Cathrinesminde teglværk

Et industriminde om en teglværkshistorie

På Catrinesminde teglværk kan I gå på vandring i den lange historie med teglværker omkring Flensborg Fjord og specielt Egernsund. Her var – og er – de ideelle betingelser for teglværksproduktion, da området både er let tilgængeligt ad vandvejen og jorden fyldt med basismaterialet for produktionen, nemlig ler. Her lå i 1890’erne over 40 teglværker, mens der i dag kun er 7 tilbage, men alle topmoderne og organiseret under Egernsund Tegl.

Catrinesmindes historie går helt tilbage til 1732, og i 1890’erne var det et af de mest moderne teglværker med en effektiv produktion i den 35 meter lange, bevarede ringovn. Det er utroligt at tænke på, at en stor del af udvidelsen af København omkring 1900 var baseret på murstensproduktionen på Cathrinesminde og de omliggende teglværker. Det var herfra mursten til byggeriet på Nørrebro, Vesterbro og andre dele af byen er brændt og sejlet til København.

Teglværket blev i 2007 udnævnt til nationalt industriminde, og i dag kan I komme tæt på ringovnen fra 1892 og teglværksmaskineriet, gå på opdagelse i de smukke tørrelader eller gå tilbage i tiden i arbejderboligerne, der fortæller om dagliglivet i det lille arbejdersamfund.

Cathrinesminde ligger smukt ved Iller Strand i Broager Vig, så efter besøget kan I nyde de smukke omgivelser.

Kort

Vis på kort