Broholm slot

Et møde med fortid og fremtid

Hvis du besidder lidt interesse for danmarkshistorie og den royale slægt, så vil du med sikkerhed finde et ophold på Broholm slot særdeles spændende. Historien om slottet kan dateres med sikkerhed fra 1326, da Esbern Snares oldebarn, Absalon Johnsen af Ulfeldt-slægten, blev herre på Broholm Slot. Siden har fulgt 700 års danmarkshistorie fra Christoffer den 2. til Margrethe den 2., og med de mellemliggende 29 konger og 1 dronning som medspillere eller statister i Ulfeldt´ernes, Skeel´ernes og Sehested´ernes saga.

Udover de stærke, historiske rammer, byder Broholm Slot også på idylliske rammer med park, vandmølle, voldgrave og herregårdssø. Ved slotssøen ligger museet "Kammerherre N.F.B. Sehesteds Oldtidssamling" på 60.000 oldtidsminder, som nu ejes og drives af Svendborg & Omegns Museum. Oldtidsmuseet og slottets hovedbygning er åbne for offentligheden, enten via rundvisninger med guide eller som eksklusive rammer for selskaber og møder.

Sidst men ikke mindst, så mener historiker Jens Jørgensen (forfatter til bl.a. 'H.C. Andersen - en sand myte' og 'H.C. Andersens Erindringer'), at Broholm Slot kan være H. C. Andersens fødested, hvilket naturligvis førte til en større, litterær diskussion. Det kan du sandsynligvis høre mere om ved at aflægge slottet et visit.

Kort

Vis på kort