Middelalderlandsbyen Ménerbes

En Landsbyperle i Provence

Smalle gader kringler sig op gennem middelalderlandsbyen, Ménerbes, der ligger placeret på en bakke i naturskønne omgivelser med vinmarker og kirsebærplantager. Ménerbes er blevet kåret til én af de flotteste landsbyer i Frankrig, og udsigten over et frodigt landskab og byens gamle centrum har tiltrukket flere berømte kunstnere og forfattere, bl.a. har Nicolas de Staël og Picasso ejet huse i byen. Kom fra nord på din kør-selv-ferie til Ménerbes. Her kører du ad små veje omgivet af det grønne landskab, og i forruden kan du mellem træerne se Ménerbes, der på toppen af bakken dukker frem i horisonten.

Inspiration

det gamle ménerbes

Når du besøger Ménerbes, bliver du vidne til en dramatisk fortid, hvor de velbevarede stenhuse og bygningsværker fortæller besøgende om byens historie. Ménerbes led store ødelæggelser under religionskrigene i det 16. århundrede, hvor protestanter brugte byen som en fæstning i kampen mod katolikker. Selvom mange af byens middelalderlige bygninger fra mellem det 12. og 16. århundrede blev ødelagt, har man formået at restaurere byen, så det afspejler det gamle Ménerbes. Især klokketårnet og kirken, der troner over den østlige del af byen, er imponerende værker.

Smag på Provence

Smag på og få indsigt i trøfler og vine fra Provence og Luberon, når du tager på kør-selv-ferie til Ménerbes. Hele 80 % af den franske trøffelproduktion kommer fra Provence-området. På Place de l´Horloge på toppen af Ménerbes ligger i et restaureret renæsseancehus Luberons trøffel- og vinhus, Maison de la truffe et du vin du Luberon. Hele huset er tilegnet områdets vine og trøfler. Prisen er lidt pebret, men det er en smagfuld oplevelse af lokale specialiteter, og krydret med en spektakulær udsigt over det omkringliggende frodige landskab fra stedets charmerende franske gårdplads.


"Nær Ménerbes ligger ”MUSÉE du TIRE-BUCHON”.
et proptrækker-museum, hvor du finder mere end 1.000 eksemplarer af dette magiske værktøj fra det 17. århundrede ... En anderledes oplevelse, der er sjovere, end det lyder."

- Mogens, Europa-specialist og produktchef


 

Kort

Vis på kort

Oplev Provence