Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Biludlejning

  • Billeje i USA

    (Bedømt af 3 personer)
    11.12.14: Anders Pedersen
    Når du lejer bil I USA, skal du passé på. Det er nemt at booke og måske ovenikøbet forudbetale en udlejningsbil før rejsen, men hvis man ikke studerer det med småt, bliver det meget nemt noget dyrere end man havde forventet.
    Se hele rejsetippet
  • Spar penge i USA

    (Bedømt af 22 personer)
    07.01.11: Søren Frandsen
    Vi er 4 voksne og et barn som skulle til USA i sommeren 2010, nærmere Staten Florida. Vi havde kun planlagt få ting som vi skulle se, såsom div. forlystelsesparker og Key West og resten fandt vi ud af efterhånden som rejsen skred frem.
    Se hele rejsetippet
  • USA når det er bedst

    (Bedømt af 2 personer)
    02.12.10: Victor Birk
    VW i DK - Mustang i USA.
    Se hele rejsetippet
Udsigt til Stillehavet fra Highway 1
Rejsetips indsendt af:
Tove Mortensen
Næstved
12. aug. 2010
Vinderrejsetip Oktober 2010

At rejse alene på bilferie i USA.

Jeg læser ofte, og med stor interesse mange indsendte rejsetips, men kan ikke erindre at have stødt på indslag om at rejse alene. Som oftest er beskrivelserne indsendt af par med eller uden børn, så I mit indslag vil jeg lægge vægt på det at rejse alene i bil, samt beskrive steder og oplevelser jeg havde, som ikke er så vel belyst i bøger og tidligere indslag.

4 ugers rundrejse i det sydvestlige USA

Jeg påtænkte, at forære mig selv en bilferie i det sydvestlige USA i 50 års fødselsdagsgave, men blev mødt med megen skepsis og udsagn som: ”det er for farligt at rejse alene-pige, hvad hvis der sker dig noget alvorligt”, og ”du kan ikke både køre selv og kigge på kort” etc. Til det kan jeg blot sige – jo det kan man godt. Nøglen til en sådan tur er grundig planlægning, og almindelig sundt fornuft.
Inspiration til køreturen gennem staterne Californien, Arizona, Nevada og Utah havde jeg fået gennem FDM’s hjemmeside. Jeg ønskede selv at tilrettelægge min rute, og jeg havde afsat 28 dage til turen. Det er ganske vist lidt luksus, set i forhold til mange andre ture, men for mig var det vigtigt ikke at skulle køre lange stræk hver dag, samt at have god tid og flere dage til at se de seværdigheder og byer, hvor jeg havde valgt at overnatte.
Hvis man ikke har så mange dage til rådighed, kan jeg anbefale at begrænse steder man vil besøge, i stedet for at haste fra det ene sted til det andet, uden at få sjælen med. Husk på at afstandene er store.

Grundig planlægning lønner sig.

I samarbejde med FDM blev turen således arrangeret helt efter mine ønsker. FDM bestilte bil, hoteller og flybilletter, og med en pakkerejse var jeg således dækket af rejsegarantifonden. Endvidere undgik jeg besværet med selv at skulle annullere bookinger og inddrive penge, i tilfælde af evt. afbestilling. Vedrørende hoteller, så havde jeg til FDM angivet de byer jeg ville bo i, og visse steder også angivet ønske om bestemt hotel.
På nogle områder er det dyrt at rejse alene. Udgifter til leje af bil, benzin og overnatning er du alene om at dække, så jeg valgte 2 forskellige former for overnatning. På den første del af turen, nemlig sydover af Highway 1fra San Francisco til San Diego, valgte jeg at overnatte på vandrehjem. Jeg ser flere fordele ved dette. Dels er det billigt, men hvad der er lige så vigtigt er, at her møder man mange andre rejsende med forskellig nationalitet, som man kan udveksle erfaringer med. Så hvis man ikke er bange for at dele soverum med andre, kan dette stærkt anbefales. Der er gode faciliteter som køkken, hvor man kan opbevare og/eller lave mad, spisesale, fællesrum med TV og gratis internetadgang. Der er også de fleste steder mulighed for eneværelse, hvis man ønsker dette, men så er det selvfølgelig noget dyrere, og den økonomiske gevinst svinder. Jeg stod selv for at reservere vandrehjem, og gjorde brug af www.hostelworld.com i min søgning. Læste specielt andre gæsters bedømmelser, der giver er godt indtryk af stedet. Undgå de vandrehjem i store byer, der ligger i ”skumle” områder, hvor det kan være farlig at færdes alene om aftenen. Hi- hostels er generelt af lidt højere standard og internationalt anerkendt.
Tidspunktet for rejsen havde jeg valgt til at være om foråret, og det giver flere fordele. Dels er det udenfor højsæsonen, så det er nemmere at få overnatninger og priserne er billigere, dels undgår man den store tilstrømning af andre turister, specielt i nationalparkerne, der naturligvis er overordentlig velbesøgt i sommermånederne. En anden faktor er temperaturen. Hvis man rejser i forårsmånederne, undgår man de meget høje temperaturer, og stadig er det dejligt varmt og solrigt.
På cykel over Golden Gate
På cykel over Golden Gate

