Lan Ha-bugten

Oplev de 400 uspolerede øer 

Sydøst for Cat Ba Town ligger de ca. 400 øer og kalkstensklipper, der udgør Lan Ha Bay. Bugten er mindst lige så smuk som den mere kendte Halong Bay, men Lan Ha Bay har yderligere også en masse lækre hvide sandstrande. Her findes over 130 af slagsen, og de er perfekte spots til snorkeling eller en svømmetur. Da Lan Ha Bay ligger et stykke væk fra Halong Town, er der færre turister og både i området, hvilket gør bugten til en mere uberørt og uspoleret oplevelse. Den er stadig under udvikling, og turismen her er kun lige startet. Det gør også Lan Ha Bay til den reneste af bugterne.

Geologisk er Lan Ha Bay en forlængelse af Halong Bay - her finder du omkring 200 fiskearter, 500 arter af bløddyr og utallige koraller. Af større dyrearter kan du støde på sæler og tre forskellige delfinarter. Vælger du at tage en tur i kajak rundt i den smukke natur, kan du være heldig at møde aber flere steder. 

Inspiration

cruise på lan ha-bugten

Der er få ting, der kan sammenlignes med at glide igennem vandet på en vietnamesisk junk-båd blandt de stejle, jungleklædte kalkstensklipper, der skyder op af det grønne vand i Lan Ha-bugten. At sidde på dækket, mens det vidunderlige landskab flyder forbi dig, er en smuk oplevelse. Stemningen i de tidlige morgentimer er især unik. I morgendisen får bjergformationerne et nærmest mytisk udtryk og lyden af båden, der sejler igennem det blikstille vand er en smuk måde at starte dagen på. På et 24 timers cruise i Lan Ha-bugten oplever du alle bugtens nuancer.  
 

de flydende landsbyer

I både Halong-bugten og Lan Ha-bugten kommer du typisk forbi nogle af de flydende landsbyer. Oprindeligt blev husene bygget for at fiskere her kunne sælge deres fangst, men husene blev hurtigt brugt til beboelse. Fiskerne, der bor her har bygget bådene og de flydende hjem. Husene kan bindes sammen med naboens, eller de kan vælge at drive væk mens der fanges fisk. Samfundene i landsbyerne er som en stor familie, hvor børnene lærer at svømme før de kan gå. Fiskerne tager ud på det stille vand i bugterne tidligt om morgenen og bruger herefter eftermiddagen på at sælge fangsten til lokale og turister. Der er i dag fire flydende landsbyer i bugterne med ca. 1.000 indbyggere i alt. 

kort

Vis på kort

Oplev Hanoi - skab din egen historie