Autentiske Grækenland
10 dage Fra 8.675 kr.
Ønsker du at rejse på andre dage, få en skræddersyet rute eller har specifikke ønsker til rejsen.
Eller ring til os på 70 11 60 11
Det sydvestlige England er en rejse fuld af kontraster. Her veksler ruten mellem bløde bakker, hyggelige landsbyer og dramatiske kyststrækninger, hvor klipperne møder havet. I kører gennem Somerset, Dorset, Devon og Cornwall og får både natur, kultur og klassisk engelsk charme på én og samme tur. Ruten starter og slutter i London, hvor I henter og afleverer lejebilen. Venstrekørsel føles hurtigt naturligt, og med automatgear kan I fokusere på udsigter og oplevelser undervejs.
Vi har designet ruten i Sydengland, så tempoet er behageligt, og så der er plads til både spontane stop og længere pauser med udsigt til havet. I kører selv, på egen hånd i lejebil, men inden for en ramme, der er gennemtænkt i praksis. Det er Sydengland, når hver køredag er en del af oplevelsen, og ikke bare transport. Et roadtrip, der nydes bedst i et roligt tempo.
Efter ankomsten til London Heathrow henter I lejebilen og kører sydpå mod Bournemouth. Undervejs kan I gøre stop ved Highclere Castle, kendt fra tv serien Downton Abbey. Ved Winchester er der flere oplagte afstikkere. Kør mod øst ind i smukke South Downs National Park eller besøg Bombay Sapphire Distillery lige nord for byen, som byder på en moderne og sanselig oplevelse. Fra Winchester går turen mod New Forest, et åbent landskab med heder, skove og små landsbyer. Kør gennem Beaulieu og Brockenhurst og besøg det historiske Beaulieu Palace House and Gardens. I Test Valley passerer I idylliske landsbyer langs floden Test og kan opleve haver, klostre og historiske steder.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Lyndhurst i nærheden af Southampton - vælg mellem:
Fra Lyndhurst går turen gennem Dorset til Dartmoor. Første stop er Weymouth, hvor vi anbefaler jer at være på udkig efter et skilt med "Tea & Scones". Her kan I holde en pause og nyde en klassisk scone med "clotted cream and strawberry jam". Kør videre til Lyme Regis, kendt for sine mange fund af fossiler i skrænterne og på stranden. Området er en del af "Jurassic Coast", Englands første UNESCO World Heritage Site. Dernæst kommer I direkte ind i "East Devon Area of Outstanding Natural Beauty", der byder på varieret og fantastisk smukke landskaber. Slut evt. dagen med et besøg på det spændende Castle Drogo ved Morton Hampstead.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Dartmoor-området (2 nætter) - vælg mellem:
I dag skal I besøge Torquay, en af Englands mest kendte feriebyer på den Engelske sydkyst. Byens kuperede beliggenhed giver smukke udsigter over bugten, den Engelske Kanal og det bagvedliggende landskab mod det legendariske Dartmoor National Park - et storslået og dramatisk naturområde med åbne heder og bølgede bakker. Midt på heden ligger Princetown med det historiske Dartmoor Prison fra Napoleonskrigene. Oplev også bronzealderbopladsen Grimspound, vandfaldene ved Becky Falls og den charmerende landsby Buckland in the Moor med granithuse og stråtag.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Dartmoor-området - vælg mellem:
Cornwall er Englands sydligste grevskab og kendt for sin storslåede natur med skovklædte dale og vidtstrakte udsigter over havet. Områdets tidligere mineindustri har sat sit præg på landskabet, som i dag er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. På vej sydvest på kan I besøge The Eden Project ved St. Austell, et spektakulært drivhus med både tropisk og middelhavsklima - en af Cornwalls største attraktioner. Fortsæt mod kystbyen St. Mawes med smalle gader og små gallerier.
