Burano i Venedig

landsbyen med de stærke farver

Den dejligste tur i Venedigs lagune er turen fra Fondamente Nuove i Cannaregio til landsbyen Burano. Vi anbefaler, at du tager af sted tidligt, når morgendisen hænger fortryllende over mudderbankerne. Først dukker Buranos skæve kirketårn frem, dernæst ses Buranos velholdte huse i smukke, stærke farver som vinrød, turkis, græsgrøn og karrygul. Hvert hus - ja, ofte hver etage - har sin egen farve. Kanalhusenes farvespil med solen er imponerende. Det samme er Kniplingsskolen i Burano, hvor du finder fint håndarbejde og et lille værksted med arbejdende Burano-kvinder. Byen er kendt for knipling og selveste Leonardo da Vinci købte i 1481 en kniplet alterdug til domkirken i Milano, som han fik lavet i Burano. 

Kort

Vis på kort