Grunas-vandfaldet i Theth National Park

Et af Albaniens smukkeste vandfald

Efter en kort vandretur fra landsbyen Theth, kommer du til det flotte Grunas-vandfald. Med sit frie fald på 25–30 meter styrter vandmasserne ned over en lodret kalkstensklippe og lander i et krystalklart bassin, der er omgivet af grønne skove og bjergtinder. Vandet kommer direkte fra alpine kilder og smeltevand fra Mount Boshit, hvilket gør det iskoldt – også midt om sommeren.

Vandfaldet er fredet som naturmonument på grund af sin geologiske betydning, og hele turen dertil er en oplevelse i sig selv. Du går langs floden, krydser den røde jernbro og går gennem skov med udsigt til de dramatiske bjergformationer, som Theth National Park er kendt for, inden du når frem til det brusende vandfald.

Sådan oplever du Grunas-vandfaldet

  • Let tilgængeligt eventyr: Turen fra Theth landsby er cirka 3,5–4 kilometer tur-retur og tager typisk 1–1,5 time hver vej. Størstedelen af ruten er let, men det sidste stykke er en smule stejlt, så det er en god ide med gode sko til turen. 
     
  • En kølig dukkert: Tag en forfriskende dukkert i det iskolde bassin, eller nøjes med at dyppe fødderne. Det er pragtfuldt på en varm sommerdag. 
     
  • Billedskøn natur: Solens stråler, kombineret med vanddisen, skaber ofte små regnbuer, der er perfekt til en selfie eller bare et godt billede til minde om rejsen i Albanien.
     
  • Picnic med udsigt: Området omkring Grunas-vandfaldet er ideelt til en pause med medbragt frokost omgivet af ren bjergidyl.

Tips til flere oplevelser i Theth National Park

Grunas-vandfaldet er et oplagt stop på dit roadtrip gennem det nordlige Albanien, uanset om du planlægger at være i Theth for en enkelt dag eller skal på flere dages vandring. Stien til Grunas-vandfaldet er tydeligt markeret med håndmalede pile og rød-hvide mærker, og du kan nemt kombinere turen med en vandring videre til Blue Eye-kilden for en skøn dag fyldt med naturoplevelser og masser af frisk bjergluft.

 

Kort

Vis på kort