Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Læs mere om rejser til New Zealand

Moderne fårehyrde på vej
Rejsetips indsendt af:
Erik Hansen
Vejen
31. juli 2010

En fantastisk tur til New Zealand

Rejsetippet handler om vores rundtur på New Zealand, og omhandler turen på sydøen.
Pingviner omkring Dunedin
Pingviner omkring Dunedin

Sydøen New Zealand

Vi er en familie på 4, bestående af Dorte, Erik og drengene Rasmus og Søren på hhv. 13 og 16 år der i februar måned 2007 var på rundtur i New Zealand.

Turen foregik 4.000 km i personbil med overnatning på diverse hoteller, moteller og resorts.

Efter mellemlanding i Hong Kong og Sydney startede vor rundtur i Christchurch som er en charmerende by i typisk engelsk stil. Byen er grøn og åben og har bl.a. Artic Center som giver et godt billede af hvordan livet på antarctis tager sig ud. Efter et par dage her og afklimatisering kørte vi sydpå til Dunedin med stop ved de mystiske boulders, der som bolde triller ud af skrænten.

I Dunedin som er en by i skotsk stil, var vi på en guidet tur ud på halvøen for at se de store Albatrosser der med et vingefang på op til ca. 3. meter tager sig imponerende ud. Halvøen råder også over et stort privat område hvor du guløjede pingviner kan iagtages. Turen hjem til Dunedin foregik med båd på fjorden en dejlig sejltur som dog til sidst var lidt koldt og det begyndte at regne. På turen så vi dog både sæler og mange af de andre fugle der lever i området.

Efter et par dage i Dunedin gik turen videre til Te Anau hvor vi skulle på sejltur på Doubtfull sound, hvilket var en fantastisk oplevelse ikke mindst på grund af vejret som viste sig fra sin bedste side, høj sol og lunt, en sjældenhed i et område hvor det regner op til 8 meter om året !
Turen startede med bus og sejlads over en sø til et underjordisk kraftværk, derefter videre med bus til fjorden hvor vi i ca. 3 timer fik en naturoplevelse af de store, desværre så vi ikke delfiner på nært hold, som drengene ellers havde set frem til, men sæler og andet dyreliv var der.

Efter en kort køretur mødte vi vor næste stop, Queenstown, hvor der var set frem til action! Og igen var heldet med os, først var vi blevet opgraderet til en luksuslejlighed med balkon og udsigt over Queenstown og Wakitipu søen, og da vi skulle have 3 overnatninger her var det bare OK.

Første dag stod på Bungy jump fra Kawarau bridge, den rigtige vil nogen kalde det, da det var her det hele startede, og Søren og Rasmus havde ikke den mindste nervøsitet, købte billetten, fik elastikken på og sprang! Bagefter var der mulighed for at købe en dvd med springet, hvilket naturligvis skulle til. Prisen for et spring er for børn op til 15 år ca. 400,- incl. en T-shirt.

Dagen efter var det Riverrafting der skulle afprøves på Shotover river, og her var far også med, først med helikopter ind i dalen og derefter ca. 2 timers rafting ud igen, en kanon oplevelse, både hvis man er til action men også den flotte natur. Pris ca. kr. 1.000/person.

Alle steder følte vi at sikkerheden var i højsædet og guiderne havde styr på tingene, det er selvfølgelig også vigtig.

I Queenstown var sommeren også endelig kommet til New Zealand, ca. 25 grader og klar himmel, så de medbragte shorts m.v. kom endelig i brug. Som det er bekendt, så er der ikke kryb på New Zealand, udover den lille sandflue. Vi fik dog også nogle få bid, men ellers var faren efter vor mening noget overdrevet, vi havde også forberedt os godt på det, så måske derfor slap vi billigt.

Efter nogle gode dage i Queenstown kørte vi over bjergene ud til vestkysten og op langs denne for at nå vores første mål, de 2 gletchere Fox og Frans-Josef. De er meget imponerende når man tænker på at de består af is, men mere imponerende (og skræmmende) er vel også den fart de har trukket sig tilbage med, hvilket kan ses via små skilte på vejen op til gletcheren.
Vi besøgte også Lake Matheson for at se og fotografere Mt. Cook, men her var vejret ikke med os så det blev desværre ikke til nogle billeder.

Om aftenen spiste vi i byen, og her må jeg sige at hvis gletcherne er blevet mindre, så er det lagt til portionerne på restauranten, vi bestilte 2 hvidløgsbrød, og fik hvad der med dansk målestok svarer til 2 små franskbrød, og hovedretten var af samme kaliber.

Dagen efter gik turen videre med Westport som mål. Undervejs skulle vi dog se de berømte Pancake-rocks, nogle sjove klippeformationer som ligner sammenlagte pandekager.

Hen på eftermiddagen nåede vi så Westport, her er ikke så meget at se, udover at der i nærheden er en sælkoloni som vi besøgte.

Nu skulle turen så efterfølgende gå tværs over Sydøen til Kaikoura, så vi stod tidligt op og kørte tværs over bjergene, en rigtig flot tur.
Dog også en øde vej, bl.a. så vi et skilt ”ingen benzin de næste 91 km”, det var også på denne tur vi måtte vige vejen for en flok får, der blev drevet af sted at fårehundene. Et syn der ellers oftest er forbeholdt turistbrochurer.

Fremme i Kaikoura skulle vi bo på Blue Wave, et lækkert lejlighedskompleks med udsyn over havet fra terrassen, herligt at vi her havde planlagt nogle dage.

Næste dag skulle vi på hval-sight, og for at orientere os tog vi ud til stedet hvor turene gik fra, men blot for at konstatere at alle ture denne dag var aflyst p.g.a. dårligt vejr, så det var med bange anelser vi stod op næste dag, dog for at se solen skinne fra en skyfri himmel, og blæsten havde også lagt sig en del, dog ikke mere end der var advarsel om ”stor risiko for søsyge”. Da vi skulle af sted kl. 10 var risikoen dog faldet til ”risiko for søsyge”. Heldigvis havde vi garderet os med søsygepiller til morgenmaden, så vi kom af sted. Vi havde en fantastisk flot tur, og så 2 kaskelothvaler på ca. 10 meters afstand, samt Vandre-albatrosser. Delfinerne snød os dog stadig da vi ikke havde set dem endnu.

Efter de afslappende dage i Kaikoura var vores tid på Sydøen opbrugt, og vi kørte mod Christchurch hvor vi skulle flyve til Napier på Nordøen. Og endelig – på vejen til Christchurch så vi delfinerne, tæt på kysten var der vel 50-100 der lystigt sprang og var meget aktive, så nu glædede vi os endnu mere til at skulle svømme med delfiner senere på turen.

På Sydøen blev det til 2.346 km i en Mitsubishi Lancer.

Aktiviteter
Road trips
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Rundrejser

Hoteller i Rundrejser
i Rundrejser
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/storbyferie/underholdning/liste-rejsetips/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.