"Vi skal stadig se ud, selvom grænserne er lukkede"

Lige nu føles verden måske længere væk end nogensinde før. Uden hensyntagen til det danske pas, der normalt lægger verden for vores fødder, har Corona-virussen som en benhård grænsevagt lukket ned for vores rejseaktivitet. Det er en mærkværdig og uvant situation for os alle, og vi arbejder i disse dage benhårdt på at hjælpe alle vores kunder, der må aflyse og flytte deres rejse. Men ikke desto mindre er det vigtigt at holde fast i, at vi igen kan rejse ud efter Corona har sluppet sit greb.

Af Anders Iversen, Direktør for FDM travel 

Direktør i FDM travel Anders Iversen
"Vi takker alle vores kunder for tålmodigheden i denne ekstraordinære situation og ser frem til at vi igen kan sende jer ud at rejse" - Direktør i FDM travel Anders Iversen

 

I de seneste uger har vi alle - med forfærdelse - fulgt med i corona-virussens færd gennem verden og de mange dødsfald, der er fulgt i kølvandet på den.

Heldigvis ser det ud til, at tiltag fra den danske regering og sundhedsmyndighederne har virket og med lettelse ser vi, at antallene af henholdsvis indlagte på hospitalerne, patienter på intensivafdelinger og patienter i respirator er støt faldende i Danmark. Vi håber selvfølgelig, at det fortsætter, og ser frem til at vores samfund langsomt og sikkert kan åbne op igen.

Som rejsebureau har vi desuden været vidne til, hvordan en virus hurtigt og effektivt har lagt store dele af rejsebranchen ned, parkeret fly solidt på landjorden og lukket verdens grænser. Det er en situation, som ingen af os havde forudset eller for den sags skyld har stået i før!

Rejsespecialisterne i vores butikker i hele landet arbejder i disse dage i døgndrift for at hjælpe alle rejsende - både dem af jer, der nu må se jeres ferie aflyst, og dem af jer, som har måttet vende hjem fra ferier før tid i måske kaotiske tilstande.

Vi løber rigtig stærkt! Og vi er meget stolte af, at vi hurtigt har kunne tage hånd om alle vores pakkerejsekunder og endda tilbyde ekstraordinære refunderinger af enkelte rejseydelser, så langt de fleste af jer ikke vil opleve store økonomiske tab på jeres rejser. 

Samtidig vil jeg takke jer alle for den store forståelse for vores udfordringer i denne ekstraordinære situation. Vi er generelt blevet mødt med varme og positivitet, på trods af, at det er både frustrerende, utrygt og ærgerligt at vinke farvel til den ferie, som man så længe har glædet sig til. Vi takker i øvrigt alle jer, der har vist os og branchen tillid og booket ferien til senere på året, frem for at aflyse. Det giver håb for fremtiden.

På trods af denne krise og en tynget rejsebranche, så er vi heldigvis godt stillet i FDM travel. Ikke mindst fordi vi har Forbrugerorganisationen FDM i ryggen. Det stærke samarbejde med dem samt regeringens hjælpepakker vil bringe os igennem krisen, så vi på den anden side igen kan sende jer ud på kør-selv-ferier, rundrejser og MC-rejser i hele verden.  

Vi skal stadig se ud i verden, selvom grænserne er lukkede

Da Coronaen ramte, blev vi alle på et splitsekund begrænset til en verden, der primært består af vores egne fire vægge. Det er ikke noget, vi danskere er hverken vant til eller glade for. Vi oplever lukkede grænser, social distancering og begrænsninger af vores færden, som aldrig før.

Det er nødvendigt, og vi skal alle være stolte af at bidrage til at mindske Coronaens dødelighed ved at holde os hjemme.

Men det er vigtigt, at dette ikke sætter sig i os efter Coronaen har sluppet sit tag. Lukkede grænser må ikke blive til lukkede sind. At holde behørig afstand, må ikke blive til decideret afstandtagen; hverken til andre mennesker, kulturer eller lande. 

Verdens samfund og økonomier, hvor mange lever af turisme eller services inden for oplevelsesøkonomien (fx restauranter, museer etc.), vil desuden have brug for, at vi igen kommer på besøg på den anden side. Lige såvel som vi herhjemme har brug for de mange indtryk og nye ideer, som vi henter hjem fra vores rejser. 

Derfor en forsigtig opfordring til stadig at se ud i verden, selvom grænserne er lukkede. Og til at lade rejsedrømmene leve og lade dem minde os om, at vi også - efter Coronaen - finder tilbage til en normal hverdag. 

Det kan vi alle have brug for.

Få masser af inspiration, mens vi venter på flyene letter igen

Imens vi venter på at verden åbner sig igen, har vi samlet en masse god inspiration til dig, som kan hjælpe med at holde drømmen ved lige på vores store kør-selv-ferie-univers og vores inspirationssite "En verden af oplevelser". 

Der kan du bl.a. finde gode tips til, hvordan du bedst sikrer dig, når du bestiller ferie, men også en masse sjove guides til, hvordan du kan underholde børnene i corona-karantænen eller få dit rejsefix uden at forlade stuen

Og hvis du sidder med spørgsmål, så er vi selvfølgelig stadig klar med råd, hjælp og vejledning på telefon 70 11 60 11.

Få mere information om Corona og rejser