San Francisco, CA

Ankom til San Francisco d. 26. april. Nu skulle eventyret begynde. Vejret var blæsende, solrigt, men relativt køligt, så det var godt jeg havde medbragt regnfrakke og en langærmet trøje. Jeg havde 3 overnatninger i San Francisco. Brugte dagene på at se byens mange kendte seværdigheder.
Jeg havde et ønske om at cykle over Golden Gate Bridge. Som sagt var det temmelig blæsende, og herren ved cykeludlejningen havde af samme grund ikke mange kunder, og han advarede mig om vinden på broen. Jeg tænkte, at en smule vind vel ikke kunne afskrække en habil dansk motions cyklist, så jeg lejede cyklen for en dag, og havde en fantastisk tur over broen, med udsigt til Alcatraz og San Francisco Skyline.

Highway 1 og GPS

Efter 3 oplevelsesrige dage i San Francisco, skulle bilturen begynde. Da jeg boede centralt lige ved Union Square, havde jeg valgt ikke at have bil til rådighed under mit ophold i San Francisco, men i stedet at gå, eller benytte de gamle flotte sporvogne. Desuden havde jeg planlagt det således, at jeg kunne afhente bilen blot 2 gader fra vandrehjemmet, så det var nemt at gå dertil med min bagage.
Havde nøje studeret kortet, og fandt uden problemet ud mod kysten og tilkørslen til Highway 1. Min eneste lille bekymring for turen var, om det med at finde vej ville volde mig problemer. Jeg havde lejet bil med GPS, og da jeg aldrig før havde gjort brug af sådan en, var naturligvis spændt på, om det var noget jeg kunne finde ud af.
Vel ude af byen, holdt jeg ind på en parkeringsplads for at sætte mig ind i GPS’ens anvendelsesmuligheder. Efter en lille halvtimes afprøvning af denne, var min frygt for at fare vild fuldstændig forsvunden, og jeg var nu sikker på at turen ville blive en fantastisk oplevelse. Det var således med en herlig fornemmelse i kroppen, at jeg satte kursen sydover velvidende, at de næste 25 dage og mange tusinde kilometer ville byde på fantastiske oplevelser.
I mine forberedelser til turen, havde jeg desuden på Google map lavet et udskrift af hver enkelt vejstrækning mellem mine overnatningssteder. Det gav mig et præcist overblik over antal af kilometer, samt hvor lang tid det ville tage at tilbagelægge disse. Derudover havde jeg købt et RANDMcNally vejkort. På den måde kunne jeg indsætte de valgte strækninger i en større sammenhæng, og derved sikre mig, at jeg var på rette kurs.
Ice plants ved Monterey, CA
Ice plants ved Monterey, CA

Monterey, San Luis Obispo, CA

Jeg havde afsat 12 dage til turen langs Stillehavet mod San Diego, og havde valgt byerne Monterey, San Luis Obispo og Santa Monica som mellemstationer. I mine forberedelser og planlægning, havde jeg flittigt studeret bøgerne Lonely Planet: USA, som er helt uundværlig, og Politikens: Turen går til Californien og det vestlige USA. Begge bøger medbragte jeg naturligvis på turen. Det var betagende at se højderyggen San Andreas Fault, som på venstre side visse steder rejste sig højt og stejlt, og samtidig have Stillehavet på højre side.
Da jeg nærmede mig Monterey, husker jeg tydeligt det forunderlige syn af store lilla farvede områder, som jeg kunne se på lang afstand. Min første tanke var, at det kunne være lavendler, men mente dog ikke det var en plante der naturligt groede så tæt på kysten. Det viste sig heller ikke at være tilfældet, og jeg blev fortalt det var en plante som hed ice plant. Det var et meget flot syn.
En af de mange broer på Highway 1
En af de mange broer på Highway 1

