Interview: Vicky Knudsens oplevelser i Schwarzwald

Video fra Vicky's autocamper-eventyr

I videoen kan du se højdepunkter fra Vicky's autocamper-eventyr i Schwarzwald.

Vicky rejste gennem Schwarzwald med nysgerrighed og sans for det vilde liv, og undervejs mødte hun både sjældne fugle, majestætiske landskaber og mennesker med en særlig kærlighed til naturen.

Se filmen
Video: Vicky Knudsens autocamper-eventyr i Schwarzwald
Vicky Knudsen på autocamper eventyr i Schwarzwald

Interview

Med sin store kærlighed til naturen og sit blik for både de små detaljer og de store sammenhænge var det oplagt at sende biolog, forfatter, tv-vært og naturformidler Vicky Knudsen på eventyr i Schwarzwald sammen med veninden Camilla.

Vi mødte Vicky til en snak om barkbiller, bjerglandskaber og kaffepauser i det fri, og om hvad det gør ved én at rejse i autocamper midt i naturen.

Nationalparkens vilde sider

Når man er så passioneret omkring natur og biodiversitet som du, er der sikkert steder, der rammer lidt dybere. Hvilket sted overraskede dig mest på rejsen?

"Det var helt klart selve nationalparken," fortæller Vicky. "Vi besøgte et område, hvor naturen havde fået lov til at råde selv. Træerne lå væltet og døde, barkbiller havde gjort deres arbejde, men i stedet for at rydde op, lod man det ligge. Det skaber nye levesteder for arter som den tretåede spætte, som vi desværre ikke så, men vi så dens spor. Det var jo klart det fedeste sted for mig. Det var dér, hvor det vitterligt var nationalpark."

Hun fortæller også, hvordan hun og Camilla mødte en lokal naturvejleder, der fortalte om genindførslen af robuste kvægracer (der minder om uroksen) og heste i området. Det er dyr, der bidrager til at skabe mere varieret natur.

"Det var virkelig inspirerende at se, hvordan man arbejder aktivt med biodiversitet," siger hun.

Vicky Knudsen

Øjeblikke, der sætter sig fast

Naturen byder ofte på små øjeblikke, der brænder sig fast. Havde du sådan et øjeblik undervejs, hvor du bare måtte stoppe op?

"Ja! Vi lå lige ved en å, og da jeg væltede ud af sengen om morgenen, helt stiv i kroppen, så sad der pludselig en vandstær lige bag vores autocamper."

Hun smiler ved tanken. "Jeg har set vandstær før, men de er normalt lidt sky, medmindre det er unge fugle – og det her var lige præcis en ungfugl. Den blev bare hængende, dykkede under vandet og lod sig ikke forstyrre. Det var en helt fantastisk morgen, bare at sidde og kigge på den fugl lige bag camperen. Og det er jo lige præcis dét, man kan, når man rejser i autocamper. Det var endda bare på en campingplads, så det var ret fedt."

Vicky har i det hele taget et særligt blik for de arter, de fleste overser. Hun fortæller begejstret om en sommerfugl, der satte sig på hendes finger i flere minutter. ”Jeg tror, den søgte salt fra min hud. Det var så varmt, og den havde brug for energi. Den blev bare siddende. Det var sådan et stille, men intenst møde.”

Vicky og sommerfuglen

Autocamperens frihed

Du har tidligere været i autocamper i Danmark. Hvordan var det at bo i autocamper midt i Schwarzwalds natur, og hvordan adskiller det sig?

"Ja, Camilla og jeg har prøvet det før herhjemme, men det her var noget helt andet," siger Vicky. "I Tyskland er der bare langt flere natur- og autocamperpladser, og man har en helt anden frihed til at være, hvor man vil."

Hun fortæller, hvordan de havde tre campingpladser booket hjemmefra, og især den sidste gjorde indtryk: 

"Bortset fra, at det ikke regnede nok til, at vi så en ildsalamander," griner hun, "så gik vi på opdagelse i skoven, fandt en idyllisk kro, en gammel sluse og så både isfugl, guldsmede og sommerfugle."

Deres campingplads lå højt oppe med udsigt over skoven. "Det var virkelig noget særligt. Og det er det fede ved autocamperlivet, at man vågner midt i det hele."

Men det var ikke kun idyllisk. Med glimt i øjet indrømmer hun: "Vores største frygt var nat-tisseturen. Vi ville virkelig gerne undgå at bruge toilettet i camperen, og det lykkedes faktisk. Vi sov 7-8 timer uden problemer, og uden at være radbrækkede bagefter. Det var en positiv overraskelse."

Vicky Knudsen og autocamperen

Schwarzwald i tre overskrifter

Hvis du skulle koge hele oplevelsen ned til tre ord eller overskrifter, hvad står så klarest for dig?

"De overvældende skove og landskaber," svarer Vicky uden tøven som det første.

"Uanset om det er naturskov eller produktionsskov, er de enorme og strækker sig så langt øjet rækker. Man føler sig lille i noget meget større."

