Kør videre fra San Diego

Husk de mindre Byways

Har I fået set det I ville af San Diego, er det tid til at fortsætte kør-selv-ferien i Californien og det vestlige USA. Nordpå kommer I til Los Angeles, hvor stjerne venter på jer. Østpå har I nationalparkerne – ikke mindst Grand Canyon. I kan også tage et smut til Mexico, der ligger stik syd for San Diego. Husk at tage en afstikker ned ad en af de mindre Byways, hvis I ser et skilt, der lokker med en ”ukendt” seværdighed. Den kan ende med at blive kør-selv-feriens største.

Inspiration

Nordpå til Los Angeles

Interstate 5 er reelt den eneste vej til Los Angeles fra San Diego. Tager du motorvejen uden for myldretiden, er der en god times kørsel til L.A. Bemærk de store skilte undervejs, der advarer om fodgængere på kørebanen. Skiltene skyldes illegale mexicanske indvandrere, der går i land på Californiens sydkyst, for så at styrte over motorvejen, der går helt ude langs kysten. Et alternativ er Highway 1, der følger kysten der, hvor motorvejen ikke går langs stranden.

Østpå gennem Mojave ørkenen

Der findes ingen oplagt rute østpå fra San Diego over mod Grand Canyon. Her må du improvisere. De travle vil nok vælge Interstate 15 og så hoppe på Interstate 40 nord for Los Angeles, men er du frisk på at opleve Mojave ørkenen, kan du fx skrå op mod Palm Springs og lægge vejen forbi Joshua Tree National Park. Et mere eksotisk alternativ er den smukke tur langs den mexicanske grænse stik øst ad Interstate 8, og så via byen El Centro skrå op igennem Joshua Tree-parken, inden Mojave ørkenen for alvor sætter ind.

Afstikker til Mexico

Når du alligevel er så tæt ved den mexicanske grænse, er det fristende med et smut over på anden side. Tijuana på den mexicanske side har to millioner indbyggere, men ingen specielle seværdigheder, så det skal være for spøgens skyld, at du tager over grænsen. Visa er ikke påkrævet, men udlejningsbilen må du lade blive i USA. Parker bilen ved grænsen og gå over. Dollars kan bruges næsten overalt i Tijuana, så det er ikke nødvendigt at veksle.

Kort

Vis på kort

Oplev det vestlige USA - Skab din egen historie