Big Sur, CA

Halvøen Monterey byder på flere udflugtsmål som kan gøres til fods såsom Cannery Row, Fisherman’s Warf og Monterey Bay Aquarium, men også byen Carmel og den 27 km. lange tur Seventeen Mile Drive, som er en privat vej der går gennem den sydlige del af halvøen, og betegnes som det meget eksklusive og naturligvis dyre område at bo i, er oplagte udflugtsmål. Det koster 10 $ at køre turen i bil, men det er gratis på cykel. På vej mod San Luis Obispo, en lille hyggelig missions by grundlagt i 1772, passeres den 150 km lange strækningen Big Sur, med 29 broer over dybe kløfter.
Når man nu er på de kanter, skal man selvfølgelig besøge Solvang – Danish Capital Of America, som er en del af den danske udvandrerhistorie. En underlig og sjov fornemmelse, at gå rundt i gaderne, og se Danmark fremstillet på denne måde.
Paul Getty Center
Paul Getty Center

Santa Monica og Los Angeles, CA

Jeg havde fravalgt at bo i Los Angeles, da jeg synes de fleste vandrehjem lå i kvarterer, som jeg fandt lidt for usikre at bo i. Her er det, at den sunde fornuft kommer på banen. Der er også kvarterer i København, hvor jeg ikke ville færdes alene om aftenen. Så det var Santa Monica der blev base for mine besøg i L.A., og det viste sig at være en rigtig god løsning. Dels var Santa Monica International Hostel et fantastisk flot og veldrevet vandrehjem beliggende 2 gader fra Stillehavet og den berømte Santa Monica Pier, dernæst kunne jeg gøre brug af de ture som vandrehjemmet arrangerede, bl. a. Hollywood m.m, og så jeg undgik besværet med at finde parkering.
Her er endnu et lille råd vedr. parkering. Der kan spares mange udgifter til parkering, ved at undersøge og sikre sig, at der ved vandrehjem og hoteller er gratis parkeringsmulighed. Dette er en post, der nemt løber op i mange dollars på en 4 ugers tur. Santa Monica var det eneste sted, jeg måtte betale for parkering, men sammenholdt med de mange fordele der i øvrigt var ved dette sted, var det udgiften værd. 10 $ om dagen for parkering i overvåget parkeringshus lige overfor. Udover de velkendte seværdigheder i L.A., vil jeg nævne kunstmuseet Getty Center. Uanset om man er kunstinteresseret eller ej, er dette fantastiske bygningsværk, opført i 1997 af J. Paul Getty, og beliggende på Brentwood Hills med en storslået udsigt over L.A. et besøg værd.
South Bay Bicycle Trail, CA
South Bay Bicycle Trail, CA

South Bay Bicycle Trail

Som tidligere nævnt, havde jeg afsat ekstra dage, hvor jeg kunne foretage udflugter, som jeg ikke havde planlagt hjemmefra. En af disse dage blev brugt i Santa Monica.
I USA er der jo megen fokus på motion/overvægt, og derfor er der mange steder anlagt ruter for motionister. En af disse er South Bay Bicycle Trail, en cementeret strækning langs med kysten, som benyttes af folk på rulleskøjter, skateboard, løbere og cyklister. Ruten strækker sig helt fra Malibu og 35 km sydpå til Torrance. Jeg lejede en cykel med tilhørende kort over ruten, pakkede så rygsækken med madpakke, drikkelse, badetøj og solcreme – glem endelig ikke dette, og brugte en hel dag til turen, med stop undervejs til en dukkert i Stillehavet, spiste min medbragte frokost, og gjorde stop i byerne undervejs for at nyde en is og en kop kaffe.
Det var en dejlig afveksling fra de mange dage i bil, og efter en sammenlagt tur på 60 km, sol og strand sover man rigtig godt om natten.
Queen Mary ved Long Beach
Queen Mary ved Long Beach

Queen Mary

Syd for L.A. ved Long Beach, ligger passagerskibet Queen Mary opankret. Dette, efter datidens målestok luksuriøse skib blev søsat i 1934. Den sejlede mellem Southampton, England og New York, hvilket kunne gøres på 3-4 dage, og kunne medbringe op til 2000 passagererer. Den er nu indrettet som museum.
Spækhuggershow i SeaWorld.
Spækhuggershow i SeaWorld.

