Valladolid - farvestrålende koloniby på Yucatán

Skøn stemning og perfekt base til Chichén Itzá og flere af halvøens cenoter

På den nordøstlige del af Yucatán ligger Valladolid som en oplagt base til halvøens største højdepunkter, på dit roadtrip. Byen er ikke stor, men den overrasker de fleste med farverige huse, hyggelige pladser og en ret autentisk stemning, du ikke finder i de klassiske badebyer. Endelig er Valladolid også kendt for sin centrale placering tæt på både cenoter, Santo Domingo de Guzmán kirken i Uayma og det ikoniske tempelområde Chichén Itzá, som ligger under en times kørsel væk.

Valladolid emmer af historie og lokalt hverdagsliv. Her er roligere end i Cancún og Tulum, og du får en mere ægte oplevelse med lokale markeder, gadekøkkener og små caféer mellem de pastelfarvede facader.

Historie og kultur i gadebilledet

Valladolid blev grundlagt i 1543 af spanierne og flyttet til sin nuværende placering i 1545 oven på den tidligere mayaby Zací. Den blanding kan du tydeligt se i byen, hvor gamle kirker og kolonibygninger står side om side med mayakultur og traditioner.

Du kan gå forbi San Gervacio-katedralen på hovedtorvet eller opleve det gamle kloster Convento de San Bernardino. Samtidig er byen kendt for sin rolle i Yucatáns historie, blandt andet under Maya-opstande og starten på den mexicanske revolution.

Om aftenen forvandles byens centrale plads med streetfood og lokale specialiteter, hvor du får både smagsoplevelser og lokal stemning samlet ét sted.

Derfor bør du opleve Valladolid

  • Perfekt base til Yucátans mange seværdigheder
  • Farverig koloniby med ægte lokal stemning
  • Streetfood og lokale specialiteter
 

Inspiration

Fakta om Valladolid

  • Beliggenhed: På Yucatán-halvøen cirka to timers kørsel fra Cancún og Merida
  • Grundlagt: 1543 af spanske conquistadorer
  • Indbyggertal: Omkring 60.000
  • Kendt for: Farverige kolonibygninger, autentisk stemning, cenoter, og som base for mayaruiner som Chichén Itzá
  • Bedste tidspunkt: November til april, tørt og behageligt klima

Tips til seværdigheder i nærheden af Valladolid

Valladolid er ideel, hvis du er på et roadtrip og vil have variation i dit program. Start dagen med et tidligt besøg ved Chichén Itzá, før turistbusserne ankommer. Senere kan du hoppe i en af de mange cenoter omkring byen eller tage en hurtig dukkert i Cenote Zací midt i Valladolid.

  • Santo Domingo de Guzmán kirken i Uayma: Arkitektonisk overraskelse på Yucátan, der er kendt for sin unikke, farverige facade og masser detaljer, der blander spansk og maya-kultur. Kirken ligger bare 20 minutters kørsel mod vest.
     
  • Chichén Itzá: En af verdens mest kendte mayaruiner under én times kørsel mod vest. Tag afsted tidligt for færre mennesker og mildere temperaturer.
     
  • Cenote Suytun: Kendt for sin platform midt i vandet og lyset der falder dramatisk ned i hulen.
     
  • Río Lagartos: Perfekt dagstur mod nordkysten, hvor du kan se flamingoer, mangrove og har mulighed for bådture i naturreservat.

Kort

Vis på kort