dages hård belejring i 1863 overgav byen sig d. 4. juli – USA's nationaldag. Frem til 1944 fejrede man derfor ikke nationaldagen i Vicksburg. Borgerkrigen sluttede i Mississippi den 4. maj 1865 med Sydstaternes overgivelse.

En afslappende dag på Mississippi

Nyd varmen fra Sydens sol og udsigten over Mississippi, mens skibet dovent glider afsted mod Memphis. I dag har du god tid til at ligge i en solstol på dækket med en bog, opholde dig i en af skibets hyggelige saloner eller tage en middagslur i kahytten. Dagen er helt din egen og skovlhjulets snurren gør den til en afslappende en af slagsen, hvor du har tid til at fordøje indtrykkene fra de sidste dages rejse.


Vidste du ...
Mark Twain er vokset op i byen Hannibal ved Mississippis bred. Hans fødenavn er Samuel Langhorne Clemens. I en årrække sejlede han som styrmand på en af Mississippis flodbåde, og det er her hans pseudonym, Mark Twain, stammer fra.

Mississippi var lavvandet mange steder og for ikke at sejle på en af mudderbankene, måtte de igen og igen måle vanddybden. Og når dæksdrengene råbte ”Mark twain” betød det, at de roligt kunne sejle videre, for der var to favne dybt, og det var vand nok under kølen, til de kunne navigere. Mark twain betyder kort og godt to favne og svarer til ca. 12. fod.

Helena, Arkansas

Mark Twain har, i sin bog ”Livet på Mississippi” beskrevet, at Helena ligger på et af de smukkeste steder langs Mississippi-floden.
 
Den lille by Helena, på den vestlige bred af Mississippi, stammer tilbage fra 1833. Byen var engang en travl, blomstrende sydstatsby, men i dag synes Helena at være en by, der glemte at følge med tiden. Mens resten af landet var i færd med at bygge butikscentre og vejsystemer, kæmpede Helene, midt i de mange fremskridt, for blot at holde sig ”oven vande”. De små virksomheder forsvandt fra hovedgaderne og ind indkøbscentre og hele livsgrundlaget i byen ændrede sig.  I dag er Helena er i gang med sin genoplivning og ser lyst på fremtiden. Et besøg i byen bør inkludere den historiske downtown og Cherry St. med finurlige og unikke butikker, museer og historiske steder.
 
Helena er fuld af musik. I 1940'erne og 1950'erne, voksede byen til et levende blues samfund, og den dag i dag er Helena hjemsted for den verdensberømte King Biscuit Festival, der bliver afholdt hvert år i oktober måned og betegnes som en af USA’s bedste festivaller for blues musik.

Helena huser også King Biscuit Time, der er den længst kørende amerikanske radioudsendelse i historien og den har fungeret som både inspirations- og introduktionskilde for mange berømte blues musikere gennem tiden. Enhver udsendelse er blevet indledt med ordene ”Pass the biscuits, it’s King Biscuit Time!
King Biscuit Time er i øvrigt en af hovedårsagerne til, at Delta Blues har spredt sig er op ad floden til Memphis og Chicago.
 

Memphis, Tennessee - og hjemrejse

Skiben anløber Memphis omkring kl. 8 om morgenen.

Memphis er den største by i staten Tennessee og ligger lige der, hvor floderne Wolf og Mississippi løber sammen. Tænker man på Memphis, tænker de fleste nok også Elvis og blues. Og det kan I også roligt gøre. På den legendariske Beale Street ligger spillestederne side om side, og her optræder nogle af de bedste bluesmusikere i verden. Hvis I har tid til det, er det en fantastisk oplevelse at gå en tur op og ned ad gaden. Musikken strømmer ud på gaden, og det er bare at vælge lige netop det bluesband, I synes bedst om, sætte jer på en barstol med en drink og nyde noget af den fornemste blues i verden.

Andre anbefalelsesværdige seværdigheder er Borgerrettighedsmuseet, der har en flot udstilling, som beskriver borgerrettighedskampen i USA. Museet ligger i forbindelse med Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt, da han stod på en af motellets balkoner den 4. april 1968.

Hotellet ”The Peabody Memphis” kan bryste sig af en noget usædvanlig seværdighed. Hver dag kl. 11 kører hotellets ænder (ja, I læste rigtigt) med hotelelevatoren fra hotellets tagterrasse ned til springvandet i lobbyen, hvor de bader dagen lang. Kl. 17 kører de tilbage til tagterrassen. Det er noget af et tilløbsstykke, så hvis I vil se optrinnet, bør I komme i god tid.