San Diego og grænsen til Mexico

Under mit besøg i San Diego havde jeg påtænkt at krydse grænse til Mexico. Jeg havde læst det kunne foregå relativt let, enten til fods eller med bus. Men personalet på vandrehjemmet frarådede dette kraftigt, grundet den udbredte narko- og bandekriminalitet, som hersker specielt i og omkring Tijuana. Det er altid klogt at følge råd givet af folk som bor og er kendt i området, så det afstod jeg fra. Kørte dog ned og så grænsen til Mexico, og brugte i stedet dagen og adskillige dollar i det nærliggende Outlet center Las Americas.
En af aftenerne på vandrehjemmet, var der arrangeret fællesspisning. Ved at skrive sig på en liste dagen før, kunne man nyde en dejlig BBQ aften for den beskedne sum af 5$. Der var virkelig hyggeligt, der var gæster fra mange lande, og endda familier repræsenteret med hele 3 generationer. Nogle havde ikke bil med, så dem tilbød jeg et lift med til SeaWorld, da vi under middagen fandt ud af, at vi alle havde planer om et besøg der den følgende dag.
Besøget i SeaWorld var en oplevelse, men jeg gik nu alligevel derfra med en tvivl om, at dette komercielle sted, med deres forskningsprogram til bevarelse af spækhuggere i højsæde, helt kunne retfærdiggøre at holde disse prægtige havpattedyr i fangenskab. Men med mit eget besøg, havde jeg jo selv medvirket til dette.
Det vilde vesten i byen Oatman
Det vilde vesten i byen Oatman

Det røde land og nationalparkerne

Efter San Diego var det tid at sige farvel til vandrehjemmene, Stillehavet og de større byer, og nu skulle anden del af min rejse begynde, nemlig ind i ” det røde land” til de mere øde og varme områder, og nationalparkerne Grand Canyon, Bryce Canyon, Zion og Death Valley.
De er meget forskellige, men alle et besøg værd. Grand Canyon med sine store dybder, og Colorado floden snoende sig i bunden. Bryce Canyon med sine varme, gyldne og let rødlige farver til Zion, som er helt fantastisk med sine meget stærke røde farver. Planlægger man at besøge mere end 3 nationalparker, kan man med fordel købe et årskort til samtlige parker i USA, kan købes ved alle indgange, mod forevisning af legitimation, og koster 80$. Søg i øvrigt informationer om parker på www.nps.gov som er særdeles informative. Håndteringen af de mange tusinde besøgende i parkerne foregår helt upåklageligt, og hver gæst udstyres med skriftligt materiale som kort over parken med henvisning til samtlige faciliteter, aviser omhandlende parkens flora og fauna, forslag til ture m.v. Senest er der nu også fokus på miljøet, og flere steder kan man benytte miljøvenlige busser, som man kan stå af og på efter eget valg. Dette naturligvis for at begrænse antallet af biler, og dermed nedsætte udslip af CO2. Kører man rundt i bil, er der talrige holdepladser ved de mest spektakulære udkigsposter, som tillige er beskrevet i informationsmaterialet.
På min vej til Williams, som jeg havde som base for besøget i Grand Canyon, gjorde jeg ophold i spille byen Laughlin, som ikke har meget andet at byde på end casinoer og Colorado floden, men til gengæld meget billig overnatning. Staten Nevada lever jo hovedsagelig af turister og casino spil.
Fra Laughlin mod Williams gjorde jeg en afstikker fra Route 66 til den afsidesliggende by Oatman, og her får man virkelig fornemmelsen af ”det vilde vesten”. En forladt mineby med omkringvandrende æsler i gaden. Turen dertil gik over Sitgreaves-passet – 1113 m. over havet.
Navajo National Monument
Navajo National Monument

Navajo land

Næste stop var byen Page, med den store flotte Lake Powell, beliggende lige ved grænsen til Utah. På vejen dertil gjorde jeg en lille omvej, for at passere det eneste sted i USA, hvor 4 stater grænser op mod hinanden.
Horseshoe Bend, Page AZ
Horseshoe Bend, Page AZ

Fantastisk klippeformation

I Page faldt jeg over en brochure omhandlende Horseshoe Bend, og som var let at finde. Efter 30 minutters gang i fladt men let opadskrånende landskab, åbnede der sig pludselig for mig et syn, som var helt overvældende og betagende.
En kølig morgen i Bryce Canyon, UT
En kølig morgen i Bryce Canyon, UT

