Yosemite Nationalpark

Naturelskerens paradis

Yosemite National Park er højt på listen hos alle naturelskere. Med det lysegrønne græstæppe, der folder sig ud langs Merced River, og kaskader af imponerende vandfald, er Yosemite én af vestkystens frodigste nationalparker. Kontrasten mellem den grønne dalbund og de imposante granitklipper, der omringer den, giver parken en ekstraordinær skønhed. På toppen af Yosemites bjerge kan I betragte det vidunderlige naturscenarie, men I kan også nyde naturen og dyrelivet, der inkluderer sortbjørne, helt tæt på, hvis I tager jer tid til at udforske parken til fods.

Inspiration

Yosemite lokker med storslåede vandfald

Yosemite Valley er hjertet og sjælen i Yosemite Nationalpark. Mellem stejle granitklipper med bastante navne som Half Dome og El Capitan slanger den frodige dals lysegrønne enge sig langs den viltre Merced River. Smeltevandet fra Sierra Nevada-bjergene, der vælter ned fra klipperne i utallige vandfald, er nøglen til dalens storslåede skønhed. Oplev det todelte Yosemite Falls, der falder hele 739 meter; Bridalveil Fall, der smyger sig ned ad klippen eller Vernal Falls, der buldrer ned over den stenede klippegrund. Her ses naturens kræfter i al sin pragt.

dyk ned i skattekammeret

Yosemite bugner af fantastiske naturskatte, så det kan være svært at vælge mellem højdepunkterne. Visse ting må I dog ikke gå glip af. Glacier Point med sit spektakulære panorama over ikoniske Half Dome tager vejret fra de fleste, El Capitan er et populært sted at klatre, Tuolumne Meadows lokker med sin frodighed og Cathedral Rocks er måske dalens smukkeste klippeformation. En uforglemmelig kør-selv-oplevelse venter jer på Tioga Road - bjergvejen på toppen af Yosemite - og for de aktive findes der et væld af smukke vandreruter. Yosemite er en uvurderlig naturskat.


"Yosemite har skovens stille ro, blanke søer, brusende vandfald, der i foråret har fart på med smeltevand fra bjergene, og udsigtspunkter, der tager pusten fra en.
Yosemite er et stort naturparadis!"

- Hanne, USA-rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort

Oplev Yosemite Nationalpark og det vestlige USA