Mai Chau Dalen i Hòa Bình provinsen

Oplev smukke rismarker og kom tæt på den vietnamesiske kultur

I en idyllisk dal omgivet af bakker, ligger Mai Chau-området. Vi er ca. 4 timer sydvest for Hanois travlhed i en helt anden verden, hvor hverdagen foregår i et meget langsommere tempo end storbyens. Selve byen Mai Chau er ikke grunden til at området er et besøg værd - det er i de smukke rismarker og små landsbyer der ligger i nærheden, hvor du får de store indtryk. Her overnatter besøgende i traditionelle huse og vågner op til lyden af løbende floder og fuglesang. Husene bliver ofte bygget på pæle, som beskytter mod indtrængen af vand og dyr. 
Det bedste at gøre i Mai Chau er at nyde de idylliske og landlige omgivelser, hvor fred og ro hviler over området og giver en helt særlig stemning.

Inspiration

etniske minoriteter i mai chau

I landsbyerne er de fleste af indbyggerne Hvide Thai, som er fjernt relateret til stammer i Thailand, Laos og Kina. Der er ikke mange, der stadig går i de traditionelle kjoler, men Thai kvinderne er mestre i at væve, og de producerer masser af tekstiler i den traditionelle stil. Udover Thai-indbyggerne, bor her også Hmon og Dzazo folkeslag. Selvom de forskellige minoriteter lever side om side, integrerer og blander de sig ikke med hinanden. Og når du bevæger dig rundt i området er det tydeligt at se hvilken minoritet folk hører til. 

 

aktiviteter i området

Mai Chau byder på masser af aktiviteter, som kan afprøves på din rundrejse. Det er naturligvis oplagt at besøge flere af de etniske landsbyer og få et fint indblik i kulturen og livet, der leves i området. Her vil du blandt andet se landmænd udføre deres daglige arbejde i markerne. Det er også muligt at leje en cykel og køre en tur rundt blandt rismarkerne.
Besøg frilandsmuseet i Mai Chau, hvor du kan se hvordan de primitive pælehuse udgør et trygt hjem for befolkningen og hvordan de forskellige minoriteter skiller sig ud fra hinanden. Læg for eksempel mærke til, hvordan kvindernes hovedbeklædning har fx forskellige farver, alt efter hvor de hører hjemme. 

kort

Vis på kort

Oplev Vietnam - skab din egen historie