Solopgang i Bryce Canyon

I Bryce Canyon bemærkede jeg et notat med henvisning til det bedste sted at se solopgangen, og besluttede det ville jeg opleve. Selvom det var koldt, kun 8 grader, så husk sweater og vindjakke, var det en stor oplevelse. Det var flot at se farverne skifte i takt med, at solen kom højere op på himlen. Tilbage på hotellet måtte jeg for første og eneste gang på turen tænde for varmen, mens jeg tog et varmt bad for at få varmen igen, men allerede kl. 9 var det dejligt varmt udenfor igen, så temperaturforskellene mellem nat og dag er høje.
De 2 tårne ved Hoover dæmningen, som ligger i henholdsvis Nevada og Arizona
De 2 tårne ved Hoover dæmningen, som ligger i henholdsvis Nevada og Arizona

Las Vegas og Hoover Dam

Fra Bryce Canyon gik turen mod Las Vegas. Det var ikke et specielt ønske, at det netop var her jeg skulle fejre min fødselsdag, snarere en tilfældighed. Efter timers kørsel i flad ørken, dukker pludselig konturerne af høje bygninger op i horisonten. På vej ind mod byen passerede jeg et stort skilt med teksten: ”Prison Area – don’t pick up hitch-hikers”. Man skulle ellers formode, at fanger ville være bag lås og slå……… Las Vegas er noget særligt, men al dens lys, larm og leben, og med en underlig blanding af kopierede monumenter fra mange dele af verden. Det er et sted man må besøge, når man er på de kanter, og jeg tror man enten synes om det eller ikke.
Vel ankommet til hotellet, lå der til min store overraskelse og glæde, breve fra familie og venner i anledning af dagen. Et af mine udflugtsmål under besøget i Las Vegas var Hoover dæmningen. Under stort sikkerhedsopbud, fik man adgang til området. Efter 11. september er sikkerheden jo ganske omfattende, og da Hoover dæmningen er et oplagt terror mål, er det vel kun naturligt.
Solopgang i Death Valley, CA
Solopgang i Death Valley, CA

Death Valley, CA

I Death Valley oplevede jeg endnu en solopgang, men denne var nu ikke planlagt. Jeg og havde påtænkt at køre omkring kl. 7 om morgenen, da strækningen herfra til Yosemite var den længste på hele turen. Det blev dog til en noget tidligere afrejse, idet jeg efter et toiletbesøg omkring kl. 4, mødte en kakerlak af betydelig størrelse på vej ud af min seng……. Jeg følte mig pludselig ganske udhvilet, og tænkte jeg ligeså godt kunne pakke og køre. På den måde fik jeg således oplevet solopgangen i Death Valley.
Jeg havde som altid smurt sandwich, og brygget kaffe og hældt på min lille termokande, så morgenmaden blev nydt i ensom majestæt, i dette forunderlige landskab, mens solen langsomt steg op i horisonten. Mødte i øvrigt ikke en eneste bil før efter 3 timer, det var sheriffen……… Jeg havde til turen indkøbt en lille billig sammenklappelig køletaske, og med isterninger fra hotellernes ismaskine i en zip lock pose, kunne mad, frugt og drikke snildt holde sig køligt en hel dag. På vandrehjemmene er ingen ismaskine, men der frøs jeg 2 halvliters flasker i køkkenets fryser, og brugte dem som køleelementer. Husk at flaskerne ikke må fyldes helt op, da vand udvider sig når det fryses.
Et lille tip vedr. mad. De dage, hvor jeg ikke havde lyst til at gå ud og spise, benyttede jeg supermarkedernes delikatesse afdeling, hvor der kan købes kolde som varme færdigretter, og salat i små portionsanretninger efter eget valg.
Et godt tip vedrørende benzin. Den er jo billig sammenholdt med danske priser, men ikke i Death Valley, så fyld tanken op inden der køres ind i parken. Jeg tankede op i parken, på den mindste benzintank jeg har set, bemandet af en midaldrende herre, siddende ganske alene i et lille skur på ca. 6m2. Med tanke på beliggenheden, varmen, og det at der var døgnåbent, tænker jeg det må være det mest ensomme og kedelige job i verden. Så når tingene på mit arbejde ikke går helt så glat, tænker jeg blot på ham, og så er det pludselig ikke så slemt.
Et af de mange vandfald i Yosemite, CA
Et af de mange vandfald i Yosemite, CA