Hun peger derefter på de dramatiske niveauforskelle i landskabet. "Det minder lidt om Bornholm, bare i stor skala. Stejle bjergsider, høje tinder, vandfald og dybe dale. Det gør virkelig indtryk."

"Og så de tætte møder med dyrelivet. Vi havde mange nære og lidt usædvanlige oplevelser. De der små møder med arterne gjorde det til en helhedsoplevelse."

Kultur, kaffe og et smil undervejs

Hvordan var det så at møde kulturen undervejs, lokalt og på campingpladserne?

"Alle var virkelig søde og hjælpsomme, især på campingpladserne og i de små byer. Freudenstadt var en særlig oplevelse. Vi gik rundt mellem blomsterbede og hyggelige caféer og endte med at bruge en halv dag der, bare fordi stemningen var så rar."

Hun nævner også det gamle Allerheiligen-kloster som et højdepunkt. "Det lå midt i skoven, tæt på et vandfald, så det var både historisk og naturskønt på én gang."

Broer, tårne og små gys

Schwarzwald er også kendt for sine store attraktioner i naturen. Hvad tænkte du om dem?

"Det var virkelig imponerende at se, hvor meget der er gjort for at få folk ud i naturen med skovtårne, hængebroer og rutsjebaner."

"Jeg prøvede at gå lidt ud på hængebroen, men turde ikke helt over," griner hun. "Der findes et sjovt billede af mig, hvor jeg ser ret skræmt ud. Men det er fedt, at der er noget for både dem, der vil have lidt spænding, og dem, der bare vil nyde naturen i ro og mag."

Hun slutter med et særligt minde: "Da vi stod ved et vandfald, landede en bjergvipstjert lige foran os. Vi glemte helt alt omkring os. Det er de små øjeblikke, der gør en tur som denne helt særlig."

Vicky og Camilla og en kop kaffe

Gode råd til andre eventyrere

Hvis nogen bliver inspireret til selv at tage af sted, hvad vil du så fremhæve?

"I Tyskland er man så privilegeret, at man faktisk kan slippe for at bruge sit toilet i autocamperen," siger Vicky med et grin og tilføjer: "Der er simpelthen så mange gode muligheder, og campingpladserne er virkelig veludstyrede."

"Herhjemme går vi ofte efter at finde steder ude i naturen, hvor vi må holde. Men i Schwarzwald er man midt i noget storslået, og samtidig er der både bad, vaskemaskiner og toiletter. Det gør det nemmere og mere behageligt at være afsted."

"I Tyskland er man virkelig gode til camping. Faciliteterne er så fine, og det er bare skønt at kunne vågne midt i det grønne."

Noget særligt at tage med hjem

Sidst, men ikke mindst, hvad tager du allermest med dig hjem fra turen?

"Roen," svarer Vicky. "Det at have sit hjem med sig og kunne slå sig ned et nyt sted hver dag. At kunne tage en iskaffe fra køleskabet og sidde i campingstolen og kigge ud over landskabet."

"Jeg sidder sjældent stille ret længe, men på denne tur gjorde jeg det, og det var virkelig noget særligt."

"Vi skulle ikke ind på en tankstation for at købe en snack eller finde en café. Vi havde det hele med os. Det er en kæmpe frihed. Og så var det bare en dejlig pause fra hverdagen."

Et eventyr, der kalder på mere

Turen til Schwarzwald blev for Vicky Knudsen mere end bare en ferie. Det blev en påmindelse om, hvor meget ro og nærvær naturen kan give, når man tager sig tid til at være i den. Autocamperens frihed, de nære dyremøder og de storslåede landskaber satte sig fast, og følelsen af at vågne op midt i det grønne til en kop kaffe blev et symbol på alt det, rejsen kunne.

Der var én ting, Vicky ikke nåede: at finde den ildsalamander, som hun havde drømt om at møde.

”Vi ledte. Vi håbede på regn. Men det blev ikke denne gang. Men det gør ikke noget. Tværtimod. Det giver bare en undskyldning for at vende tilbage.”

 

Logo - Tyskland blandt venner og Embrace German nature

Om Vicky Knudsen

Vicky Knudsen - På sporet af det vilde...

Vicky Knudsen er uddannet biolog fra Københavns Universitet og har vundet prisen som Danmarks Naturformidler 2017. Hun arbejder som selvstændig naturformidler og holder foredrag for både voksne og børn med fokus på biodiversitet og vores nære natur. Hun har skrevet bøgerne "Vickys vilde verden", "Dyr vi elsker at hade" og "Den dag Gunnar blev væk" sammen med Johan Olsen. Hun har tidligere medvirket i tv programmer som "Vilde eventyr" sammen med Rane Willerslev på DR, samt "1 døgn, 2 hold, 3 dyr" på TV 2 og "Vores vilde vej". Derudover har hun fungeret som naturekspert i forskellige naturudsendelser og radioprogrammer."