Los Antiguos ved bredden af Buenos Aires-søen

Kirsebær, frugtplantager og festivalstemning

På dit roadtrip i Patagonien kan du lægge vejen forbi Los Antiguos, der ligger smukt ved bredden af den imponerende Lago Buenos Aires – Sydamerikas næststørste sø. Byens milde mikroklima og placering på en solrig bakkeskråning gør det muligt at dyrke æbler, hindbær, jordbær og især kirsebær. Det har givet Los Antiguos titlen som Argentinas “kirsebærhovedstad”, og hvert år i januar fejres frugten med en livlig kirsebærfestival.

Los Antiguos er omgivet af Andesbjergenes sneklædte tinder og ligger kun få kilometer fra grænsen til Chile. Skal du videre sydpå, er Ruta Monte Zeballos et oplagt valg. Ruten er en af Patagoniens mest bjergrige strækninger, og her venter både vandfald, vilde dyr og udsigter til det majestætiske San Lorenzo-bjerg, før du når Lago Posadas.

Byen er også et godt udgangspunkt for en udflugt til de UNESCO-beskyttede Cuevas de las Manos, hvor du kan opleve nogle af verdens ældste klippemalerier og få et unikt indblik i regionens forhistorie.

Fakta om Los Antiguos

  • Blev grundlagt i 1921.
  • Los Antiguos har cirka 4.700 indbyggere.
  • Kendt som Argentinas “kirsebærhovedstad” med årlig kirsebærfestival i januar.
  • Der er aktiviteter som fiskeri, vandreture, besøg på turistgårde og fuglekiggeri.
  • Udgangspunkt for de UNESCO beskyttede Cuevas de las Manos med de berømte klippemalerier.

Kort

Vis på kort