Et af verdens syv nye vidundere på UNESCOs Verdensarvsliste
På Yucatán-halvøen i Mexico ligger mayaruinerne Chichén Itza, som er et af de steder, du absolut bør besøge på dit roadtrip i Mexico. Den ikoniske pyramide El Castillo står midt i ruinbyen med sine præcise proportioner og skjulte kalenderlogik, og rundt om venter templer, boldbaner og hellige cenoter. Her får du både interessant historie, imponerende arkitektur og natur på ét og samme besøg.
Sørg for at komme tidligt, så du undgår de fleste turistbusser og kan bevæge dig frit rundt i området til fods, inden varmen tager over. Efter besøget kan du tage en afstikker til den nærliggende Ik Kil cenote og hoppe i det kølige vand.
En af mayaernes vigtigste og største byer
Chichén Itza blev grundlagt omkring år 600 og blev til en af de største byer i mayaernes verden frem til omkring år 1200. Byen var både religiøst, politisk og handelsmæssigt centrum med op mod 35.000 indbyggere på sit højeste. Du kan stadig opleve højdepunkter som den enorme boldbane, Krigernes Tempel og observatoriet El Caracol. Selve El Castillo pyramiden er særligt kendt for sine 365 trin, der afspejler solårets dage.
Derfor bør du opleve Chichén Itza
- Se et af verdens syv nye vidundere
- På UNESCOs Verdensarvsliste siden 1988
- Oplev mayaernes avancerede astronomi og arkitektur
- Kombinér ruiner og cenoter på samme dag
Inspiration
Fakta om Chichén Itza
- Beliggenhed: Cirka 50 kilometer fra Valladolid og 140 kilometer fra Mérida på Yucátan-halvøen i Mexico
- Årstal: ca. 600 til 1200 e.Kr.
- Historie: En af mayaernes største byer og magtcentre
- Kendt for: El Castillo, cenoter, den store boldbane og fascinerende maya-arkitektur
Tips til seværdigheder i nærheden af Chichén Itza
- Cenote Ik Kil: Naturlig swimmingpool tre km væk, der er perfekt til en kølig dukkert efter besøget.
- Merida: En by med flotte boulevarder, gamle palæer og oplagt base for oplevelser på Yucátan-halvøen.
- Valladolid: Super hyggelig koloniby med farverige huse, restauranter der serverer lokale specialiteter og tæt på flere af halvøens cenoter.
- Ek Balam: Dette arkæologisk maya-område er et mindre turistet ruinområde, hvor du kan komme tættere på detaljerne.
- Cenote Yokdzonot: En gudesmuk cenote med krystalklart vand, lokal stemning og færre besøgende end mange af Yucátans cenoter.