Dagens højdepunkter:
Falmouth, en livlig havneby og perfekt base
Overnatning i Falmouth (2 nætter) - vælg mellem:
Start dagen i smukke Trebah Gardens ved Helford River syd for Falmouth. Haven er et frodigt subtropisk paradis med imponerende magnolier og rhododendron. Kør videre til St. Michaels Mount, Cornwalls svar på Mont Saint-Michel. Øen ligger få hundrede meter fra kysten ved Marazion og kan nås til fods ved lavvande ad en brostenssti. Senere kan I returnere med båd. Slottet og de terrasserede haver byder på både historie og flotte udsigter. Fortsæt langs kysten til den idylliske fiskerby Mousehole med sin stemningsfulde havn, før turen rundes af ved Land’s End, hvor landet møder havet i dramatiske klipper.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Falmouth - vælg mellem:
Dagens etape følger Cornwalls og Devons nordkyst fra Newquay til Barnstaple gennem smukt kystlandskab og hyggelige fiskerbyer. Efter sommerliv og strande i Newquay går turen videre mod Padstow, en charmerende havneby hvor husene ligger tæt omkring havnen. Nyd stemningen og en klassisk Cornish-is ved vandet. Videre mod Port Isaac, som ligger på en særligt beskyttet kyststrækning og stadig fungerer som aktiv fiskerby. Her er det oplagt at spise frokost. Besøg derefter Tintagel Castle, Kong Arthurs sagnomspundne fødested. Fortsæt til Clovelly, der klæber sig dramatisk til klippeskrænten, før turen afrundes i Barnstaple med gode muligheder for middag.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Barnstaple - vælg mellem:
Dagen er sat af til vandring og afslapning i og omkring Exmoor National Park. Køreturen fra Barnstaple er kort, så I har god tid til at nyde området i roligt tempo. Kør gennem nationalparken fra kysten ved Bristolkanalen og ind i landet, hvor åbne heder, dybe dale og grønne skråninger præger landskabet. Undervejs åbner der sig flotte panoramaviews over havet, og flere steder er det oplagt at stoppe for korte vandreture. På heden kan I være heldige at møde de karakteristiske Exmoor ponies, som lever frit i området og er en del af parkens unikke natur. Dagen rute indbyder til både oplevelser og afslapning i smukke omgivelser.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Exmoor - vælg mellem:
I dag kører I fra Exmoor videre gennem det grønne og bløde landskab i Somerset, hvor små landsbyer, åbne marker og historiske herregårde præger ruten. Undervejs er der gode muligheder for korte stop og små gåture i det rolige landskab. Dagens mål er den elegante kurby Bath, kendt for sin smukke arkitektur og sin rige historie. Byen står stærkt på den romerske arv, og de velbevarede romerske bade hører til blandt Englands mest ikoniske seværdigheder. Opholdet her giver et indblik i byens fortid og danner en stemningsfuld afslutning på dagens kørsel.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Bath (2 nætter) - vælg mellem:
Dagen byder på en fin kombination af elegant kurby og levende storby. Start i Bath, hvor I kan opleve byens smukke georgianske arkitektur og besøge de imponerende Romerske Bade (entré inkluderet i denne rejse), som har givet byen sit navn og sin særlige stemning. Efter frokost kan I vælge en rolig eftermiddag i Bath eller tage turen videre til Bristol, kun en kort køretur væk. I Bristol venter en kreativ og energisk havneby med caféer, restauranter og seværdigheder langs vandet, herunder det historiske skib SS Great Britain. I den gamle bydel er St. Nicholas Market et oplagt stop med masser af liv, lokale specialiteter og atmosfære.
Dagens højdepunkter:
Overnatning i Bath - vælg mellem:
Turens sidste dag, hvor det går mod London Heathrow og videre hjemrejse mod Danmark. På turen mod lufthavnen foreslå vi, at I lægger vejen rundt om det store neolitiske område i Avebury, som er et udmærket alternativ eller supplement til mere kendte Stonehenge. Her finder I store stencirkler, gigantiske menneskeskabte bakker og gravkamre, som blev bygget for 5000 år siden, samtidig med Stonehenge og pyramiderne i Egypten. Turen slutter i lufthavnen, hvor I efter at have afleveret jeres lejebil fortsætter i fly mod Danmark.
Dagens højdepunkter:
Vi har på denne tur valgt at inkludere to dagsaktiviteter i hhv. Dartmoor og i Bath. Der er dog masser af andre spændende muligheder undervejs på turen rundt i Devon og Cornwall. Her er et udvalg.