Yosemite NP, CA

Jeg ønskede, at køre ind i Yosemite NP fra østsiden via Tioga Pass i 3.300m’s højde, da jeg havde læst det skulle være den smukkeste indgang til parken. Men der var risiko for, at passet ikke ville være åbent så tidligt på året grundet sne, så jeg fik de flinke mennesker i receptionen på Furnace Creek Ranch til at undersøge forholdene. Beskeden var, at der kun var åbent, hvis vejret tillod. Dette anså jeg for at være for usikkert, så jeg tog den lange vej sydom Sierra Nevada bjergkæden, hvilket var en ganske smuk tur. Normalt ville jeg selv have søgt informationer om dette, da jeg havde medbragt min PC, og flittigt gjorde brug af den gratis adgang til internettet, som var tilgængelig både på vandrehjem og hoteller. Men lige netop Death Valley var det eneste sted på hele turen, hvor der ikke var internetadgang. Forståeligt nok men den afsides beliggenhed, men det kommer nok.
Boede I Oakhurst, en lille times kørsel fra Yosemite. Det var et smukt syn, at se Yosemite’s frodighed, som på denne årstid tager sig allerbedst ud. Med blomster og træer i fuldt flor, og store mængder brusende smeltevand i de mange vandfald, var det en stærk kontrast til golde Death Valley.

Tilbage i San Francisco, og tid til eftertanke.

Efter Yosemite gik turen tilbage til mod San Francisco, min endestationen på rundrejsen. Havde valgt overnatning i Burlingame, da det er tæt ved lufthavnen hvor jeg skulle aflevere bilen. Da jeg ikke vidste, hvor lang tid jeg skulle beregne til at aflevere bil, valgte jeg at aflevere den aftenen før, så jeg var helt sikker på ikke at løbe ind i problemer, og dermed risikere ikke at nå mit fly. Benyttede mig i stedet af den gratis shuttle bus til lufthavnen.
Et tip vedr. bagage. Jeg medbragte tøj til 1 uges forbrug, og vaskede undervejs. Hellere det, end at skulle håndtere en tung bagage. Samtidig havde jeg medbragt nogle t-shirts og undertøj, som var tjenlige til at blive kasseret. Det gjorde jeg så undervejs på den sidste del af turen, og på den måde blev der plads til indkøb jeg havde gjort undervejs.
Jeg kunne nu gøre status over min 4 ugers rundrejse, og sad med en dejlig fornemmelse af, at alle mine forberedelser havde bevirket, at turen som helhed havde været en fantastisk oplevelse.
Inden turen gik tilbage til Danmark, fløj jeg fra San Francisco op til Seattle, WA, for at aflægge et 3 dages besøg hos gode venner, som jeg havde mødt på en 3 mdr’s rundrejse med rygsæk tilbage i 1998. Gennem årene har vi knyttet et varmt venskab, så for mig var den perfekte afslutning på min ferie.

Jeg vil nævne en meget vigtig ting, når man rejser alene. Medbring altid på dig et kort med følgende oplysninger: navn, nationalitet, personnummer, forsikringsnummer, navn og tlf. nummer på kontaktperson i Danmark. Det er vigtigt i tilfælde af, at du skulle komme i en situation, hvor du ikke er i stand til at svare for dig. Med til dette hører også, at det er nødvendigt med en omfattende rejseforsikring, der dækker på højeste niveau. Her må der ikke spares, og mit motto er, at hvis du er godt dækket får du ikke brug for den. Medbring desuden 2 forskellige betalingskort, i tilfælde af, at det ene ikke virker.
Jeg håber mit indslag vil være til gavn og inspiration til Jer, som gerne vil rejse på egen hånd.
Jeg vil slutte med et citat af ukendt oprindelse. ”Ferie er den korte tid mellem planlægning og minder, så NYD den. Det gjorde jeg.

Kommentarer til rejsetips om Biludlejning

Super flot rejsebeskrivelse

22/12 2012 Lise Nielsen
en af de bedst rejsebeskrivelser jeg har læst.. .super

Du har ret.........