I Memphis ligger også det legendariske Sun Studio, og musikstudiet er indehaver af den fornemme titel ”The Birthplace of Rock and Roll" med indspilningen af Ike Turners og Jackie Brenstons sang Rocket 88. Sangens havde et tungt beat og en helt ny lyd: Rock ’n’ Roll var født. I 1953 gik en nervøs 18-årig dreng ved navn Elvis ind i studiet med en billig guitar og en stor drøm. Han indspillede en demo, som langt fra imponerede studiets ejer, Sam Phillips. Elvis var nu ikke lige til at drive ud igen og kom løbende i studiet, hvor han fik endnu en chance i 1954. Han indspillede med to backingmusikere i timevis, men intet af det imponerede Sam Phillips, før han begyndte at synge et gammelt bluesnummer kaldet ”That's Alright, Mama”. Resten af historien taler for sig selv.

Der er rigtig mange spændende ting at se og høre i Memphis, men i dag slutter turen - med mindre I vælger at tage en overnatning i Memphis, så I kan se lidt nærmere på byen.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 18.610 kr.

Prisen inkluderer

  • 6 nætters ophold på Sydstatsplantager inkl. morgenmad 
  • 1 uges billeje inkl. forsikringer
  • En elektroniks udgave af en personlig rejsehåndbog på dansk for kør-selv-turen 
  • 1 hotelovernatning på førsteklasseshotel i New Orleans inden krydstogtet
  • Transport fra hotellet til skibet
  • 8 dage/7 nætters krydstogt på American Queen i indvendig kahyt
  • Helpension ombord
  • Vin, øl og vand/sodavand i forbindelse med aftensmåltiderne ombord
  • Kaffe, mineralvand, snacks og alkoholfrie drikke ombord
  • 24 timers roomservice ombord
  • Underholdning og foredrag ombord
  • Hop on / hop off udflugter hvor skibet lægger til


Prisen INKLUDERER IKKE

  • Flybillet
  • Øvrige udflugter på land
  • Alkoholiske drikke - udover hvad der serveres til middagen ombord
  • Drikkepenge (for 2018 er det 16,50 USD pr. dag pr. person)
  • Havneafgifter (for 2018 er det 169 USD pr. person)
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

 

Om rejsen

Hver anden uge starter turen i Memphis og slutter i New Orleans. Ikke alle krydstogter har helt samme stop undervejs. Kontakt os og få den aktuelle rejseplan for netop den afgang I ønsker.    

Personlig rejsehåndbog
Inden afrejse får I en elektronisk rejsehåndbog tilsendt, som beskriver jeres kør-selv-ferie og oplevelser undervejs.

Ønsker I at få rejsebogen på trykt i stedet for elektronisk, er det muligt mod et tillæg på 355 kr.

Mulige opgraderinger

  • Kontakt os for pris på højere kahytstype.

Se dækplan over skibet.

Bemærk:
Minimumsalder 16 år.

 

ekstra oplevelser

Oplevelsespakke på kør-selv-turen:

  • Sightseeing til fods i French Quarter
  • Bådtur ud i sumpene i Atchafalaya

Fra 590 kr. pr. person.

I kan fx forlænge rejsen med et par dage eller flere i storbyen New Orleans eller hvor turen slutter, i Memphis.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.
  

 

Få et tilbud

Intern kommentar

Salgsinfo

KURS: 6,45

KØR-SELV delen:
Leverandør: Travalco
Turens navn: Antebellum Plantations - gennem Travalco
Kode 2018: S8MSY130.

Udregning:
Standard-tur FRA:
Net 592 usd/ brutto 740 USD = 4.773 kr. pp

Billeje - 1 uge grp A:
Brutto 293 USD = 1.890 = 945 kr. pp

I alt FRA 5.715 kr. pp i dbl.vær.

De udflugter der er beskrevet kan også købes hos Travalco:
French Quarter Walking Tour (MSY-FQWT)  net 24 USD = 195 kr.
Atchafalaya Experience (LFT-ATCH) net 49 usd = 395 kr. 


Leverandør: American Queen Steamboat Company (AQSC)

Prisen er baseret på en indvendig kahyt til 1999 USD. = 12895 kr.