Hvad gemmer der sig bag Campeches gamle bymure?
Kører du langs kysten af Den Mexicanske Golf, kommer du til Campeche, der er en af Mexicos mest stemningsfulde byer med pastelfarvede facader, gamle bymure og en afslappet havnefront. På et roadtrip gennem Yucatán-halvøen er Campeche et godt stop, hvis du vil opleve noget andet end de store feriebyer. Her kan du gå på de historiske forsvarsmure, cykle langs strandpromenaden Malecón og slentre gennem gader med lokale caféer og små restauranter. Campeche er et oplagt stop, hvis du vil opleve en mere lokal og historisk side af Yucatán.
En by bygget mod pirater
Campeche blev grundlagt i 1540 af spanierne oven på en tidligere mayaby. Byens rige handel gjorde den til et udsat mål for piratangreb, hvilket førte til opførelsen af de imponerende fæstningsværker og bymure, du stadig kan opleve i dag. Det velbevarede centrum med farverige kolonibygninger, bastioner og brostensgader blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1999. I dag kan du besøge fæstninger som Fuerte de San Miguel, gå gennem den historiske Puerta de Tierra og opleve en af Mexicos bedst bevarede kolonibyer.
Derfor bør du opleve Campeche
- Farverige kolonigader og velbevaret historisk centrum
- Gamle fæstningsmure med udsigt over byen
- Perfekt stop på et roadtrip gennem Yucatán-halvøen
Inspiration
Fakta om Campeche
- Beliggenhed: Cirka 180 kilometer sydvest for Merida på Yucatán-halvøens vestlige kyst
- Grundlagt: 1540 af spanske erobrere og UNESCO verdensarv siden 1999
- Kendt for: Bymure, fæstninger og farverige kolonibygninger
- Bedste tidspunkt: November til april hvor vejret generelt er tørt og solrigt
Tips til seværdigheder i nærheden af Campeche
- Edzná: Imponerende mayaruiner cirka en times kørsel fra byen med pyramider, templer og udsigt over junglen.
- Isla Aguada: Hyggelig kystby cirka 170 kilometer syd for Campeche. Her kan du nyde daselivet på de pragtfulde strande, spise skaldyr på en af de små restauranter, se delfiner og meget mere.
- Laguna de Términos: Naturreservat ved kystbyen Isla Aguada med mangrover, et rigt fugleliv og populære bådture, hvor der er gode chancer for at spotte delfiner.