Oplev fjeldet i midnatssol
Hvis du er vild med natur og elsker at få vandrestøvlerne på, så skal du tage en lille afstikker til Saana-fjeldet, hvis du er på roadtrip i det nordlige Finland. Saana-fjeldet ligger lige ved Kilpisjärvi, der er en lille by helt oppe i det Nordfinske Lapland, tæt på både Norge og Sverige.
Om sommeren er området et sandt vandreparadis. Midnatssolen bader hele fjeldet i et smukt, gyldent lys døgnet rundt. Ruten til toppen af Saana er godt afmærket og omkring 8 km frem og tilbage. Ruten er ikke så anstrengende og selvfølgelig går det opad, men udsigten fra toppen (1.029 meter) er det hele værd.
Du ser ud over Laplands store vidder, glitrende søer og kan måske få øje på nogle sneklædte fjelde i horisonten.
Tip: Tag afsted i juli eller august, hvor stierne er snefri og vejret forholdsvis stabilt. Og husk at myggespray er din ven på den tid af året.