Ture inkluderet i den samlede pris:
✔ Flybillet inkl. bagage pr. person
✔ 9 overnatninger i dobbeltværelse
✔ Morgenmad på hele rejsen
✔ 10 dages lejebil, inkl. fri km., skatter, kasko- og ansvarsforsikring
✔ Guided vandring i Dartmoor
✔ Entré og audioguide til de Romerske bade i Bath
✔ Fuldt dagsprogram og rejsetips undervejs
✔ FDM Travels Tryghedspakke med 24/7 nødtelefon og pakkerejsedækning
✖ Turistskatter på hoteller
✖ Færge, bro- og tunnelafgifter
✖ Motorvejsafgifter
✖ Parkering (også v. hoteller)
✖ Entré til museer og attraktioner
✖ Selvrisiko ved skader og tyveri på lejebil
Enkelte broer (fx Tamar Bridge til Cornwall) kræver et mindre gebyr. Husk at budgettere med parkering i byer og ved kystområder.
Husk at køre i venstre side af vejen. Vi anbefaler automatgear, når du lejer bil. Det gør overgangen til venstrekørsel nemmere, da du slipper for at skifte gear med venstre hånd.
Tip: Ofte ligger man for langt mod venstre i starten. Brug vejens midterlinje som pejlemærke, så du placerer bilen korrekt i vognbanen.
Vores roadtrips er designet af erfarne rejsespecialister, der har kørt ruterne og samtidig har et stort lokalkendskab til stederne undervejs. Du får en gennemtænkt rute med nøje udvalgte stop og mulighed for at tilpasse tempo, komfort og oplevelser, så de passer til dine personlige ønsker.
Efter bestilling tilpasser vi rejsen efter dine valg og bekræfter den inden for tre hverdage. Herefter modtager du dine rejsedokumenter med rutebeskrivelse, overnatninger og praktisk information, så du er godt klar til afgang.
Når du bestiller rejsen online, laver du en forhåndsreservation. Herefter gennemgår og reserverer vi dine valg og bekræfter rejsen endeligt inden for tre hverdage. Enkelte overnatningssteder kan i mellemtiden være blevet udsolgt eller ikke længere være ledige af andre årsager. Hvis det er tilfældet, finder vi et tilsvarende alternativ.
Du kan få tilpasset rejsen både før og efter bestilling.
Som en del af FDM Travels Tryghedspakke tilbyder vi ændringer gebyrfrit frem til 30 dage før afrejse. Du kan justere datoer, hoteller og billeje, uden at det koster dig ekstra. Du skal kun betale prisforskellen, hvis ændringen gør rejsen dyrere. Hvis det er tilfældet, eller hvis den ikke kan ændres, gælder vores almindelige vilkår. Det kan du læse om disse i vores handelsbetingelser.
Det bedste tidspunkt er fra maj til september, hvor vejret er mildt, dagene lange og landskabet grønt. Forår og sensommer er særligt velegnede, hvis du ønsker færre besøgende og god plads til at nyde kyststrækningerne i roligt tempo.
Kørslen foregår primært på mindre landeveje og kystveje, som er smalle, men velholdte. Tempoet er lavere end hjemme i Danmark, og det passer perfekt til denne tur, hvor vejen og omgivelserne er en del af oplevelsen. Du kører i venstre side, men ruten er planlagt, så kørslen er overskuelig.
Køredagene er generelt korte og overskuelige, typisk 2-4 timer ad gangen. Ruten er sammensat med god balance mellem kørsel og ophold, og flere steder bor du flere nætter samme sted, så du ikke skal pakke og køre hver dag.
Du overnatter på nøje udvalgte indkvarteringssteder og hoteller, hvor beliggenhed, komfort og stemning er tænkt ind i rejsen. Ofte bor du tæt på naturen, de lokale oplevelser eller det næste spændende stop på ruten.
Du kan vælge mellem forskellige hotelkategorier, så rejsen passer til dine ønsker til komfort og budget.
Baseret dagsetaper, tempo og aktiviteter, egner denne tur sig bedst til voksne par eller familier med større børn.