Ruinbyen i Birkat Al Mouz

Ruiner, bananpalmer og UNESCO-historie i hjertet af Oman

Ved foden af Jebel Akhdar ligger den stemningsfulde ruinby Birkat Al Mouz, et af Omans mest autentiske steder at opleve på kør-selv-ferien. Du ser den ikke med det samme, men sæt GPS’en til Bait AlSabah Heritage Inn & Café, hvor du kan parkere bilen og nyde en kop velbrygget kaffe, før du begiver dig videre. Lige bag caféen venter den gamle by, der er et labyrintisk virvar af lerklinede huse, trapper og små gyder, der snor sig op ad bjergskråningen.

Når du bevæger dig op gennem ruinerne, fornemmer du, hvordan tiden står stille mellem de forladte huse, og du bliver belønnet med en storslået udsigt over oasen og de omkringliggende bjerge. Birkat Al Mouz betyder “banansøen”, og navnet giver mening, når du bagefter sætter dig ved Banana Café og ser ud over de grønne plantager og det gamle vandingssystem, Falaj Al Khatmein. Denne 1.500 år gamle, menneskeskabte kanal leder stadig vand fra bjergkilderne ud til banantræerne og landsbyen. Et system så unikt, at det i dag er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Fakta om Birkat Al Mouz

  • Beliggenhed: Ved foden af Jebel Akhdar, Ad Dakhiliyah-regionen.
  • Historie: Landsby fra 1500-tallet, præget af traditionelt landsbyliv.
  • Kendt for: UNESCO-listede Falaj Al Khatmein og ruinbyen.
  • Størrelse: Lille landsby omgivet af frodig oase.
  • Aktiviteter: Gåture, foto, kultur, slot og plantager.
  • Klima: Tørt og solrigt året rundt.
  • Bedste tidspunkt: Oktober til april.

Inspiration

Tips til oplevelser i nærheden af Birkat Al Mouz

Inden for en times kørsel venter flere højdepunkter. Kør til Nizwa og udforsk det mægtige Nizwa Fort og byens livlige souq, hvor du kan handle keramik og sølv. I Al Hoota Cave nær Al Hamra kan du gå på opdagelse under jorden blandt stalaktitter og sjældne fisk. Er du til natur og frisk luft, er Wadi Tanuf et ideelt sted til en rolig vandretur mellem klipper og små vandløb.

Kort

Vis på kort