21/12 2012 kell peters

Der er ingen grund at folk er bange for at rejse alene, men som skrevet er en god forberedelse det halve af ferien.
jeg planlægger mine USA rejser hjemme og min kone og jeg rejser så hver gang 4 uger rundt i USA med egen bil. Vi er på ikke så kendte steder undervejs og det kan kan betale sig. Ikke et væld af mennesker og Du får oplevet indbyggerne selv om det så er indianer eller amis, det er spændene.
Jeg kan følge Tove på hendes rejse da jeg selv har oplevet det hun beskriver.
Jeg og min kone er helt betaget af at rejse rundt i USA
take care but don`t be woory

Dejligt at læse om en ligesindet

20/12 2012 Birgit Holm-Madsen
Kære Tove. Efter at have læst din rejsebeskrivelse, kører jeg altså selv næste gang, jeg tager til California. Jeg rejser alene, men altid med offentlig transport, men det skal være slut. !000 tak og godt gået.

Hatten af for dig

30/09 2012 Kristina
SÅDAN! Vi savner masser af rejsebeskrivelser fra Alene-rejsende online. I min omgangskreds er det så tabu-belagt, selvom det er det folk mere og mere tyer til, fordi singlekulturen har invaderet samfundet :)

Jeg ville gerne turde - så flere af din slags beskrivelser. Misundelse er en grim ting, men joh ... lidt. Fed tur.

Tak for "rejsen"...

14/06 2011 Katrine Lundemann
Rigtig spændende læsning Tove :) Nu er din rejsebeskrivelse udprintet og på fredag på vej tilbage til hvor den "kommer fra". Jeg vil tage den med, så vi kan tage et kig på den efterhånden som vi kommer til de forskellige områder og på den måde måske blive inspireret af dine oplevelser. Måske vi også møder den ensomme mand ved tankstationen :)

Proff.

15/11 2010 Karin Nielsen
Kære ToveHar aldrig læst noget lignende. God gået. Du må da skrive en bog om din tur, eller blive proff. rejseskribent.

Fantastisk flot beskrivelse

02/11 2010 Kate Jensen
Hej Tove. Du har formådet at beskrive dine oplevelser på en meget spændende måde. Du giver samtidig nogle rigtige gode rejse tips. Din beskrivelse af at rejse alene kan i mine øjene kun opfortere andre som måske er usikker. Beskrivelsen vedr. planlægning som et vigtigt punkt er også rigtig god. Mange tak, og håber på flere rejsetips fra dig. VH Kate

kommentar fra kusine Lisbet

18/10 2010 Lisbet Harsberg
tak for en spændende rejsebeskrivelse.Jeg er parat til at foretage samme rejse lige på stedet.

Ikke til at slippe

14/10 2010 Charlotte W. Kristiansen
Hej Tove Mortensen. Sikke en planlægning & rejsebeskrivelse. Var nød til at læse det hele fra "enden til anden". Her går turen tilbagevendende til Grønland, men det skal der laves om på ! Glæder mig til, at læse om dit næste projekt. Vh Charlotte

God inspiration

09/10 2010 Ebba Jakobsen
Hej Tove! Tak for inspirerende læsning. Jeg og 3 andre planlægger en tur til det vestlige USA næste år. Her er megen læsning og inspiration til vores tur. Velfortjent præmie!

Velfortjent præmie

08/10 2010 Gert Kolster
Jeg er målløs over alle detaljer og håber selv på til næste år at komme "over there" og dine oplysninger vil virkelig komme til gavn. Godt beskrevet

Fantastisk rejse

08/10 2010 Jette I. Hedehøj
Kan kun anbefale ovenstående, det er en fantastisk oplevelse har selv set disse steder der beskrives især Grand Canyon er helt speciet.

Pragtfuld tur!

07/10 2010 Inge Vallø
For to år siden var min mand og jeg på en bustur, gennem nøjagtig samme rute, det at læse din beskrivelse har været som at opleve hele turen igen, specielt Bryce Canyon, synes jeg var en kæmpe oplevelse, vi så også solopgangen, den står stadig på nethinden og som du skriver var det hundekoldt indtil solen tittede frem.

Godt gået - øh kørt!

07/10 2010 Ann Marie Kristensen
Hej Tove. Tak for en flot beskrivelse og de mange gode gode råd. Jeg rejser selv meget alene også med bil, men til næsten den samme tur valgte jeg en bustur, da jeg ikke vill køre så langt selv. Jeg havde en super tur og kan genkende mange af dine dejlige oplevelser. Jeg mødte også en masse dejlige mennesker fra hele verden, men jeg mangler meget de stille stunder, solopgangene og mere tid hvert sted. Jeg ved jeg skal tilbage på egen hånd så fedt at læse at det sagtens kan lade sig gøre. God tur næste gang.

Så flot beskrevet :)

06/10 2010 Heidi (nursen på dit job) :)
Hej Tove :) Så kom fridagen og jeg fik tid til at sidde og læse din flotte beretning :) Jeg troede, at jeg kendte usa men åbenbart ikke nok ;) Så fantastisk og flot, og virkelig friskt gjort af dig :) Du må skrive flere af de steder du besøger frem over, og den præmie som du har vundet på baggrund af dette, er fuldt ud berettet, go girl :) Knuzzer Heidi

Dejlige beskrivelser og tips

04/10 2010 Doris Brodersen
Flotte beskrivelser, billeder og gode tips. På trods af en sen fremskreden aften, måtte jeg se turen til ende.

Noget andre kan bruge

26/09 2010 Else-Marie Rasmussen
Hej Tove!Du har virkeligt givet oplysninger fra dig, som er nytte-fuld for andre der gerne tager turen til USA, fedt at du lige gør opmærksom på at få tanket op inden man køre ind i Death Valley osv.

Super godt

19/09 2010 Inge Andersen
Det har været dejligt at læse din rejse beskrivelse, fatastisk spændende og inspirerende.

Eventyrligt ....

17/09 2010 Gitte Larsen
Fantastisk Tove, du er sgu en gæv pige ... Meget flot beskrivelse.

Sejt

16/09 2010 Maurice Lembeck
Det er altså en fedt oplevelse du har haft, flotte billeder og rigtigt gode, praktiske tips ! Jeg oplevede vores tur i Californie igen, da jeg læste din underholdende beskrivelse. hilsen, Maurice L

Imponerende at gøre alene

06/09 2010 Anne-Marie Skov Lidsmoes
Hvor er det imponerende at du gjorde denne tur helt alene. Jeg har netop været afsted i 4 uger i august med en god ven til San Francisco - LA - Grand Canyon - Monument Valley - Bryce og Zion, Las Vegas, Death Valley, Seqouia og Yosemite. På 17 dage og så 11 dage på Østkysten Philadelphia og NY. Og jeg er glad for at jeg havde en at dele alle disse fantastiske oplevelser med.

en sej fortælling

01/09 2010 Anne-Mette Andersen
det er altså bare for sejt : alene at arrangere og opleve alt dette - smil!

super gode råd...

28/08 2010 Ditte Brøns
Super godt skrevet og gode råd på vejen. Næsten ked af at jeg ikke fik planlagt samme tur til samme længde da jeg tog samme tur - San Fransico -> LA/afstikker til San Diego - på 2 uger. Alt for kort tid... så tak for god råd og vil se hvad jeg kan få af hjælp herfra - FDM... :-D

Sådan skal det gøres

22/08 2010 Bent Mortensen
rigtig mange gode rejsetips og flotte billeder

Super fedt

22/08 2010 Ann-Sofie
Det var super fedt at læse dette indslag, da jeg selv overvejer at gøre dette! Det var dejligt med noget inspiration og rart at vide, at det altså ER muligt at rejse alene pige - jeg går i 3.g og overvejer stærkt at tage 1-2 måneder til USA i mit sabbatår.

Godt gået, søster!

21/08 2010 Lars Peter Mortensen
Jeg synes, at det er en fantastisk beskrivelse af din tur og godt skrevet. Det var også godt at læse om din omhyggelige forberedelse og planlægning af turen, som var medvirkende til den gode oplevelse.

Godt skrevet!

17/08 2010 Astrid Mortensen
Skulle jeg komme på at jeg selv ville foretage en lignende rejse, så kunne jeg hente meget nyttig information i dit indläg. Det er samtidigt spändende og humoristisk skrevet.

God beskrivelse

15/08 2010 Christina Bang Holgersen
Fantastisk beskrivelse - den får mig til at ønske mit drøm snart bliver til virkelighed og du har bestem givet mig ideer til steder jeg selv skal besøge...

Bravo for et rejsetips!

14/08 2010 Pelle Johansen
Kære Tove, 1000 tak for din fantastiske rejsebeskrivelse - det er noget af det bedste jeg har læst herinde hvor der ellers er mange gode rejsebeskrivelser. Jeg håber du får lyst til at flere rejsetips ved leglejlighed. VH Pelle

Fantastisk beskrivelse

13/08 2010 Connie Pedersen
Når jeg læser beskrivelsen, er det som om jeg selv oplever turen.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/spanien/costa-blanca/alicante/tryp-ciudad-de-alicante-hotel.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.